Spørg

Forbyder Paulus tungetale?

"Tungetalen er til personligt bønnebrug, hvor det tjener som et bønnesprog. Hvis det bruges i en gudstjenestesammenhæng, så skal det 'udlægges'," skriver Mikael Wandt Laursen, der er frikirkepræst.

Paulus forbyder ikke tungetale, men advarer korintherne mod at misbruge den, svarer frikirkepræst Mikael Wandt Laursen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har mødt én fra Jehovas Vidner. Han siger, at Paulus i Bibelen har forbudt tungetale i nutiden; altså nu. 

Jeg har lige tilmeldt mig en frikirke og skal snart døbes. Jeg har tidligere spurgt en præst, og han sagde, at det ikke passer. Det fortalte jeg ham fra Jehovas Vidner, der kritiserede præsten og sagde, at han ikke kender Bibelen og han kogte over. 

Hvad siger du ?

Venlig hilsen
Einer

Svar:

Kære Einer

Tak for dit spørgsmål. 

Jehovas Vidner refererer her til Første Korintherbrev kapitel 14, hvor Paulus advarer korintherne mod at misbruge tungetalen. 

LÆS OGSÅ: Hvad er tungetale?

Han forbyder det ikke, da han selv medgiver, at "jeg taler mere i tunger end nogen af jer", plus at han beskriver det som et bønnesprog, som opbygger den enkelte. 

Man skal bare ikke anvende tungetalen som en hovedbestanddel af gudstjenesten, hvor andre ikke forstår, hvad der foregår. 

LÆS OGSÅ: "Tungetale er nærvær med Gud"

Tungetalen er til personligt bønnebrug, hvor det tjener som et bønnesprog. Hvis det bruges i en gudstjenestesammenhæng, så skal det "udlægges", det vil sige, at en anden person skal rejse sig og "tolke" det, som er blevet sagt i tungetalen, så alle, der lytter til det, kan blive opbygget af det.

Kærlig hilsen
Mikael Wandt Laursen
Frikirkepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.