Jesusbønnen - den uafladelige hjertebøn

Der er to bevægelser i Jesusbønnen: En bevægelse hen mod Jesus og en anden bevægelse, hvor den bedende vender tilbage til sig selv

Jesusbønnen er en økumenisk bøn, der stammer fra den ortodokse kirkes meditative og mystiske tradition. Den blev udviklet i 1300-tallet og fik i 1800-tallet en opblomstring.

I Jesusbønnen gentages ordene: ”Herre Jesus Kristus Guds søn, forbarm dig over mig” i takt med åndedræt og hjerteslag. Efter langvarig øvelse vil bønnen indgå i åndedrættet både dag og nat. Jesusbønnen kaldes derfor også ”den uafladelige hjertebøn”, og frugten af denne bøn er, efter ortodoks opfattelse, at den bedende vil være forenet med Kristus i sit hjerte både dag og nat.

Jesusbønnens historie
Den apostolske fader Hermas var den første, der i sit skrift Hyrden fra 100-tallet udtrykkeligt talte om Jesu navn: ”Guds søns navn er stort og ufatteligt og bærer hele verden,” skrev han. Navnet Jesus havde for ham en objektiv værdi og stod for selve virkeligheden.

Også ørkenfædrene praktiserede påkaldelsen af Jesu navn. Ørkenfædrene var mænd og kvinder, der i 200-400 tallet levede i den ægyptiske ørken, hvor de var fordybet i bøn og meditation. Disse ørkenfædre påkaldte Jesu navn, men ikke systematisk. De brugte såkaldte skudbønner. Det vil sige korte bønner, som de betragtede som pile, der blev skudt mod Guds hjerte. De plejede at bruge bønnen: ”Kyrie Eleison”, hvilket betyder: "Herre, forbarm dig."

Jesusbønnen er således oprindeligt en syntese af den bibelske dyrkelse af Jesu navn og ørkenfædrenes skudbønner.

På det ortodokse kloster på Athosbjerget i Grækenland fik Jesusbønnen især sin faste form, og her udviklede munken Nikephoros Eremitten fra 1300-tallet den teknik, der bruges i forbindelse med Jesusbønnen. Han skrev: ”Fratag fornuften enhver logisk tænkning og giv den i stedet for påkaldelsen [af Jesu navn]: 'Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig.' Og prøv uafladeligt at råbe det inden i dig selv.”

Jesusbønnen er en økumenisk bøn
Der er to bevægelser i Jesusbønnen: En bevægelse hen mod Jesus i første del af bønnen, hvor der bedes: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn”. Og der er en anden bevægelse, hvor den bedende vender tilbage til sig selv, når der bedes: ”Forbarm dig over mig”. Denne dobbelte bevægelse forbindes med åndedrættets rytme.

Jesusbønnen er blevet kaldt en syntese af hele teologien, fordi bønnens første del udtrykker håb og tillid, mens den anden del bekender total afmagt. Derfor er denne bøn en sammenfatning af det kristne liv: Mennesket kan ingenting af sig selv, men Gud kan alt. Derfor er Jesusbønnen også central for alle kristne og kan betragtes som en økumenisk bøn.

Tre måder at bede Jesusbønnen på
De troende beder Jesusbønnen en enkelt eller mange gange i de spredte øjeblikke, der ellers i åndelig henseende ville gå til spilde: Ved mekaniske opgaver som for eksempel at klæde sig på, vente på bussen og lignende. Men bønnen betragtes også som en hjælp i øjeblikke præget af anspændelse og ængstelse.

Men denne måde at bede Jesusbønnen på suppleres ofte med en mere koncentreret form, hvor bønnen har hele menneskets opmærksomhed, og al ydre aktivitet udelukkes. Og i disse situationer bliver bønnen normalt fremsagt i mørke med lukkede øjne.

Silouan af Athosbjerget (1866-1934) stillede sit ur i et skab, når han bad Jesusbønnen, således at han ikke kunne høre det tikke, og dernæst trak han sin tykke munkehue ned over øjne og ører.

Der er også en ortodoks tradition for at bruge en bedekrans eller bedereb, der normalt har hundrede perler eller knuder. Formålet med denne bedekrans er ikke primært at tælle bønnerne, men den betragtes som en hjælp til at opnå koncentration og regelmæssig rytme i bønnen.

Jesusbønnen kan være en hjælp for det moderne menneske
Den svenske karmeliterbroder Wilfrid Stinissen peger på, at i Jesusbønnen sættes menneskets dybeste væsen fri. Han skriver, at denne bøn netop er en hjælp for det moderne menneske, der har svært ved at holde fast ved det samme objekt:

”Jesusbønnen genopretter den indre enhed”, skriver han og fortsætter: ”Men bønnen skal gennemtrænge hele mennesket. Det skal ikke være mekanisk og ej heller i hjernen, men i hjertet. Det er takket være stilheden, at bønnen får sin dybe dimension og bliver til en egentlig meditation”.

Kilder: www.denstoredanske.dk Wilfrid Stinissen: Kristen dybmeditation. Borgen. 1978. Kallistos Ware: Navnets kraft. Jesusbønnen