Spørg

Mener protestanterne stadig, at paven er antikrist?

Luther mente ikke, at paven var antikrist, fordi han forfulgte Luther, men fordi han stillede sin magt over Guds ord og gjorde sig selv til kirkens øverste på bekostning af Kristus, ligesom paven ophøjede sig over alle denne verdens fyrster, fortæller Rasmus H. C. Dreyer, der er ph.d. og cand. theol. ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Man kan godt regne med, at en stor del af de lutherske kirker ikke længere tillader sig at betegne paven som antikrist, svarer ph.d. og cand.theol. Rasmus H. C. Dreyer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Reformatorerne, inklusiv Luther, studerede profetierne i Daniels Bog, og de kom frem til, at det lille horn i Daniels Bog kapitel 7,8 og kapitel 7, 24-27 var pavedømmet. Det var blandt andet på baggrund af disse profetier, at de turde gå frem og stigmatisere paven/pavedømmet som antikrist.

Er den protestantiske kirke i dag enig med reformatorerne i den tolkning, at den katolske kirke, set i lyset af Daniels Bogs profetier, stadig er antikrist?
For hvis den var det på reformatorernes tid, er den det så ikke stadig? Eller tog reformatorerne fejl?

Med venlig hilsen
Torben

Svar:

Kære Torben

Antikrist er betegnelsen for den, som i verdens sidste tider vil samle ondskaben til kamp mod de kristne og da udfolde sit had og fjendskab til Kristus (deraf anti-) og håbet og udfoldelsen af Guds rige. Han vil ifølge den bibelske og kristne tradition træde frem i tiden forinden Jesu umiddelbare genkomst.

I den danske bibeloversættelse fra 1992 handler den centrale passage i Paulus’ 2. Thess. 2,1-12 om ”modstanderen”; antikrist (ordet er her afledt af gerningen). Passagen kan læses her.

Vers 4, som oversættelsen også henviser til for det ene kapitels vedkommende, giver her associationer til profeten Daniels Bog kapitel 7 og kapitel 11, men også andre passager fra Det Gamle Testamenter omtaler trængslerne forud for den store forløsning.

Det sker blandt andet hos Ezekiel i spådommen om Gog i kapitel 38-39. I jødisk tradition kender man på samme måde til talen om en ugudelig hersker i de sidste tider.

Skrækeksemplet, som den jødiske tradition henviser til, er den seleukidiske (’babylonske’) konge Antiokus den Fjerde ’Epifanes’ (der betyder ’den åbenbarede’, altså ’gud’), og som er beskrevet i 1. og 2. Makkabæerbog og hos den antikke jødiske historieskriver Josefus for sine voldsomme indgreb mod templet i Jerusalem i 169-168 f.Kr.

Vi bemærker, at de gammeltestamentlige forudsigelser taler om en jordisk hersker, som skal træde op imod Gud. Det samme gør Paulus. 1. Thess. anses som Paulus’ ældste autentiske brev, 2. Thess. er mere usikkert, men hører i hvert fald til i gruppen af de allerældste kristne dokumenter.

I 1. Thess. taler Paulus om Herrens snarlige genkomst, hvad der måske har opskræmt menigheden, hvorfor Paulus i det andet brev forklarer, hvilke tegn, der skal gå forud – blandt andet antikrist, sådan som Daniels Bog forklarer det. Den hersker, som gør sig selv til Gud, og som Paulus tænker på, er efter al sandsynlighed kejseren i Rom, om hvem der herskede en guddommelig status.

LÆS OGSÅ: Hvem er antikrist?

Betegnelsen antikrist kommer til i senere kristen tradition ikke mindst den johannæiske kristendom, og 1. og 2. Johannesbrev taler om antikrist’er, altså i flertal, som dem, der forkynder falsk kristendom. Her er der således tale om indre fjender, ikke ydre, verdslige magthavere, som vil træde op imod Herren.

Udfoldelsen af antikrists dommedagsrolle finder vi endelig i Johannes’ Åbenbaring, hvor han er det berømte ’store dyr i Åbenbaringen, henholdsvis ”dyret fra havet” og Kristus-modstykket – han har endog Kristus-lignende træk – der forudsættes som onde inden den endelige forløsning (Åb. 12-13).

Antikrist er altså ikke det samme som Satan eller Djævelen, men en jordisk fyrste (alternativt en åndelig fyrste eller antikristne prædikanter jævnfør Johannes-brevene). I Åbenbaringen bliver han direkte identificeret som kejser Nero, der jo forfulgte de kristne og karakteriseres ved det berømte ’dyrets tal’; 666. Antikrist er altså en historisk person og først og fremmest et menneske.

Det leder mig så frem til Luthers og reformatorernes syn. Vi ser altså, hvordan Bibelen selv udpeger et menneske, der træder op imod Gud som antikrist. Det var reformatorerne ej sene til at benytte sig af.

Luther levede virkelig i en nær-forventning, han regnede med, at de heftige opgør i tiden var tegn på dommedags snarlige komme, og historisk regnede man også med, at man levede i den sidste af de historisk forudsete verdenstider.

LÆS OGSÅ: Fører penge til antikrist?

Luther gjorde på flere måder op med senmiddelalderens syn på det kristne liv og kirken og ud fra sit princip om Skriften (Bibelen) alene, og han forstod efterhånden, at paven i Rom var lig med Skriftens antikrist.

Luther kendte selvfølgelig til begrebet fra den middelalderlige tradition, men udviklede kun forsigtigt og gradvist sit nye syn ud fra Skriften hen imod den direkte udpegning af paven som antikrist.

I afladsstriden, som udløstes med de berømte 95 teser i 1517, så han de antikristelige tegn og forudsigelser i pavens kurie og hos kirkerettens jurister, og i hans forberedelse til den såkaldte Leipziger-disputation, hvor han opstillede forskellen og modsigelsen mellem bibel- og kirkeret, pegede han for første gang på, at også paven kunne være antikrist.

Med velberådet hu holdt han dog disse tanker for sig selv og anvendte dem kun som teologiske øvelser eller ’benspænd’ i akademiske forelæsninger. Men i 1520 kom han alligevel til den endelige erkendelse af, at paven vitterlig var antikrist.

Det skyldtes især den store pavelige forfalskning, hvorpå paven byggede meget af sin magt, De donatione Constantini, de konstantinske gavebrev, som humanisten Laurentius Valla havde påvist, var en direkte og bevidst forfalskning.

Med sådanne gerninger havde paven afsløret sig selv, og da Luther i oktober samme år brændte den pavelige bandbulle mod ham, begrundede han det i skriftet Adversus execrabilem Antichristi bullam, ’imod den forbandede bulle af antikrist’.

Paven var ikke antikrist, fordi han forfulgte Luther, men fordi han stillede sin magt over Guds ord og gjorde sig selv til kirkens øverste på bekostning af Kristus, ligesom paven ophøjede sig over alle denne verdens fyrster – som en sand antikrist blandede paven altså den verdslige og den åndelige magt – men også over de enkelte kristne herskede han som en mod-Kristus med sine forbud: tvang, aflad, cølibat, nadver i én skikkelse og så videre. Det var et syn Luther fastholdt til sin død. Pavekirken fandt sig også et nyt billede i denne tid: Luther måtte være antikrist!

I de lutherske bekendelsesskrifter er paven beskrevet som antikrist i de Schmalkaldiske Artikler fra 1537. Disse artikler, som Luther selv var med til at formulere, er ikke en del af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Det er derimod den mere moderate Augsburgske Trosbekendelse fra 1530, som Phillip Melanchthon skrev.

Heri behandles pavens magt kun antydningsvist, da man søgte at fremstille den evangeliske tro så katolsk (i betydningen almindelig) som muligt.

Da denne bekendelse alligevel blev afvist af Kejser Karl V og hans romerske teologer, forfattede Melanchthon sin apologi, forsvaret, for Den Augsburgske Bekendelse og tonede rent flag: Paven, eller i hvert fald ophøjelsen af menneskelig gerning, havde del i antikrists rige (artikel 15).

Når menneskets gerning blev sat over Guds gerning, forkastede man Kristus, og, fortsatte Melanchthon, gør ligesom i ”Mahomets Reich”, Muhammeds rige, hvor man også tror, at egne gerninger kan gøre en hellig og from og derfor ikke tror, at mennesket kun bliver retfærdigt gennem troen på Kristus.

Også Luther anså tyrkerne, som man kaldte muslimerne dengang, og deres fremmarch i Europa i 1500-tallet som tegn på Antikrists komme. For Melanchthon var tyrkerne den ydre, verdslige fjende, den indre var paven, mens det for Luther kunne være ét og det samme.

I øvrigt var Melanchthons apologi fra reformationen og indtil Danske Lov af 1683 at regne som et faktisk bekendelsesskrift i den danske kirke, men fremgår altså ikke af den siden 1683 gældende lovgivning for kirken.

LÆS OGSÅ: Luther så den forklædte antikrist

Nu er spørgsmålet så, om disse fordømmelser stadig gælder: Er paven stadig antikrist i luthersk kristendom? Antikrist er på ingen måde forsvundet ud af vores religiøse eller kulturelle ordforråd.

Billedet spillede en rolle for nazisterne fra deres tidligste begyndelse. Joseph Goebbels kaldte jøderne for verdenshistoriens antikrist. Vi noterer os, at upåagtet hvor meget nazisterne forsøgte at tage Luther til indtægt for deres ugerninger, så gjorde de det ikke i denne sammenhæng.

For Luther var paven og muslimerne meget værre end jøderne, Herrens eget folk, og primært var både paven og muslimerne antikrist i åndelig henseende.

Men når nazisterne brugte billedet med antikrist, så gjorde deres modstanderne det også. En forfatter som Joseph Roth skrev et essay om dem, om Tyskland, som tidens antikrist (1934), og også den tyske modstandsbevægelse fandt lejlighed til at kalde Hitler antikrist.

Siden 1970’erne og den katolske kirkes reformer under Det Andet Vatikanerkoncil har man i de lutherske kirker og den romersk-katolske kirke imellem bestræbt sig på mellemkirkelig forståelse. Det har rummet utroligt meget udenomssnak, som al økumenisk samtale gør – man bliver enige om formuleringer, som kan betyde hver sit tolket enten katolsk eller luthersk.

For eksempel har man henvist til Melanchthons tilføjelse til de omtalte Schmalkaldiske Artikler, De potestate papae, hvor han meget direkte omtaler pavedømmets daværende tilstand som antikristeligt, som et argument for de lutherske kirkers anerkendelse af en nødvendig øverste ledelse i kirken. Men nogle ting er svære at tolke så dobbelttydigt, og det gælder netop et begreb som antikrist.

I anledning af Luthers 500-årsdag i 1983 udsendte de to kirker året derpå et fællesdokument om Luther (som jo stadig regnes som kætter af katolikkerne), Martin Luther – Wittness to Christ; heri omtales hans syn på paven som antikrist i artikel 15.

Det bemærkes dog, at dette var hans historiske syn, mens det i artikel 20 hedder, at de lutherske kirker “[t]ogether with their gratitude for Luther’s contributions … are aware of his limitations in person and work and of certain negative effects of his actions”.

Kirkerne tager altså afstand fra hans negative udsagn (hvorved der ikke bliver sten på sten tilbage af hans teologi, tilføjer jeg så for egen regning!). Artiklen fortsætter med en afvisning af hans polemik og jødekritiske skrifter, der var farvet af hans apokalyptiske forestillinger om den nært forestående endetid, og kirkerne ”cannot approve” hedder det videre, Luthers syn på for eksempel ”the papacy”.

Man afskriver sig således betegnelsen antikrist for paven (mens vi bemærker, at den katolske kirke ikke svarede ved at ophæve kætterdom eller betegnelsen antikrist for Luthers vedkommende).

Yderlige hedder det, at “certain structural weaknesses in Lutheran churches have become obvious”, og man tenderer her at forkaste konge- eller statsstyrede kirker (som den danske) – en ordning den katolske kirke med pavens overhøjhed ikke kan anerkende.

Dette økumeniske dokument, hvis katolske formand i øvrigt var den daværende biskop for den katolske kirke i Danmark, Hans Martensen, er en del af Det Lutherske Verdensforbunds overenskomster med den romersk-katolske kirke og i kraft af det danske medlemskab heraf, forpligter det vel også til en vis grad den danske folkekirke, selvom man ikke kan tale om en officiel dansk tiltrædelse heraf.

Men i bund og grund kan man ikke tilslutte sig et sådant dokument fra dansk side, når det så ligefrem lægger afstand til den herskende kirkeordning i Danmark.

Men man kan godt regne med, at en stor del af de lutherske kirker ikke længere tillader sig at betegne paven som antikrist, mens den danske vel forbeholder sig muligheden. I hvert fald støder man da i polemisk sammenhæng på det i Danmark, og man har i mange år gjort en del ud af, at folkekirken gennem sit mellemkirkelige råd ikke har tilsluttet sig aftaler, der beklikker den danske ordning.

For en ting er i hvert fald meget grundlæggende i en luthersk kirke: Ingen er mellem dig og Kristus. Paven er derfor blot biskop af Rom i danske og lutherske øjne.

Og i parentes bemærket var det vist også den officielle begrundelse for dronning Margrethes deltagelse i pave Johannes Paul II’s bisættelse i 2005: Den danske kirkes praecipuum membrum ecclesiae, kirkens fremmeste medlem, deltog høfligt i Vatikanets statsoverhoved, biskoppen af Roms bisættelse.

Venlig hilsen
Rasmus H.C. Dreyer
Ph.d. og cand. theol. ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.