Matthæusevangeliet indsætter Jesus som en ny Moses

Matthæus omtales i Matthæusevangeliet som en tolder, der bliver en af Jesu 12 disciple, og han nævnes også som en sådan i de tre andre evangelier og i Apostlenes Gerninger. Her er Matthæus skildret i et loftmaleri i S.Sebastiano i Venedig. Scanpix

I Matthæusevangeliet indsættes Jesus som den nye Moses, der skærper den jødiske lov ved for eksempel at kræve, at man ikke kun elsker sin næste men også sin fjende.

Det Nye Testamente rummer en række kristne skrifter. Der er hovedsageligt tale om de fire evangelier, som alle er biografier over Jesu liv, og Paulus’ breve til de menigheder, han var tilknyttet. I brevene er omdrejningspunktet ikke Jesusbiografien, men livet i de tidligste kristne menigheder.

”På tiden, hvor Bibelen blev kanoniseret, regnede man med, at Matthæusevangeliet var det ældste af de fire nytestamentlige evangelier, og derfor står dette evangelium som det første skrift i Det Nye Testamente. Senere har man analyseret sig frem til, at Markusevangeliet er det ældste, fordi man kan se, at Lukas og Matthæus har deres fortællestof fra Markusevangeliet,” fortæller Annika Hvithamar, religionssociolog og lektor på Københavns Universitet.

Jesus er den nye Moses
”I Matthæusevangeliet beskrives Jesus som en jødisk profet, og i en række elementer af fortællingen sættes han ind i en allegori med profeten Moses fra Det Gamle Testamente – man kan sige, at Jesus modelleres oven på Moses,” siger Annika Hvithamar.

Blandt parallellerne mellem de to profeter er Jesu fødsel: Han fødes på mirakuløs vis af en jomfru, mens Moses på mirakuløs vis overlever, da hans mor efterlader ham i en sivkurv af frygt for, at den egyptiske faraos mænd vil dræbe ham på samme måde, som de dræber alle andre israelittiske drengebørn.

En anden parallel mellem de to profeter er bjerget: i Matthæusevangeliet holder Jesus en tale på et bjerg, hvor han skærper de ti bud, som Moses i Det Gamle Testamente modtog på et bjerg.

”Det virker, som om forfatteren skriver til en målgruppe, der kender jødedommen og Moses, og Jesus bliver på den måde iscenesat som en jødisk profet, der er endnu større end Moses, ” siger Annika Hvithamar.

Bjergprædikenen stiller større krav
”I Matthæusevangeliet fylder Bjergprædikenen meget, ” siger biskop i Haderslev Stift Marianne Christiansen og uddyber:

”Her ser vi, hvordan Jesus går i dialog med de jødiske krav, som Moses modtager på Sinai-bjerget, og han skærper kravene. I de ti bud lyder det blandt andet, at man ikke må bryde ægteskabet, men Jesus går videre og siger, at den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, allerede har begået ægteskabsbrud i sit hjerte.”

Det skarpeste krav i Bjergprædiken er måske kravet om fjendekærlighed, som det ses i kapitel fem, vers 43-45:

”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.”

”Bjergprædikenens bud kan tolkes sådan, at de ikke kan opfyldes af os, fordi vi er mennesker. Erkendelsen af det viser os, at alle har lige meget brug for Guds nåde, og at vi er elsket, selvom vi ikke kan leve op til de fuldkomne krav,” fortæller Marianne Christiansen.

Grundlaget for paven i Rom
I Matthæusevangeliet ses Jesu tilsagn om, at hans discipel Peter er en klippe, som kirken skal bygges på. I kapitel 16, vers 18-19 står der:

“Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.”

Dette tekststed har været afgørende for katolicismen, fordi det er begrundelsen for pavens rolle og magt. Således blev Peter den første pave, og hans autoritet og magt som bærer af den kristne tradition er blevet videregivet frem til i dag.

Ingen hyrder, men vise mænd
Markus og Johannes beretter ikke om Jesu fødsel, men hos Lukas fortælles det i juleevangeliet, hvordan hyrder på marken uden for Betlehem bliver mødt af en engel, som fortæller dem, at en frelser er født. Hos Matthæus er historien en lidt anden, for her er der tale om vise mænd, der fortæller kong Herodes i Jerusalem, at en ny jødekonge er født.

Herodes, der er bange for at miste sin magt, befaler de vise mænd at finde barnet, og mændene følger en stjerne, der viser dem vej til Betlehem. Her finder de barnet og giver det guld, røgelse og myrra, og i en drøm erfarer de, at de ikke skal vende tilbage til kong Herodes med oplysninger om frelseren. På den måde undgår Josef og Maria, at deres nyfødte bliver fundet og dræbt af Herodes.

Fortællinger om, at der er tale om tre vise mænd, eller om, at de er konger og hedder Caspar, Melchior og Baltazar, finder man ikke i Matthæusevangeliet – det er alle sammen træk, som kommer med den senere tradition.

De døde genopstår
”Hos Matthæus ses den mest dramatiske version af Jesu død, ” fortæller Annika Hvithamar. I kapitel 27, vers 51-53 står der:

”Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.”

”Hos Matthæus kommer Gudsriget allerede her, for vi kan se, at de døde genopstår, som de vil gøre det efter dommedag.”

Matthæus skrev ikke evangeliet
Matthæus omtales i Matthæusevangeliet som en tolder, der bliver en af Jesu 12 disciple, og han nævnes også som en sådan i de tre andre evangelier og i Apostlenes Gerninger. Dermed er Matthæus-figuren god at iscenesætte som forfatter til evangeliet, fordi der er tale om et øjenvidne til Jesu liv og levned, men reelt er Matthæus ikke forfatteren:

”Der er ingen inden for den videnskabelige forskning, som regner med, at de personer, der sættes på som evangeliernes forfattere, er de egentlige forfattere. De regnes alle sammen for at være anonyme og tilføjet af traditionen efter, at evangelierne er blevet skrevet. I forhold til den antikke biografigenre er det heller ikke vigtigt, og det er ikke ensbetydende med, at evangeliet så er et falsum. Derfor siger Matthæus som forfatter noget om evangeliets autoritet men ikke noget om forfatteren, ” forklarer Annika Hvithamar.

Kilder: Bibelen, Gert Hallbäck: Det Nye Testamente – en lærebog, Den Store Danske