Kend din kirkehistorie: Vores kirketraditioner er bundet af tidsånden

Præstekjolen er ikke en del af kirkens grundlag, men et udtryk for moden i Tyskland på Luthers tid. Det sætter tanker i gang om tradition og forandringer i kirken i dag, skriver kirkehistoriker Kurt E. Larsen

Amish-folket i USA er kendt for deres hestevogne, stråhatte og gammeldags, landlige livsstil. Er man vokset op der, vil den tradition være det naturlige. Og køb af en bil vil virke som et forfald. Men Amish-folkets livsstil er ikke fra Bibelen.

Heller ikke den oprindeligt kristelige. Det var det kulturelle niveau, som kristne udvandrede fra Schweiz og Sydtyskland var på i 1700-tallet. Den har man så siden gjort til et blivende ideal. Man tænker ikke på, at man gør brug af mange tekniske fremskridt frem til 1700-tallet og hvorfor så ikke gøre brug af dem, der er sket siden?

Noget af det særlige ved folkekirken er præstekjolen. Den adskiller en folkekirkepræst meget synligt fra andre i menigheden. Den er også enestående i verden. Sådan er det i Danmark!

Men præstekjolen er jo ikke en del af kirkens grundlag. Dens historie er, at de lutherske præster efter reformationen ikke mere skulle være bundet til at gå i katolske præsteklæder.

Ud fra tanken om det almindelige præstedømme skulle præster være klædt i almindeligt pænt borgerligt tøj: Det var på den tids Tyskland en sort kappe med en hvid krave om halsen. Den skik overtog vi, og her stivnede den så. Skulle vi følge i de lutherske fædres fodspor, skulle præster følge moden for pænt borgerligt tøj, dvs. jakkesæt.

Når nogen vil erstatte kirkeorgelet med moderne musikinstrumenter, er man oppe mod en massiv front af traditionalister, der ikke vil have ændret noget ved den danske folkekirkes gode, gamle traditioner.

Øh, gamle traditioner? Der har ikke altid været orgler i de danske kirker. På landet kom der først orgler for 100 år siden, måske endda mindre.

Det var datidens mode at sætte orgler ind. I århundreder havde man klaret sig uden. Derfor vil der ikke være noget i vejen for, at man igen tog orgelet ud, og satte andre instrumenter ind.

Når man arbejder med kirkens historie, finder man ud af, at kristne til forskellige tider og forskellige steder i verden, omkranser det samme, gamle evangelium med meget forskellige ydre former.

Liturgien er meget forskellig på savannen i Afrika, i husmenigheden i Kina og i domkirken i Vesteuropa. Men budskabet er det samme, og autenticiteten kan være lige stor alle steder.

Smag og behag er forskellig. Tradition og kultur veksler, og man må selv afgøre, om det tjener et formål at beholde sit orgel, sin præstekjole og sin gamle liturgi.

Kirkehistorien giver ingen argument for at gøre det til et krav. På den anden side, giver kirkehistorien heller ikke argumenter for, at alting skal leves om i vores tid. Ægte kristent liv kan leves under mange forskellige traditioner og ydre former.

At lære det af kirkehistorien, kan måske være med til at man undgår, at skabe unødige splittelser ud af det, der kun er egen konservatisme eller egen trang til forandring.

Kurt E. Larsen er lektor i kirke- og missionshistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus. Dette er tredje del af en serie på fem afsnit.