Lækre bibelomslag skal vække danskernes læselyst

"Med denne kollektion sikrer vi, at Bibelens udseende svarer til de forventninger, som danskerne har. Vi har lyttet til ideerne fra forskellige danskere til, hvordan Bibelen bliver endnu lettere at læse og bruge,” siger generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard. Foto: Scanpix

21 nye udgivelser af Bibelen er Det Danske Bibelselskabs største satsning i 20 år. Lanceringen markerer selskabets 200-års fødselsdag, og de nye bibler skal sikre, at Bibelen også i fremtiden kan være verdens vigtigste bog

Vi lever i en visuel kultur, hvor udseendet på avisforsider, bøger og websider skal fænge folks opmærksomhed øjeblikkeligt. Det gælder også for Bibelen. I anledning af Bibelselskabets 200-års fødselsdag lancerer selskabet en kollektion af 21 nye udgaver af Bibelen, der har fået et moderne layout, som skal leve op til danskernes krav til visuelt design.

”Vi vil gerne sikre, at Bibelen også i fremtiden er en vigtig bog. Med denne kollektion sikrer vi, at Bibelens udseende svarer til de forventninger, som danskerne har. Vi har lyttet til ideerne fra forskellige danskere til, hvordan Bibelen bliver endnu lettere at læse og bruge,” siger generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard, der gerne vil imødekomme den moderne bibellæser.

”Bibellæsere er samfundsborgere, der er vant til, at aviser ser smarte ud og at bøger er læsbare og skønne. Alt det skal verdens vigtigste bog på dansk også imødekomme. Derfor går vi gerne en ekstra mil i respekt for indholdet og teksten, som er grundlaget for vores kultur og trosliv,” siger han. Danskerne køber over 50.000 nye bibler hvert år. Der findes ingen statistikker, der dokumenterer om danskernes interesse for Bibelen stiger eller falder, men tidligere erfaringer viser, at et nyt design, der henvender sig til forskellige målgrupper, virker appellerende og øger interessen for kristendommens kanon.
 
”I 2012 udgav vi Den Nye Aftale i otte forskellige udgaver, og det førte til en stigning i salgstallet. I Norge lancerede man i 2011 en nye serie med klassiske og moderne trend-udgaver af Bibelen, og under lanceringen viste det sig, at trend-udgaverne blev overraskende godt modtaget. Det førte til, at Bibelen i månedsvis lå helt i toppen af bestsellerlisten i Norge. Det er sådan nogle ting, vi er inspireret af. Vi ønsker, at give Bibelen en mere fremtrædende plads,” siger Morten Thomsen Højsgaard.

Bibelkollektionen er skabt af den grafiske designer Carl-H.K. Zakrisson i samarbejde med designfirmaet Trefold. De har pakket kristendommens indhold ind i forskellige versioner, fra paperbacken til strandturen til luksusudgaver i skind og guldsnit. Som noget nyt er der tilføjet et register over personer i Bibelen, bedre kort og større skrift, der øger læsbarheden. For Søren Damstedt, der er en del af det grafiske bureau, som står bag designet af de nye bibler, er det afgørende for et omslag, at det ikke udleverer hele bogens pointe.

”Omslaget skal gøre bogen vedkommende for den, der kigger på den. Man må ikke udlevere hele essensen i omslaget, men give en flig af bogens indhold, så der går en prås op for læseren længere ind i værket,” siger Søren Damstedt.

”Tanken fra Bibelselskabet var at lave Bibelen i mange versioner, så man selv kan vælge den, man bedst kan lide. Vi har arbejdet med at bevare den ro, der opstår, når man fordyber sig i bibellæsning. Der er masser af symbolikker, tanker og små pointer i designet, som man ikke lige ser. Begreber som mangfoldighed, forskellighed og næstekærlighed er kogt ned til det enkleste formsprog, vi kunne finde. Vi arbejder ikke med tydelige illustrationer, men med form og stemninger,” siger Søren Damstedt.