Spørg

Er tro ligesom en forelskelse?

Hvis man i nogen tid har syntes, at livet var trist, tomt og trivielt, kun fyldt af den samme trummerum dag ud og dag ind, men begynder at ane: Jamen, Gud har jo hele tiden været her og har elsket mig, jeg har bare været for adspredt og fjern til at opdage det, ja, så er det som en stormende forelskelse, mener Poul A. Beck, der er freelancepræst og åndelig vejleder.

En af Bibelens smukkeste beskrivelser af relationen mellem Gud og mennesker er billedet af os som en brud, der venter med længsel på vores brudgom, Jesus, svarer freelancepræst Poul A. Beck

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Vi er to unge piger, der er i gang med en projektopgave omkring religions påvirkning, konsekvens og konvertering. 

Dertil har vi nogle spørgsmål, som vi håber på, at du måske kan svare på: Hvad sker der i hjernen, når en gruppe, som for eksempel Jehovas Vidner, prøver at overbevise én om, at deres tro er én, man burde konvertere til? Sker der en slags kemisk reaktion, som eksempelvis ved en forelskelse? Og hvordan kan det være, at nogle bliver betagede af det? 

Derudover ville vi høre, om der er andet, du ved, som måske kunne passe til vores opgave? 

Mange tusind tak for hjælpen.

Med venlig hilsen
Marie og Ida

Svar:

Kære Marie og Ida

Tak for jeres spændende spørgsmål. Jeg ved desværre ikke noget videre om, hvad der sker i hjernen, når man tror. Jeg har heller ikke noget at sige vedrørende Jehovas Vidner. Det kan I måske spørge dem om. Men jeg tror, I er meget på sporet, når I sammenligner det at møde Gud med forelskelse. 

Det er vist meget almindeligt, at man gennem hele livet længes efter én at dele sit liv med. Én at være sammen med om glæder og sorger, til hverdag og til fest; én at udrette noget sammen med og holde fri sammen med. 

Vi kan vel godt sige, at der bor en konstant længsel efter en anden hovedperson i ens liv end én selv. Det bliver i længden let noget tomt, hvis den eneste, det drejer sig om, er én selv. Derfor rummer de fleste mennesker en åbenhed over for en anden, og har man endnu ikke mødt den eneste ene, så er det vel ganske naturligt, at det ofte optager en og fylder ens hoved, hjerte og liv. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor tro på Gud?

Vi længes da tit ganske forfærdeligt efter én at være sammen med, én at dele livet med, én at elske. Når man så måske pludseligt støder ind i den helt rigtige, så bliver man svimmel i hovedet og blød i knæene. Livet får farve og glød. Tilværelsen står i et helt nyt lys. Nu er der igen noget ved alt og alle. De, der før var irriterende, skifter karakter og bliver dejlige mennesker, som man bare må dele verdens bedste nyhed med: Jeg har mødt den eneste ene.

Sådan tror jeg, at mange oplever det at møde Bibelens Gud, det vil sige den levende, treenige Gud: Vores far i himlene; Jesus vores bedste ven i livet og i døden; Helligånden, der altid trøster, vejleder og forsvarer os, er vores talsmand og støtte i enhver situation. 

Hvis man for eksempel i nogen tid har syntes, at livet var trist, tomt og trivielt, kun fyldt af den samme trummerum dag ud og dag ind, men begynder at ane: Jamen, Gud har jo hele tiden været her og har elsket mig, jeg har bare været for adspredt og fjern til at opdage det, ja, så er det som en stormende forelskelse. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor har mennesket behov for at tro?

Man har fundet den eneste ene. Alt i livet får mening, indhold, retning, fylde og betydning. Med et er der (igen) noget at stå op for om morgenen. Noget af virkelig værdi at fylde sin dag og sit liv med. Én at være sammen med om glæder og sorger, til hverdag og til fest. Én at udrette noget sammen med og holde fri sammen med. Kort sagt: En dyb og livsforvandlende relation. Det samme som det betyder for os at blive set, hørt og forstået – næsten uanset alder. 

Den canadiske ph.d. psykolog og åndelige vejleder David H. Benner beskriver i bogen: At overgive sig til kærligheden (Boedals forlag), side 99-102, hvordan det at møde Gud består af tre faser, vi gennemlever. 

Den første er forelskelse, som I også foreslår. Den anden er kærlighed, hvor forelskelsen er gået over og er blevet til sand, dyb og ægte kærlighed. Den tredje fase er forening, hvor vi er vokset så meget sammen med den elskede, at vi næsten er blevet ét.

I Bibelen er der fortalt om flere møder mellem Gud og mennesker, som beskriver relationens betydning. For eksempel hører vi i Apostlenes Gerninger kapitel 8, vers 26 til 40 om en fornem og rig hofmand, der er rejst den lange vej fra Etiopien til Jerusalem for at tilbede. 

Han har et godt og vellykket liv: Arbejde, uddannelse, penge, ja alt, men alligevel savner han åbenbart en dybere mening med livet, siden han rejser mange hundrede kilometer for at tilbede Gud. 

LÆS OGSÅ: 10 citater om kærlighed

Men det er, som om hans længsel ikke har fundet hjem endnu, for han sidder og læser i en af Det Gamle Testamentes profeter, men forstår ikke et muk af, hvad han læser. 

Først da Filip, der tilhørte den første menighed i Jerusalem, forklarer og fortolker for ham, hvad der er den dybere mening, kan hofmanden finde det, han søger: At Jesus Kristus er Guds søn. 

Da det går op for ham, vil hofmanden gerne døbes. Her og nu. Det kan kun gå for langsomt, så han bliver døbt lige på stedet, og ”fortsætter sin rejse med glæde” som beretningen slutter. Hans længsel fandt hjem, hans hjerte fandt ro, og glæden bliver hans nye rejsekammerat og livsledsager.

En anden fortælling er den kendte beretning om sønnen i Lukasevangeliet kapitel 15, vers 11-24. Han har også alt, men går hjemme på sin fars gård, og i hans daglige trummerum synes han vist ikke, der er noget ved livet. I hvert fald forlanger han at få sin arv udbetalt. 

Det sker, men da alle pengene er fyret af på damer og druk, forsvinder også alle de såkaldte ”venner”. Ensom må han tage det mest ulækre arbejde, der findes, men han får ikke en gang mad nok til at blive mæt. 

Sulten, ensom, mislykket, uværdig, ja levende død (vers 24), går han i sig selv, og dérfra begynder han den lange, trange og tunge vandring hjem til hans sande hjem, der hvor han rigtigt hører til og har hjemme. 

Først nu, hvor han har mistet alt det, han havde, opdager han, hvor rigt han havde det. Hjemme bliver han modtaget med åbne arme, fest og glæde. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at sønnen har været mere glad, end da han var forelsket i alle damerne. Nu elsker han virkelig livet og synes igen, der er noget ved at være til. 

En af Bibelens smukkeste beskrivelser af relationen mellem Gud og mennesker er billedet af os som en brud, der venter med længsel på vores brudgom, der er Jesus. Et bryllupsbillede på at møde Gud. Så mon ikke I har ret: At blive fundet af Gud er som at bliver forelsket – at møde den eneste ene. Men det stopper ikke der, det forvandler sig til en dyb kærlighed, som er hele livet værd.

Mange flere eksempler kunne nævnes, men jeg håber, I kan bruge disse.

Venlig hilsen
Poul A. Beck
Freelancepræst og åndelig vejleder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.