Præst: Min strikkende mormor blev et billede på Gud

Billedet af min strikkende mormor er blevet mit stærkeste Gudsbillede, fortæller sognepræst Kristine Stricker Hestbech

Hvilken åndelig arv trækker du på, der har fået en særlig mening og værdi for dig? Hvem gav dig den?
 
”Jeg er vokset op i et hjem, hvor religion ikke fyldte meget. Min far var/er naturvidenskabsmand (læge) og min mors forhold til troen noget klemt. Hun var/er troende på den måde, at hun aldrig har forstået, hvorfor Gud har straffet hende med sclerosen, som hun har haft siden min fødsel. Så barndommen var for mig en tilværelse med en Gud, der kunne straffe os mennesker, og da jeg bestemt heller ikke selv kunne finde årsagen til Guds hårde straf af min mor, var jeg ekstremt bange for Ham.”

”Som barn føler man sig ofte skyldig – ind imellem med god grund – men lige så ofte helt uden grund. Og derfor gik jeg i en konstant frygt for at blive ramt af lamhed, blindhed, ulykke – you name it. Samtidig håbede jeg til tider inderligt, at Gud ville straffe mine storebrødre, som jeg virkeligt mente badede i skyld, når det kom til at gøre livet ulideligt for mig, og derfor kom der snart en slags uforståen over for Guds vurderingsevne ind i mit syn på Ham.”

LÆS OGSÅ: Biskop: Min konfirmationspræst blev afgørende for min tro

”Dette blev mig mere og mere uforståeligt med alderen og indsigten i menneskers og verdens ondskab. Der var jo ikke en sammenhæng imellem skyld og straf, som min mor mente, der var. Det var først omkring konfirmationsalderen at jeg forstod, at kristendommens anliggende slet ikke var dommen, men tilgivelsen. Så man kan sige, at jeg religiøst og åndeligt set havde en lidt forvirrende barndom.”
 
”Min mormor var jeg meget tæt knyttet til og boede ofte hos hende i weekenderne, og hver eneste gang udspandt sig et ritual; jeg lod mine vanter blive hjemme, min mormor spurgte som noget af det første efter mine vanter, og da jeg svarede, at de var glemt, sagde hun, at så måtte hun hellere strikke et par til mig.”
 
”Det gjorde hun på en aften, imens jeg sad på tæppet foran hende og lyttede til hendes historier. Hun strikkede og strikkede og strikkede, og fortalte eventyr, imens mine fingre fulgte de fine mønstre i de tykke ægte tæpper, og op igennem barndommen voksede bunken af vanter. Den voksede og voksede, og hver gang jeg tog vanterne på, var min mormor hos mig. Det var bare kærlighed og omsorg og barmhjertighed. Og som voksen er billedet af min strikkende mormor blevet mit stærkeste gudsbillede. At Gud strikker og strikker for mig…”

LÆS OGSÅ: Katolik: Min mormors dagbog viste os et sted at gå hen med smerten

Har du altid været bevidst om den arv, eller har en bestemt begivenhed gjort den klar for dig?
 
”Jeg boede med min jødiske kæreste i Sydney i Australien, og blev af hans jødiske familie presset til at tage et valg; enten at forlade min kæreste eller konvertere til jødedommen, for vi kunne ikke få børn, uden jeg var jøde, da børnene så heller ikke ville være jøder. Her blev min kristne arv mig meget, meget tydelig, og jeg tog et valg, der pludselig var fuldkomment klart for mig; jeg er kristen helt ind i min sjæl. Så jeg slog op, rejste hjem og begyndte at læse teologi.”

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

”At tie stille og lytte…”

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og panelist ved pilgrimsvandring.dk.