Spørg

Er homoseksuelle andenrangsborgere ifølge kristendommen?

I Danmark går et flertal i folkekirken – og folkekirken officielt - ind for også at ville vie to af samme køn, ud fra den betragtning, at kærligheden mellem disse kan være lige så stærk og bør være lige så forpligtende som det klassiske ægteskab, svarer kirkehistoriker Kurt E. Larsen.

Det klassiske kristne synspunkt på ægteskab og parforhold bygger på Jesu ord om, at Gud fra begyndelsen har skabt mennesket som mand og kvinde, svarer kirkehistoriker Kurt E. Larsen

Spørgsmål:

Hej!

Jeg har fundet flere steder i Paulus' tekster i Bibelen, hvor homoseksualitet omtales negativt. Ligeledes omtaler 3. Mosesbog (kap. 18 og 20) det som en decideret dødssynd.

I den forbindelse har jeg tænkt over, hvordan dette tolkes i de forskellige kristne kirker her til lands, og om der reelt er nogen, der mener, at homoseksuelle er andenrangsborgere. Jeg kom til at undersøge dette, da jeg hørte, at flere politikere og meningsdannere kritiserede den nye stormoskes syn omkring det.

Endvidere har det været fremme, at stormoskeen vil adskille kvinder og mænd under prædiken. Men praktiserer nogle danske kristne og jøder ikke også dette?

På forhånd mange tak for jeres svar.

Venlig hilsen
Rasmus

Svar: 

Kære Rasmus

Der er ingen kristne kirker, der mener, at homoseksuelle er andenrangsborgere.

Det klassiske kristne synspunkt på ægteskab og parforhold bygger på Jesu ord om, at Gud fra begyndelsen har skabt mennesket som mand og kvinde, og at en mand derfor skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød. (Matthæusevangeliet 19,4).

I Det Gamle Testamente var der dødsstraf for homoseksualitet, for Det Gamle Testamente var landets lov i Israel – svarende til, at homoseksuel praksis også var strafbart i henhold til dansk lov til starten af 1900-tallet.

I Det Ny Testamente - der ikke er nogen lov for et land - anses praktiseret homoseksualitet som en adfærd, der strider mod Guds tanker med mennesket. De, der er homoseksuelle, bør derfor leve i cølibat. Det handler ikke om at være ”forkerte” endsige ”andenrangsborgere”, men om, at i Guds skaberværk er det tanken, at mand og kvinde skal høre sammen i ægteskab.

Det er det så ikke alle, der gør – hverken homoseksuelle eller heteroseksuelle – men det er alligevel den ordning, Gud har indstiftet. Derfor er det kun det heteroseksuelle ægteskab, kirken kan velsigne/ indstifte. Ud fra dette vil de fleste kristne kirker i verden kun vie/velsigne en mand og en kvinde.

I Danmark går et flertal i folkekirken – og folkekirken officielt - ind for også at ville vie to af samme køn, ud fra den betragtning, at kærligheden mellem disse kan være lige så stærk og bør være lige så forpligtende som det klassiske ægteskab. En præst har dog lov til at fastholde kirkens gamle praksis. De fleste frikirker i Danmark følger kirkens klassiske holdning, idet dog for eksempel nogle baptistkirker er åbne for at velsigne homoseksuelle par.

Indtil 1980 var homoseksualitet officielt regnet for en sygdom i Danmark. Ved indvielsen af stormoskeen i København gav en talsmand derfra udtryk for netop denne holdning, hvilket han har fået megen kritik for. Hvad den muslimske talsmand lagde i dette udtryk, vides ikke.

Om adskillelsen mellem mænd og kvinder i moskeen vurderer jeg det som udtryk for en gammel skik, der ikke giver udtryk for nogen nedvurdering af kvinden. Jeg opfatter det som værende på linje med at drenge og piger som regel spiller på hver sine håndbold- og fodboldhold.

I jødiske synagoger er der vistnok også den samme ordning, og det har der også engang været i folkekirken, hvor mænd sad i den ene side, kvinderne i den anden. Ingen vidste rigtigt hvorfor, og da nogle forelskede par brød med den skik, så forsvandt den uden, at nogle protesterede over det.

Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen,
lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.