Stender: Sankthansaften er en kirkelig fiasko

Det lykkedes ikke kristendommen at annektere midsommerfesten. Det eneste religiøse, der er tilbage, er navnet Sankt Hans, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Scanpix

Sankthansaften er tabt. Man må finde sig i enkelte fiaskoer. Men det er vigtigt, at vi går i gang med at redde julen, påsken og pinsen, så de ikke ender som hyggelige fester uden kristent indhold, mener sognepræst Poul Joachim Stender

Sankthansaften tyvstarter vi med at fejre Johannes Døberens fødselsdag. Først dagen efter er det hans egentlige fest. Men det har alle glemt.

I Roskilde har vi et psykiatrisk hospital, der er opkaldt efter ham. Sankt Hans hedder det. Man skulle tro, det havde fået hans navn, fordi han drønede rundt ude i ørkenen i en kamelshårfrakke, tyggende på græshopper og havde de vilde biers honning silende ud af mundvigene som gult savl. Havde Johannes levet i dag, ville han have været blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling med diagnosen: Tvangsforestillinger, isolationstrang og anoreksi.

Men det var ikke hans besynderlige adfærd, der er skyld i at hoteller, kirker, kilder, planter og hospitaler for sindslidende verden over er opkaldt efter ham. Det var hans evne til konstant at pege på Kristus og dermed gøre sig selv mindre og Gud større.

Det var genialt, at kristendommen engang huggede de hedenske fester og fyldte dem med et kristent indhold. Sådan gik det med julen. Det var en populær midvinterfest, som blev til en fejring af Jesu fødsel.

Sankt Hans har formodentlig været en ældgammel midsommerfest. Men på et tidspunkt overtog kristendommen den og gjorde aftenen til en fødselsdagsfest for Johannes Døberen. Det er der desværre ingen, der kan huske i dag og dermed er sankthansaften ikke bare blevet historien om en glemt fødselsdag. Men også historien om en kristen fiasko. Det lykkedes ikke kristendommen at annektere midsommerfesten. Det eneste religiøse, der er tilbage, er navnet Sankt Hans.

Vi har glemt højtidernes indhold
Det er som om mange af de kristne fester er ved at udvikle til noget, der minder om sankthansaften. Folkelige fester, hvor det kristne indhold er blevet glemt.

Pinsen har i mange år delt skæbne med sankthansaften. Kun få i befolkningen ved, at pinsen fejres som en fest for Helligåndens komme. Man holder fri. Drikker sig fuld og siger "glædelig pinse". Men hvorfor man gør det, aner man ikke.

Julen er i fare
Færre og færre er klar over, at de i påsken spiser påskeæg og pynter huset op med kyllinger på grund af Kristi opstandelse fra de døde. Men nu er julen kommet i fare. Jesu fødselsdag kan risikere at blive glemt ligesom Johannes Døberens fødselsdag. 

Det begyndte herhjemme med, at regeringen holdt op med at sende julekort til udenlandske forbindelser med ordlyden: Glædelig jul (Merry Christmas). Pludselig var det politisk ukorrekt at nævne, at julen har noget med Kristus at gøre, som det engelske ord Christmas mere end antyder. I stedet sendte regeringen julekort, hvor der vattet stod, at regeringen ønskede en glædelig sæson. (Happy season).

Langsomt bliver julens egentlige indhold camoufleret bag kønsløse navne og religions-neutrale udsmykninger og pludselig en dag sker det. Julen bliver som sankthansaften.

Vi kan lige så godt fra kirkelig side kapitulere. Sankthansaften er tabt. Man må finde sig i enkelte fiaskoer. Men det er vigtigt, at vi går i gang med at redde julen, påsken og pinsen, så de ikke ender som hyggelige fester uden kristent indhold. 

Poul Joachim Stender er sognepræst