Kan vi ikke gå tilbage til den oprindelige trosbekendelse?
I praksis ville de færreste kristne nok kunne redegøre historisk eller teologisk for hvad ’filioque’ betyder og hvorvidt det er en vigtig og nødvendig tilføjelse, svarer ph.d. og generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen
Spørgsmål:
Er der vigtige argumenter imod, at folkekirken kan gå tilbage til den oprindelige økumeniske formulering af den nikænske trosbekendelse fra 381: "Helligånden udgår fra Faderen". Altså at droppe filioque-tilføjelsen, som splittede øst- og vestkirken og dermed måske styrke relationen til de ortodokse kirker?
LÆS OGSÅ: Fem teologiske stridigheder, der splittede kirken
Når jeg har spurgt forskellige sognepræster, har de næsten altid svaret, 1) at det er for indviklet at komme ind på og / eller 2) at det egentlig ikke er så vigtigt.
Men hvis det ikke er vigtigt, så kan folkekirken jo godt gå tilbage til den oprindelige fælles formulering? Og hvis det er for indviklet at forklare, taler dette så ikke for at genoptage den mere enkle formulering?
Venlig hilsen
J.H. Madsen
Svar:
Kære J.H. Madsen
Tak for dit spørgsmål om den nikænske trosbekendelse fra år 325 og den vestlige tilføjelse omkring ’og fra Sønnen’ (lat. Filioque), som i det 6. århundrede sneg sig ind i bekendelsen i den vestlige del af kristendommen.
Historisk handlende striden, som i sidste ende førte til en splittelse mellem vestlig (katolsk) og østlig (ortodoks) kristendom, om meget andet end teologi. Men det involverede også teologi, nærmere bestemt udsagnet eller tilføjelsen ’og fra Sønnen’. Meget forenklet kan man sige, at striden handler om Guds alenemagt i treenighedsteologien.
Det ortodokse synspunkt er, at Gud er et i sin væren, men tre i sin partikularitet. Den ene væren eksisterer i sine tre personer, Faderen, Sønnen og Ånden. De tre personer er ikke bare tre måder, den ene væren viser sig på, men er virkelige og selvstændige personer, som den ene Gud eksisterer i kraft af. Faderen er ophavet, Sønnen er født, og Ånden udgår.
Det katolske synspunkt er, at Gud er et i sin substans, men tre i sine relationer i Treenigheden. Gud kan sammenlignes med et menneske, som både er (væren), som ved (fornuft), og som vil (vilje). I sammenligningen er Faderen den guddommelige væren, Sønnen den guddommelige fornuft, og Ånden den guddommelige vilje. Tilsammen er de den ene Gud, holdt sammen i sin relation til hinanden. Faderen føder Sønnen, og Faderen og Sønnen udånder Ånden.
Den ortodokse kritik af den katolske forståelse griber fat i, at Ånden udgår ikke blot fra Faderen, men åbenbart også fra Sønnen, og at Ånden nærmest er at forstå som relationen mellem Faderen og Sønnen. På den måde bliver Ånden afpersonificeret og ender med at være underordnet Faderen og Sønnen. Treenigheden bliver til en to-enighed med en hale af Ånd.
Det katolske forsvar for denne forståelse er, at Ånden netop er den kærlighed, som Faderen og Sønnen elsker hinanden med, og som også mennesket kan have del i gennem troen på Kristus og modtagelsen af Åndens gave. Faderens Ånd og Sønnens Ånd er den ene og samme Ånd. Treenigheden forbliver en treenighed ved at se Ånden som relationel.
Kunne vi udelade tilføjelsen? I praksis ville de færreste kristne nok kunne redegøre historisk eller teologisk for hvad ’filioque’ betyder og hvorvidt det er en vigtig og nødvendig tilføjelse. Der er klart nok tale om en vestlig tilføjelse, men en tilføjelse, som har sin grund i den vestlige, augustinske teologi og som derfor ikke er grebet ud af luften, men hænger sammen med grundvisionen i den vestlige, katolske teologi.
Fra mit perspektiv ville det være det rigtige at udelade tilføjelsen og holde fast ved den økumeniske bekendelse i sin oprindelige form, sådan som den var anerkendt af alle biskopperne på mødet i Konstantinopel i 325. En sidegevinst ville være, at vi står i mindre fare for at afpersonificere Ånden, og har mulighed for på ny at lære af den ortodokse Helligåndsteologi og -erfaring.
Med venlig hilsen
Jonas Adelin Jørgensen
ph.d. og generalsekretær
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.