"Det guddommelige er på vej til os"
Måske skulle vi alligevel midt mellem travlhed og julefrokoster give plads for det ufattelige, hvis tilstedekomst i kød og blod vi fejrer jul for, skriver sognepræst Anne-Mette Gravgaard
Advent betyder komme. Det, at Gud dukker op på jorden som et medmenneske. Det, som vi hvert år fejrer natten mellem 24. og 25. december, at Gud lod sig føde ind i vores verden som det mest sårbare af alt, en lille rynket, rød baby.
Advent og Mariæ bebudelse hører sammen
For mig er der ingen tvivl om, at det virkelige adventsbillede er MariæBebudelse. En ung kvinde, der viger tilbage for det alt for store, uforståelige, som et væsen med fuglevinger og menneskeansigt, meddeler hende. Det, som ingen af os fatter, at Gud bryder ind i vores liv, at han tager bolig ikke bare i Maria, men også i os.
Naturligvis er alt det med datoer menneskeværk. Når julen altså Jesu fødselsdag - ligger, hvor den gør, er det, fordi man på et kirkemøde i 336 i Rom, traf en beslutning om at fejre den kristne Guds fødsel 25. december.
Datoen var sandsynligvis valgt af politiske grunde for at udkonkurrere flere hedenske fester, der var henlagt til dagene omkring vintersolhverv: festen for den ubesejrede sol (på latin Sol Invictus) fødselsdagen for den jomfrufødte gud Mithras og den gamle romerske solhvervsfest Saturnalia, hvor man gav hinanden gaver.
Vi åbner os for Guds ord
Hos os i Norden har Jesu fødselsdag måske fået en endnu stærkere symbolsk betydning, fordi vi i den allermørkeste tid på året helt fysisk mærker, hvordan lyset igen får magt over mørket og langsomt driver det på flugt.
Ved at tælle ni måneder tilbage fra 25. december, lander man på 25. marts, og det er da også på den dag, man har placeret Marias bebudelse i kirkeåret.
Tankevækkende fejrede man også verdens skabelse på denne dag i oldkirken. - At det guddommelige ord, som skaber liv og lys, var i færd med at blive kød og tage bolig iblandt os, sådan som Johannes beskriver skabelsen i begyndelsen af sit evangelium.
Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden, skriver Johannes.
Ordene gengiver smukt og anelsesfuldt indbegrebet af advent - at det guddommelige er på vej til os. Og den mest blufærdige måde at afbilde det guddommeliges komme er englen Gabriels bebudelse til kvinden Maria, at hun skal være bolig for Guds ord, at hun skal rumme det, der ikke kan rummes.
Maria er et menneske som os, der viger af frygt for det ukendte, det ufattelige, det guddommelige, men som alligevel åbner sig for Guds ord og tager det til sig.
I gamle dage var de fire adventsuger en fasteperiode, hvor man forberedte sig på epifanien, Guds åbenbaring julenat. Vi forbereder os nok ikke helt sådan i 2011. Men måske skulle vi alligevel midt mellem travlhed og julefrokoster give plads for det ufattelige, hvis tilstedekomst i kød og blod vi fejrer jul for.
Anne-Mette Gravgaard er kunsthistoriker og sognepræst