I adventstiden bliver vi spurgt: Hvem er du?

*** ROYALTY FREE - special pris *** Portrait of danish woman with homemade knitted winter hat, outside in a ...

Det er 4. søndag i advent. Det er forventningens tid, og tiden er snart inde, skriver generalsekretær i Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen. Foto: NIMA STOCK Â 2010

Hvem er du? Det er et spørgsmål vi som mennesker altid har tænkt over, spurgt hinanden og spurgt os selv.
Mads Christoffersen, generalsekretær

Jesus kommer ikke som en stor konge, men som et ydmygt menneske, der kommer os alle i møde med et nysgerrigt: Hvem er du? skriver generalsekretær i Danske Kirkers Råd, Mads Christoffersen

Hvem er du? Det er egentlig et godt spørgsmål, præsterne og levitterne stiller Johannes Døberen i teksten for 4. søndag i advent (Johannesevangeliet kapitel 1, vers 19-28). 

Han står der ved Jordanfloden og råber - kun iført klæder og kamelhår. Han spiser græshopper og vildhonning og døber horder af mennesker fra Jerusalem og Judæa. Nu må der styr på sagerne, fornemmer man.

Men hvem er han? Tre gange bliver Johannes spurgt, hvem han er. Men i stedet svarer han på, hvem han ikke er. Han er ikke Kristus, han er ikke Elias, han er ikke Profeten. Det eneste, han siger om sig selv, er at han er én, der råber i ørkenen: "Jævn Herrens vej!" og at han går før ham, hvis skorem han end ikke er værdig til at løse.

Hvem er du? Når man læser dette korte spørgsmål ud af sin sammenhæng kan man ikke høre, om det er et mistænkeliggørelsens eller nysgerrighedens spørgsmål. I historien om mødet mellem præsterne og levitterne er der ingen tvivl. De er mistænksomme over for ham og kræver et klart svar. Men svaret er ikke et enkelt mærkat at sætte på ham. Johannes vender spørgsmålet til et spørgsmål om identitet. Hans væren er ikke noget i sig selv, men kun i forholdet til ham, som kommer efter – i forholdet til Jesus Kristus.
 
Hvem er du? Stillet som et nysgerrigt spørgsmål giver det vores medmennesker mulighed for at åbne op og faktisk fortælle, hvad der betyder noget for dem. Det gælder mødet med ethvert menneske. Det gælder i det økumeniske arbejde herhjemme og ude i verden, hvor kristne møder andre kristne fra andre kirkesamfund. Hvis man stiller det åbne spørgsmål om den andens identitet, eksistens og tro, bliver man måske også lidt klarere på, hvem man selv er. Hvad er vi fælles om, og hvor er forskellen på vores tro? Hvordan forholder vi os til hinanden på trods af de forskelle, der er mellem os? Det gælder også i mødet med mennesker af en helt anden tro eller uden tro. Hvem er du, og hvad betyder noget for dig? Nu skal du høre, hvad der betyder noget for mig. Sådan opbygges en nysgerrig dialog.
 
Hvem er du? Det er et spørgsmål, vi som mennesker altid har tænkt over, spurgt hinanden og spurgt os selv. Over templets indgang i Delfi stod der: Kend dig selv. Et krav til os mennesker, der uafværgeligt får os til at spørge os selv: Hvem er du?

Oplysningstidens svar på det store spørgsmål blev det mest minimalistiske og basale, man kan tænke sig: At jeg tænker, viser, at jeg er til. Hvad ville Johannes Døberen have svaret til den konklusion? "Sludder og vrøvl!" ville han have sagt. For det er ikke i egenskab af os selv alene med vores tanker, at vi er til. Det er i forholdet til den anden, til vores medmennesker og til Ham, der kommer efter.  
 
Hvem er du? Du er elsket – ikke for hvad du er, men for at du er. Du behøver ikke at gøre dig til mere end det. Du kan med Johannes sige alt det du ikke er og alligevel er du alt rigeligt. Det er 4. søndag i advent. Det er forventningens tid, og tiden er snart inde. Gud sender sin Søn til os, selvom vi end ikke er værdige til at løse hans skorem, som Johannes så ydmygt siger. Han viser os, at vi er alt værd.

Jesus kom netop ikke som en stor konge, men som et ydmygt menneske, der gik folk i møde. Han inviterede ikke bare de fromme ind i sin kreds, men dem på samfundets kant, dem uden status. Han kommer os alle, hver og en af os, i møde med et nysgerrigt "Hvem er du?"  
 
Mads Christoffersen
Cand.theol og generalsekretær i Danske Kirkers Råd