Billedserie: 10 berømte malerier af Johannes Døberen

"Det er på en gang morbidt og smukt. Johannes Døberens hoved er lagt op på en opsats, så alle kan se det og tilbede det," skriver sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard om Andrea Solarios maleri af motivet.

Johannes Døberen er et berømt motiv i kunsthistorien. Her gennemgår sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard hans liv gennem 10 malerier

Sankthansdag den 24. juni Johannes Døberens fødselsdag. Som sin seks måneder yngre slægtning Jesus fejres han på selve dagen eller aftenen før. Det er noget helt specielt. Alle andre helgener celebrerer man nemlig på deres dødsdag, fordi man opfattede døden som en himmelsk fødsel til evigt liv.

Men Johannes er noget for sig selv. Han var nemlig også profet, den allersidste i den lange række af profeter, som indvarslede Guds komme til jorden og Gudsrigets virkeliggørelse. Og så er han ifølge Lukasevangeliet i familie med Jesus. Vi møder ham faktisk allerede som foster.

Men det, han på vores breddegrader er mest kendt for, er, at han har døbt Jesus. Han døbte dog ikke bare sin berømte grandfætter, men var kendt i samtiden som en bodsprædikant, der prædikede omvendelse fra menneskers hidtidige liv. For så symbolsk at vaske dem rene for synd, døbte han dem i Jordanfloden og ”banede Herrens vej” (Matt. 3,3) på denne måde.

Derfor kender vi Johannes både med tilnavnet ”Døberen” og med tilnavnet ”Forløberen”, på græsk Prodromos. Fra evangelierne og den romerske forfatter Josefus (Antiquitates 18, 5,2) ved vi også, at Johannes havde en stor skare tilhængere og disciple.

Johannes skildres tit på billeder som eremit med vildtvoksende skæg og hår og iført kamelsuldskjortel, fordi det fortælles om ham, at han levede et asketisk liv i ørkenen, og ”hans føde var græshopper og vilde biers honning” (Matt.3,4). I den ortodokse kirke afbildes han med englevinger som budbringeren, der løber foran Jesus og bereder hans komme.

Johannes’attributtereller symboler kan være et lam eller en hyrdestav med kors og eventuelt indskriften ”Ecce Agnus Dei” som en henvisning til de ord, han betegnede Jesus med, efter at have døbt ham: ”Se det Guds Lam, der bærer alverdens synder” (Joh. 1, 29).

En anden attribut kan være hans eget afhuggede hoved på et fad. Det refererer til, hvorledes den jødiske konge Herodes Antipas lod Johannes halshugge. Historien var den, at Herodes’ kone, Herodias, ønskede Johannes henrettet på grund af hans kritik af kongeparrets moralske vandel. Herodias overtalte sin datter Salome til at ægge sin stedfader, kongen, ved at danse for ham og som belønning herfor ønske sig Johannes’ afhuggede hoved på et fad. Johannes skulle ifølge traditionen være død den 29. august.

Ud over fra de fire evangelier, Apostlenes Gerninger (Ap. G.18,24-19,7) og forfatteren Josefus kender vi Johannes fra middelalderværket "Legenda Aurea" af Jakobus de Voragine (1200-tallet), der sammenfatter mange af kirkefædrenes skrifter. Johannes har sandsynligvis haft en menighed, som dem, hvis skrifter kendes fra Dødehavsrullerne, der er fundet i Qumran ved Det døde Hav. Måske repræsenterede Johannes’ lære i begyndelsen en konkurrent til den kristendom, vi kender i dag.

Johannes Døberen er skildret talrige gange i malerkunsten. Her viser vi 10 malerier, der viser hans udvikling og livsforløb. (Fotos, hvor intet andet er nævnt, stammer fra Scanpix.)

1) Deesis med Johannes Døberen, Kristus og Maria, byzantinsk mosaik 13. årh.? Hagia Sophia, Istanbul

En ”deesis” er en fremstilling af forbøn. Her er det Jomfru Maria som Guds moder og Johannes som Forløberen, der går i forbøn for menneskeheden hos Gud, der jo kun kan vise sig i sin søns menneskeskikkelse – godt nok som den salvede konge og verdenshersker, Jesus Kristus Pantokrator (græsk for verdens hersker).

Når det er Jomfru Maria og Johannes Døberen/ Forløberen, der afbildes som forbedere her, er det, fordi de betragtes som de allerhelligste mennesker, næst efter Jesus. I Østkirkens ikonografi er det et meget anvendt motiv, medens Kristus i Vestkirken hyppigst optræder som Majestas Domini (latin for verdens hersker), omgivet af de fire evangelister.

Mosaikken findes på galleriet i Hagia Sophia i Istanbul. Den stammer sandsynligvis fra 13. årh. og er den smukkeste byzantinske mosaik, der findes.

Og herefter Johannes’ historie i 9 billeder:

2) Besøgelsen: Maria støder mave med Elisabeth, og begge fostre ses. Fra ældre tapet, som kan ses på Museum für Angewandte Kunst Frankfurt am Main (Luk.1,41)

I begyndelsen af Lukasevangeliet fortælles det, hvorledes den gamle præst ved templet i Jerusalem, Zacharias, og hans nok lige så gamle viv, Elisabeth, stik i mod naturens orden undfanger en søn, ligesom i historien om Abraham og Sara i Det Gamle Testamente. En engel underretter Zacharias om situationen og fortæller ham, at den søn, han venter sig, skal kaldes Johannes. ”Han vil blive fyldt af Helligånd allerede fra moders liv og han skal føre Israels børn tilbage til Herren deres Gud og gå foran ham i Elias’ånd. Men han må aldrig drikke vin eller øl.” (Luk. 15-17). Da Zacharias ikke kan tro på så naturstridig en undfangelse, bliver han slået med stumhed.

Seks måneder senere kommer englen Gabriel til Nazaret til den ganske unge pige, Maria, og fortæller hende noget lige så forunderligt, nemlig at hun skal føde en søn uden en mands mellemkomst. Og et bevis på, at englen taler sandt, kan Maria få ved at besøge sin gamle slægtning Elisabeth. For også hun er gravid og allerede i 6. måned, siger den. Maria drager af sted til Elisabeth, og da Elisabeth møder sin unge slægtning, fortæller Lukas, ”springer fostret i hendes mave.” Johannes genkender åbenbart sin Herre, den lillebitte Jesus, og, som man kan se på tapetværket, bøjer han knæ for ham. Allerede i moders mave er Johannes en forløber og herold for Jesus.

3) Jomfru Maria med den nyfødte Johannes i armene. Johannes Døberens Triptikon af Roger van der Weyden ca 1450, Gemäldemalerei, Berlin

Ifølge Legenda Aurea bliver Maria hos sin alderstegne slægtning Elisabeth, indtil hun skal føde, og agerer fødselshjælperske for hende. Det er et af Johannes’ særlige privilegier, at Guds moder blev den første kvinde, der bar ham.

På Roger van der Weydens altertavle ser man, hvorledes Maria også bærer den lille Johannes, da han ved omskærelsen skal navngives. Den endnu stumme barnefader Zacharias skriver navnet Johannes - det navn, englen havde dikteret ham, og som barnet skal have. Og i samme øjeblik, fortælles det, genvandt Zacharias talens brug og brød ud i lovsang: ”Og du mit barn skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse” (Luk. 1,76-77).

4) Den hellige familie med Johannes som barn og hans mor Elisabeth, Rafael ca. 1505, Alte Pinakotek, München

Efter Zacharias’ lovsang er evangelierne tavse om Johannes, indtil vi møder ham i ørkenen ved Jordanfloden som en omvendelsesprædikant, der døber folk i Jordanfloden. I det apokryfe Jakobs Protoevangelium fra 2. årh. hører vi dog, hvorledes Johannes overlevede barnemordet i Betlehem, fordi hans mor, Elisabeth, flygtede med ham op i bjergene, som åbnede sig for dem og skjulte dem.

Kunstnerne har romantisk udfyldt den mellemliggende tid med billeder for eksempel af den hellige familie, ”sipperne”, som ”sippebilledet” her, hvor Rafael inddrager både Marias mor, Anna, Jomfru Maria, Jesusbarnet, Elisabeth og den lille Johannes med korsformet hyrdestav.

5) Johannes Døberen uden traditionelle kendetegn, Leonardo da Vinci 1513-16, Louvre

På den mest yndefulde måde fantaserer malerne om Johannes' liv som hyrde. I de fleste renæssancebilleder af Johannes som barn leger med et lam og holder en hyrdestav af form som et kors med indskriften "Ecce Agnus Dei" – "Se det Guds lam". Indskriften viser hen til de ord, Johannes som voksen sagde om Jesus, da han havde døbt ham: ”Se det Guds Lam, som bar alverdens synder.”

Syndebuk og offerlam forenes og bliver forlæg for den oldkirkelige salme, som i dag synges ved de fleste nadveruddelinger i folkekirken.

Leonardo da Vinci har dog på dette billede fremstillet Johannes uden så genkendelige attributter. Til gengæld har han ladet ham gestikulere på en måde, så det fremgår, at der er både fortabelse og frelse i de ord, han om få år vil tordne ud over jøderne, der søger ham ved Jordanfloden. Endnu er Johannes kun en smuk, halvnøgen yngling i et dunkelt og mystisk landskab. Men hans alvorlige og insisterende blik har en fremtid i sig og er mindst lige så foruroligende som Mona Lisas.

6) Johannes døber Jesus, Piero della Francesca, 1440, National Gallery London

Piero della Francesca har skabt en luftig og på sin vis realistisk dåbsscene, sandsynligvis som altertavle til katedralen i San Sepolcro. Ud over at eksperimentere med farver og perspektiver har han måske ønsket at skabe en markering af Øst- og Vestkirken – den ortodokse og den katolske kirkes forsøg på forsoning ved mødet i Ferrare i 1439: præsterne i baggrunden er græske, og englene på Jordans bred omfavner hinanden.

Bemærk i øvrigt, hvordan den bageste engel, der er halvt skjult på billedet, inddrager os med sit blik som tilskuere til scenen. ”Festaivolo” kaldes dette særlige fif, som var meget anvendt af Piero della Francesca!

Ifølge Markuevangeliet begynder Jesu guddommelighed først i det øjeblik, Johannes døber ham i Jordanfloden, og Helligånden i skikkelse af en due daler ned over ham (Mark. 1, 9-11). Således får Johannes en altafgørende rolle i Guds menneskevorden.

At Jesus, der var født uden arvesynd, skulle døbes som et almindeligt syndefuldt væsen, forstår vel ingen. Heller ikke Johannes, der udbryder: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarer ham: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed” (Matt. 3, 13-17) . Og faktisk er det også først efter dåben, at vi kender til Jesu virke. Både Johannes’ og Jesu tidlige ungdomsår ligger hen i mørke. Dåben bliver ligesom startskuddet. Nu tager begivenhederne fat for dem begge. De begivenheder, der leder til deres alt for tidlige død.

7) Johannes halshugges, Tiepolo, 1732, Capella Colleoni i Bergamo

Fra den romerske historiker Josefus ved vi, at Johannes var i konflikt med den jødiske konge, Herodes Antipas. Han var en rebel og samfundsrevser, og måske var det derfor, han kom i fængsel. Det, vi kan identificere os mest med, var nok det, der skete for ham, medens han sad fængslet: han kom i tvivl! I tvivl om sit liv og sin mission i verden! Han kom nemlig i tvivl om, hvem Jesus var, og sender bud via sine disciple. ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?” spørger de på hans vegne (Matth. 11,1-6).

Om Johannes blev overbevist af Jesu poetiske svar og kunne dø med fred i sindet, vides ikke. I alt fald fortælles det, at Kong Herodes Antipas nye kone, Herodias, mente, at det var bedst at komme af med Johannes, fordi han fordømte dem for gengiftning (Matt. 14, 1-12). Da Herodes fejrede fødselsdag, så hun chancen og fik sin datter Salome til at danse så dejligt for ham, at han ville give hende hvad som helst. Tilskyndet af sin mor bad hun om Johannes' hoved på et fad. På Tiepolos billede skildres henrettelsen. Blodet vælder ud af halsen på Johannes, medens bødlen hæver hans hoved op, før det lægges på det ventende sølvfad. Herodes og Herodias er tilskuere, medens Salome er ved at besvime over blodlugten og holder det klæde, hun skjuler sine yndigheder med, op for næsen. Johannes' korsstav med indskriften ”Ecce Agnus …” – ”Se det Guds lam” er gledet ned ad trappen i vores forgrund.

8) Salome modtager Johannes’ hoved, Johannes Døberens Triptikon af Roger van der Weyden ca 1450, Gemäldemalerei, Berlin

Situationen med den forførende teenager og Johannes Døberens hoved på et fad er meget suggestiv. Hvad er den psykologiske baggrund for en sådan scene? Hvilke drifter er i oprør? Var Salome besat af forsmået kærlighed? Eller var det Herodias, der elskede ham? Var Herodes vild med sin steddatter? Eller handlede det mere om politik end om erotik?

Under alle omstændigheder har historien inspireret både malere som Roger van der Weyden, forfattere som Oscar Wilde og operakomponister som Richard Strauss. På billedet ser vi Salome klædt i en kostbar dragt, da hun tager imod Johannes' hoved på et sølvfad - men med ansigtet bly bortvendt. Bagerst i paladset er hovedet sat ind på et fad foran Salomes mor, Herodias, der sidder til højbords.

I den gotiske arkitektur i forgrunden ses Paulus med det sværd, han døde ved, indføjet som en lille statuette bag Salomes hoved. I næste etage ses Emmausvandringen, hvor Jesus møder to af sine disciple efter sin opstandelse. Scenen indeholder således - på trods af sin pittoreske grusomhed - et løfte om opstandelsen, hvor det er Jesus, der er forløberen (He. B. 6,20).

9) Johannes Døberens afhuggede hoved, Andrea Solario, 1507, Louvre, Paris

Motivet var udbredt og ganske populært. Det er på en gang morbidt og smukt. Johannes Døberens hoved er lagt op på en opsats, så alle kan se det og tilbede det som et relikvie i en monstrans. I sin samtid havde billedet nok en dobbelt funktion. Dels skulle det ihukomme Sankt Johannes og hans død som ”blodmartyr”, det vil sige et menneske, der lader sig slå ihjel for sin tro, og dels skulle det tjene som et ”memento mori”, der huskede alle på, at de er dødelige, og at de skal glæde sig ved deres liv, mens de er i det. Nøjagtigt ligesom de mange fint udskårne kranier i marmor, som vi finder på epitafier og kister i tidligere tiders kirker.

Vi ved ikke, hvad der skete med Johannes efter halshugningen. Dog fortælles det, at hans disciple kom og hentede liget og begravede ham. Hovedet var næppe med, da det jo var overdraget til Salome, der havde givet det til sin mor (Matt. 14, 11-12).

Bemærk i øvrigt hvor fine enkeltheder Andrea Solario har fået med i sin fremstilling, f.eks. Johannes’ skæghår, det velpudsede sølvfad, der spejler hans øre, og træets ådring (kunsten at imitere træstruktur på andre overflader, red.) i alterbordet.

10) Johannes Prodromos, serbisk ikon fra omkring det 16. århundrede

Standard-navneikon for Johannes Døberen. Alle drengebørn, der navngives efter Johannes Døberen/Prodromos, har navnedag den 24. juni og vil ofte få en sådan ikon til at hænge på deres væg.

Johannes afbildes på ortodokse ikoner med et vildt og pjusket udseende, iklædt kamelskindskjortel og med korsstav (her efter russisk/ serbisk skik med dobbelt tværbjælke) og sit eget hoved på et fad. På ryggen bærer han store vinger, som viser ham som budbringeren, englemanden, den der løber i forvejen for Guds søn, ”ho prodromos”.

Han er asketen, hvis føde er græshopper og vilde biers honning, som råber i ørkenen om Messias’ komme og fordømmer de fromme sacdukæere og farisæere, der opsøger ham for at blive døbt i Jordanfloden, og kalder dem "øgleyngel" og kræver deres omvendelse (Matt. 3, 1-11).

Næst efter Guds moder regnes han som den helligste blandt mennesker. Derfor findes hans ikon på billedvæggen, ”ikonostasen”, der skiller kirkerum fra kor i en ortodoks kirke og flankerer sammen med en Gudsmoderikon den midterste ikon, Kristusikonen.

Anne-Mette Gravgaard er sognepræst og kunsthistoriker

Johannes Døberen af Leonardo da Vinci, Louvre Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia commons