Hjerte for svagheden

Hjerte for svagheden


B FOR BARMHJERTIGHED ved Eva Holmegaard Larsen

Logo for abc

De to B-ord, bøn og barmhjertighed, hænger i allerhøjeste grad sammen


Det er altid helt skægt at slå ord op i ordbogen for at se, om man kan lære noget nyt om noget, man troede, man vidste en hel masse om. Sådan fandt jeg ud af, at ordet barmhjertighed ikke har en pind med barmen at gøre - men har rod i begrebet arm, at være arm. Og at være barmhjertig betyder så grundlæggende at have hjerte for den arme, den stakkels, den fattige og ulykkelige. Hvad klinger mere af kristendom, end netop det? Og synderen, han er også arm.

Jesus fortalte mange lignelser om Guds barmhjertighed. I lignelsen om den fortabte søn hører vi om en forvorpen knægt, som ikke gider gå og arbejde for sin far på gården længere. Han vil ud og væk, være sig selv, være sin egen lykkes smed, være fri. Så han beder faderen give ham hans arv, og forlader så ellers dem alle sammen derhjemme og giver pokker i slægt og ansvar og forpligtelser.

Det er jo ikke, fordi man ikke forstår drengen. Og han kunne jo også være gået hen og blevet helt lykkelig. Men det bliver han ikke. Han lever livet, så længe pengene rækker. Men de er hurtigt brugt op, og alt det den unge verdensmand fik købt sig til: venner, luksus og anseelse - det forsvinder som dug for solen. Det ender frygteligt kummerligt for ham - han finder sig selv siddende i en svinestald og misunde dyrenes mad og kommer så i tanker om sin gamle far og den tryghed, han levede i dengang.

Han beslutter at vende hjem og kaste sig angrende for sin fars fødder. Og det kunne der godt være blevet en god, opbyggelig historie ud af. Vi kunne forestille os, at nu vender sønnen så hjem og bliver selvfølgelig modtaget med glæde, som et barn altid vil blive modtaget med lettelse og glæde af sine forældre. Især når han udviser en forventet fortrydelse og ydmygst undskylder sin overilede færd. Men normale forældre ville også se det som deres pligt at udtænke en passende bod for deres barn - for opdragelsens og retfærdighedens skyld. Der var jo også en ældre søn at tænke på. Man kunne forestille sig, at den hjemkomne søn i en vis periode skulle arbejde med gårdens hårdeste opgaver. Eller aflevere en aftalt sum penge til sin far hver måned, indtil den formøblede sum var tilbagebetalt. Ja, der var så mange ting, man kunne synes var det rigtige at gøre i den situation.

Men intet af den slags sker i lignelsen om den fortabte søn.

Allerede på lang afstand ser faderen sin savnede søn komme gående. Og han smider alt, hvad han har i hænderne og stormer ham i møde og omfavner ham og beordrer fedekalven slagtet og festen sat i gang - inden den bodfærdige søn når at aflevere sin nøje forberedte angertale.


Den fortabte søn vender hjem

Når jeg gennemgår denne lignelse med mine konfirmander, er de altid rørende enige om, at denne far ikke er nogen ordentlig far. Han er for dum og lader sig løbe om hjørner med. Ja, han lader i hvert fald hjertet løbe af med sig. Han kan ikke tænke i skyld og straf og bod og bedring. Han er så lykkelig over at have sit barn hos sig igen. Derfor er der ikke formaninger og udskæld, kun fest og glæde og urimelig ophøjelse for den egoistiske søn - hvis bod i øvrigt heller ikke var mere værd end det vel også var et udslag af drengens egoisme.

Lignelsen handler ikke bare om en far. Men om en far, der er drevet af kærlighed mere end af sin rolle som opdrager og autoritet. Han har hjertet - hjerte for svagheden, for det fortabte og ulykkelige.

Så vidt det angår sønnen, er det heller ikke hans såkaldte bod og omvendelse, vi lægger mest mærke til. Det, vi ser, er et menneske, der ikke længere kan holde ud at være alene med sig selv og sit fejlslagne liv. Men derude i fiaskoens og nederlagets helvede møder han sin redningsmand.

Sådan er vores Gud, fortæller Jesus. Vores Gud har hjerte for svagheden, for det ulykkelige og fortabte. Derfor har han hjerte for os mennesker.

Men Jesus nøjedes jo ikke med at fortælle om Guds barmhjertighed. Når han helbredte de syge, forbarmede sig over de fortabte og satte sig til bords med syndere og toldere - dem vi andre ikke må lege med - så fortalte han om Guds barmhjertighed. Jesus var Guds barmhjertighed.

Det er let nok, når vi bare må tale teologisk. For så hedder det om det hele, at Gud blev menneske i mennesket Jesus fra Nazaret - af barmhjertighed med os mennesker. For at leve vores liv og gå vores veje, når vi nu som de syndere, vi er, ikke kan finde ud af at gå Guds. Gud blev menneske for at forkynde Guds rige med syndernes forladelse her i denne verden.

Det var jo let sagt. Men hvad betyder det? Mange vil reagere på påstanden om Guds barmhjertighed med en skeptisk konstatering af, at når man ser sig om i verden, er der ikke meget, der tyder på, at Gud skulle være specielt barmhjertig. Men man kan ikke stille det med Gud op på den måde. Det vil sige, man kan selvfølgelig godt ved tankens hovedspind nå frem til et facit, der siger, at der må være en højere magt, et guddommeligt væsen derude.

Men når vi skal til at give Gud egenskaber - som f.eks. vred eller barmhjertig - så er det det rene volapyk at ville stille det op som en objektiv kendsgerning, man kan tage stilling til ved at tænke sig om og trække lidt fra og lægge lidt til. Guds vrede eller barmhjertighed kan kun forkyndes - til tro. Det er ikke tilfældigt, at Jesus kun kunne viderebringe Guds barmhjertighed ved at fortælle historier - og ved selv at træde ind i historien. Hvis man ikke kan finde sig selv i den fortabte søn, den svage, den udstødte og fortabte, som kun en Jesus havde blik for - så er det det rene ligegyldige skønmaleri. Guds barmhjertighed kender vi fra en fortælling. Og kun den, der tør lade sig fortælle ind i den fortælling - og personligt møde denne Gud, der kom menneskene personligt i møde - kan kende, at Gud har hjerte for den, der trænger.

Derfor giver det heller ikke nogen mening at diskutere, hvad der er det mest grundlæggende i kristendommen: erkendelsen af sig selv som synder, eller af Gud som tilgivende og barmhjertig. Det ene hænger sammen med det andet. Dom og nåde er to sider af samme sag, som vi sikkert senere skal høre om.

Her skal vi slutte med et andet b-ord, nemlig med Bønnen. Man beder jo heller ikke til Gud for at kunne opleve et objektivt konstaterbart resultat af sin bøn. Så holder man i hvert fald hurtigt op med det. Nej, man beder for at træde i personlig kontakt med tilværelsens herre. "Troen er ikke andet end idel bøn", som Luther kunne sige.

Tro er ikke en statisk tilstand, men et levende forhold, som det udtrykker sig i bønnen. Her stiller man sig frem for Gud, rækker hånden ud, giver sig selv til kende - og bliver en del af en guddommelig virkelighed, der netop ikke kører efter samme mønster som den virkelighed, jeg dagligt lever i. Lige så latterligt unyttig og overflødig den naivt milde og til det idiotiske grænsende barmhjertige Gud vil forekomme den objektive betragter, lige så fantastisk og fuld af mening er det for den troende, at der er et sted, et helle - hvor man ikke altid får løn som forskyldt, og hvor man ikke først og fremmest bliver set på som en synder, angrende eller ej, men som et barn, der er vendt hjem.

Det er ikke let at bede til Gud, hvis man har et kæmpe ego. Det er heller ikke til at forbinde noget som helst med Guds barmhjertighed, hvis man ikke ser sig selv som svag på nogen måde. De to b-ord, bøn og barmhjertighed, hænger sammen på den måde, at man i bønnen erkender sin begrænsning og tager imod Guds overbud af alt, hvad jeg har brug for: tilgivelse og overbærenhed, liv, mening, fremtid og håb.

Men nu er vi allerede langt videre i alfabetet.


Del artiklen med dine venner:



Eva Holmegaard Larsen.
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.
Tegninger: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.


Logo for abc
Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen. Tegning: Gustave Doré

  • Tekst: Eva Holmegaard Larsen.
  • Født 1963, sognepræst og forfatter.
  • Kristendom fra A til Å er skrevet af af præst og forfatter Johannes Møllehave, sognepræst Eva Holmegaard Larsen og forfatter og foredragsholder Ebbe Kløvedal Reich
  • I 28 korte tekster sætter tre af vores mest velskrivende kristendomsformidlere nogle af kristendommens ord og begreber under lup. Fra A til Å – fra arvesynd til åbenbaring.
  • Teksterne blev oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad i 2002 og bringes her for første gang på avisens søter-site kristendom.dk.

Prøv Kristeligt Dagblad i fire uger gratis

Kristeligt Dagblads logo



rubrik PC tablet rubrik small and mobile
arvesynd barmhjertighed cølibat dommedag evighed frelse og forsoning gode Gud helligånd israel jesus kors og kærlighed lidelse menneske nadver opstandelse pinse qumran retfærdighed salig tro og treenighed under velsignelse xenofobi ydmyghed zion ære øvrighed åbenbaring


Del artiklen med dine venner: