Spørg

Hvordan kan Djævelen friste?

Det er ikke Djævelen som sådan, der en en fristelse, men Djævelen kan lokke os til at gøre noget forkert. Ifølge gammel kristen tradition kan vi påkalde ærkeenglen Mikael som beskyttelse mod Djævleen, forklarer Lars Messerschmidt, der er generalvikar i den katolske kirke i Danmark. På billedet ses ærkeenglen Mikael kæmpe mod Djævelen.

Djævelen frister os mennesker ved at tilskynde os til at gøre noget forkert, men vi kan stå Djævelen imod, svarer generalvikar Lars Messerschmidt to forskellige læsere

Spørgsmål 1:

Kære brevkasse

Man taler traditionelt om verden, kødet og Djævelen som de tre kilder eller anledninger til synd.


Jeg forstår de to første, altså hvordan de kan være fristelser, men jeg forstår ikke helt, hvordan Djævelen kan være en fristelse.

Venlig hilsen
René

Spørgsmål 2:

Kære brevkasse

Hej jeg hører tit, at vi som kristne, har fået givet autoritet over Satan, så vi kan binde ham, hvis han prøver at genere os.


Hvor i Bibelen står det helt konkret?

Venlig hilsen
David

Svar:

Kære René og David

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Djævelen kan være en fristelse: 

Verden og kødet (vores faldne natur) kan friste, det vil sige lokke os til at gøre noget forkert, som spørgeren rigtigt skriver. 

Djævelen frister os mennesker ved at tilskynde os til at gøre noget forkert. Det er altså ikke Djævelen som sådan, der er en fristelse, men Djævelen kan lokke os til at gøre noget forkert ved at foregive, at det er godt, hvis vi handler på denne eller denne måde. 

LÆS OGSÅ: Kan man sælge sin sjæl til Satan?

Han bruger altid vores medførte selvcentrerethed og egoisme, det vil sige, han appellerer til vores ego, så vi får lyst til at gøre noget bestemt uden for alvor at overveje, om det også er godt for os selv eller for andre. 

På samme måde kan vi friste hinanden, hvilket ofte sker, fordi vi ønsker at være som de andre. Det kommer tydeligt frem i den såkaldte ungdomskultur.

LÆS OGSÅ: Kan døbte mennesker blive besat af dæmoner?

Vedrørende spørgsmålet om "at binde Satan". 

Selve udtrykket 'at binde Djævelen eller Satan' stammer fra Johannes’ Åbenbaring 20,2, hvor det er en engel, der binder Djævelen for tusind år. 

Mig bekendt står der intet i Bibelen om, at mennesker kan binde Satan. Dette må ikke forveksles med den fuldmagt, Jesus har givet os til at uddrive dæmoner: "I mit navn skal de (troende) uddrive dæmoner ... (Markusevangeliet 16,17). 

Til gengæld er det en gammel kristen tradition, at vi kan påkalde ærkeenglen Mikael om beskyttelse mod Satan (jævnført Johannes’ Åbenbaring 12,7), og at vi kan stå Djævelen imod jævnfør Peters Første Brev 5,8-9.

Venlig hilsen Lars Messerschmidt,
Generalvikar i den katolske kirke i Danmark

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.