Bag om salmen: "I al sin glans nu stråler solen"

"Salmen kom ikke uimodsagt gennem salmebøgerne. Den naturskildring, der vifter og lufter gennem salmens pinseliljer, fredskov og hjemlige løv og løber gennem den rislende bæk i engen, er så dansk som noget kan være – og det gik ikke ubemærket hen," fortæller lektor og stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard. Foto: Nima/ritzau

Pointen i vores mest kendte pinsesalme er, at ligesom vi kan sanse, men ikke tolke naturens genopstandelse hvert forår, sådan virker Guds Ånd blandt os, skriver lektor og stifskonsulent Jørgen Kjærgaard

Hver af kirkens højtider har sine særlige salmer, hvor navnlig en enkelt står stærkt i bevidstheden hos de fleste: "Julen har bragt velsignet bud", "Påskeblomst, hvad vil du her?" og for pinsens vedkommende I al sin glans nu stråler solen.

Men hvorfor lige den?

Grundtvig arbejdede med den salme gennem flere år. I første udkast fra 1843 havde den fem vers og begyndte med linjen ”Opblomstrer nu Guds Kirkevange”. I den endelige form 10 år senere stod den nu kendte ”I al sin Glands nu straaler Solen”.

Det eneste ord der er fælles for de to begyndelseslinjer er ”nu”. Men det nu, salmen tager afsæt i, er forskelligt. I 1843 var det et vækstmotiv, som billede på det håb, om en ny blomstring for kirken – i 1853 træder digteren til side, fordi højtiden har indfundet sig. Helligånden, der skaber kirken i ord og toner, er kommet. Det er pinse – i Danmark.

Preusserne censurerede salmen

Salmen kom ikke uimodsagt gennem salmebøgerne. Den naturskildring, der vifter og lufter gennem salmens pinseliljer, fredskov og hjemlige løv og løber gennem den rislende bæk i engen, er så dansk som noget kan være – og det gik ikke ubemærket hen.

Da man i 1880’erne ønskede denne salme med i den salmebog, som de dansk-talende menigheder i Slesvig havde fået tilladelse til at udgive, dog under censur af de tyske myndigheder, forbød censuren himmelfartsmotivet i vers 4, hvor Grundtvig havde digtet, at Jesus, Guds Ord, fór til himmels ”hvid og rød”. Det opfattede den preussiske censur, der havde forbudt brugen af det danske flag og de danske farver, som en national manifestation – og derfor kom der til at stå: ”seirrig” i stedet for. Efter genforeningen i 1920 kom farverne tilbage.

Som pinsesalme forholder teksten sig til både højtiden og hele kirkeåret. Her er julen, Kristi fødsel, indlagt som en ædelsten: Ordet, der blev kød – hvor vers 4 henviser til Johannes-evangeliets juleprædiken, og til kristi himmelfart, som er fuldendelsen af påskens død og opstandelse.

Ja, hele frelseshistorien klinger med, fra Det Gamle Testamentes paradisfortælling i Bibelens første bog (v. 2) til solene, der går op og ned i det ny Jerusalemsparadis, i Johannes’ Åbenbaring (v. 7).

Men omdrejningspunktet er naturligvis pinseunderet fra Apostlenes Gerninger, kap. 2 – tungemålenes mangfoldighed, der smelter sammen i forkyndelse, lovsang og gudstjeneste (v. 5).

Festen for Helligåndens komme skildres med poetiske billeder, der åbner pinsens hemmelighed – at det mest ubegribelige i Guds væsen og det mest fjerne i Guds virkelighed nu bliver umiddelbart nærværende og tilgængeligt: Det ånder himmelsk over støvet / Det vifter hjemligt gennem løvet. Netop hjemligt.

Her, hvor pinseløvet lyser grønt af nyt liv, fordi det gennemskinnes af solen og bevæges af skærsommervinden, er den skov, der i vinters stod blad- og livløs, genopstanden – og det er, som om selve paradis er åbnet på ny.

Den naturoplevelse kan vi nok sanse, men ikke tolke. Og det er det, der er salmens pointe. Den vil forkynde og gøre begribeligt at således virker Guds Ånd: Det volder alt den Ånd som daler / det virker alt, den Ånd, som taler.

Vi må byde Guds virkelighed velkommen med sang

Hvordan reagere på den erkendelse, at nu er med ét – uden et eneste menneske har kunnet gøre noget som helst for at opnå det – hele Guds rige foldet ud midt i den danske skærsommer?

Ja, som vi intet kan gøre, for at frembringe den pinseherlighed, salmen er et uovertruffent poetisk vidnesbyrd om, således kan vi naturligvis heller intet ofre til gengæld for den. Udover salmen selv, det vil sige, vi må hilse Guds virkelighed velkommen iblandt os med sang.

Som fuglesangen i salmens andet vers er både naturskildring og eksempel til efterfølgelse, således menighedens takkesang fra vers 5 og salmen ud. Og som Helligånden faldt på apostlene den første kristne pinsedag med `tunger som af ild´, således skal vore tunger gløde af ildhu og sang.

Og det skal ske i Jesu navn, insisterer vers 6. For navnet Jesus betyder ”Gud frelser!” Og med pinsedagens sprængning af tidens grænser, etniske skel og sprogbarrierer, er den frelse, som blev forkyndt af ”englerøst” julenat (v.1) for alvor for hele folket. Menighedens gensvar er derfor ikke det tidsbundne, men det evige ”halleluja” – det gamle, jødisk-kristne udråb: Gud være priset!

Jørgen Kjærgaard er lektor og stiftskonsulent i salme- og gudstjenestepraksis, samt adjungeret professor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet. Panelist ved kristendom.dk og religion.dk.