Lukasevangeliet er kvindernes og de udstødtes evangelium

Lukasevangeliet er et af de fire evangelier i Det Nye Testamente, og ifølge biskop Marianne Christiansen er det et evangelium, som særligt peger på kvinderne, de fattige og de udstødte med blandt andet historier om Jesu mor, kvinderne i Jesu følge og lignelserne om den barmhjertige samaritaner og den fortabte søn.

Lukasevangeliet skriver sig ind i en tradition

”Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, (…) har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i.”

Sådan starter Lukasevangeliet, og religionssociolog og lektor ved Københavns Universitet Annika Hvithamar forklarer:

”Forfatteren til Lukasevangeliet er bekendt med den evangelietradition, som han skriver sig ind i, for det er sådan, at jo flere vidner, der fortæller historien om Jesus, desto mere kan man hævde en autoritet. Lukasevangeliet er i øvrigt det eneste evangelium, som er henvendt til en modtager. Theofilus ved vi ikke, hvem er, men måske er det en romersk embedsmand, eller måske er navnet et pseudonym for kristne, da ’theo’ betyder ’gud’, og ’filus’ betyder ’elskende’, men det kan også være en bekendt af forfatteren.”

Jesus som barn

Lukasevangeliet regnes for at være skrevet senere end Markusevangeliet, måske omkring år 80, og det ses blandt andet ved, at Lukas, modsat Markus, starter med Jesu fødsel og fortællinger fra barndommen. På tiden, hvor Lukasevangeliet blev skrevet, begyndte der at komme flere og flere mytiske træk til Jesusfiguren – at han fødes i Betlehem svarer for eksempel til en gammeltestamentlig profeti om, at Israels hersker skal komme fra Betlehem. Man regner med, at Lukasevangeliet har haft Markusevangeliet som udgangspunkt, da de to evangelier deler meget stof helt ned til formulering af sætninger. Men Lukas har også meget særstof i form af lignelser og fokus.

Et evangelium om de udstødte og kvinderne

Lukasevangeliet er de udstødtes og kvindernes evangelium, mener biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen. ”Lukas starter ved Elisabeth og Maria, som begge bebudes, at de skal føde en søn, og ved evangeliets slutning er det kvinder, som først opdager, at Jesus er opstået fra de døde.”

Lukasevangeliet husker os på det vigtige

”Jeg har altid syntes, at Lukasevangeliet sprogligt set var det mindst interessante evangelium - det er ikke så smukt at læse op. Men indholdsmæssigt er Lukas både skøn og uundværlig, for han har nogle af de fortællinger med, som allerbedst viser, hvad kristendom er; det er for eksempel lignelserne om den barmhjertige samaritaner og den fortabte søn,” siger Marianne Christiansen.

Den barmhjertige samaritaner, som kun findes hos Lukas, er en lignelse, der handler om en mand, der bliver overfaldet af røvere og efterladt i en vejkant. En præst og en levit kommer forbi, men de hjælper ikke den fortabte. Da kommer en samaritaner, som er fremmed og udstødt, forbi, og han hjælper manden med olie og forbinding og sørger for, at manden kommer sig på et herberg.

”Lignelsen her handler om, hvem ens næste er,” forklarer Marianne Christiansen, ”og næsten er både kvinderne og de udstødte hos Lukas.”

Nåden er da ikke retfærdig?

Den Fortabte Søn er endnu en lignelse, som vi kun ser i Lukasevangeliet. Den handler om en far og hans to sønner. Den ene søn beder om at få sin arv i forskud og går derpå ud og ødsler den bort. Da han brødebetynget vender tilbage til sin far for at søge om hyre, selv om han ved, at han ikke længere fortjener at være hans søn, tager faderen ham til sig med stor kærlighed og tilgivelse og slagter fedekalven for at fejre, at hans fortabte søn er hjemvendt.

”Jeg har været præst i 20 år,” fortæller Marianne Christiansen, ”og jeg har lagt mærke til, at mine konfirmander har fået sværere og sværere ved at forstå den fortabte søns far. De spørger, hvorfor han dog tager sin søn til sig med kærlighed uden betingelser: ’for så lærer han jo ikke noget af det!’ - og jeg tror, det er et udtryk for, at nåden som begreb er blevet uforståeligt for os i en verden, hvor vi altid skal have ansvaret for os selv. Nåden er simpelthen svær at forstå, fordi man ikke oplever den i sit eget liv, og fordi man er så optaget af, at alting skal gå retfærdigt til - vel at mærke retfærdigt forstået som ’lige for lige’ Evangelierne fortæller om en anden slags retfærdighed”

Jesus i templet

”I Lukasevangeliet er Jesus meget knyttet til templet. Det er nemlig her, den 12-årige Jesus bliver væk fra sine forældre og kommer hen i templet, ” siger Annika Hvithamar.

I kapitel 2, vers 46 og 47 fortælles det, hvordan Maria og Josef fandt Jesus i templet:

”Efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.”

”Det er også meget tydeligt, at det kristne budskab går ud til resten af verden, fordi Jesus er en profet, som bliver afvist af sine egne. Dermed skal det ikke forstås sådan, at evangeliet er en kritik af jødedommen som sådan, men i nogle tilfælde ser vi en kritik af de jødiske autoriteter – for eksempel er Jesus jo meget efter farisæerne, ” forklarer Annika Hvithamar.

”Lukasevangeliet falder sådan set i to dele,” siger hun, ”for evangeliet slutter ikke med Jesu død og opstandelse men med anden del, Apostlenes Gerninger, som handler om de første kristne.”

Lukas skrev ikke Lukasevangeliet

Lukas menes at være apostlen Paulus’ rejseledsager og medarbejder. Men Lukas er ikke den egentlige forfatter til Lukasevangeliet:

”Der er ingen inden for den videnskabelige forskning, som regner med, at de personer, der sættes på som evangeliernes forfattere, er de egentlige forfattere. De regnes alle sammen for at være anonyme og tilføjet af traditionen efter, at evangelierne er blevet skrevet. I forhold til den antikke biografigenre er det heller ikke vigtigt, og det er ikke ensbetydende med, at evangeliet så er et falsum. Derfor siger Lukas som forfatter noget om evangeliets autoritet men ikke noget om forfatteren, ” forklarer Annika Hvithamar.