Adventskalender: Vores tro bygger på vidner

"En Herrens engel var den første evangelist. Og vi kender kun til oplevelserne julenat, fordi hyrderne har fortalt videre. Vores tro bygger på vidner", skriver forfatter Grethe Livbjerg i det fjerde afsnit af adventskalenderen "Håb og længsel".

Hvis ikke englen, hyrderne og de første kristne havde fortalt om barnet i krybben, havde vi ikke fejret jul den dag i dag. Mennesker er alle dage begyndt at tro på grund af andres vidnesbyrd, skriver katolsk forfatter Grethe Livbjerg

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod en Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket Luk 2,8.

En Herrens engel var den første evangelist. Og vi kender kun til oplevelserne julenat, fordi hyrderne har fortalt videre. Vores tro bygger på vidner. Vi bygger den ikke på dogmer. De har deres store betydning, og dogmehistorien fortæller os om forkerte forestillinger, som kom ind i kirken, og som teologer og lærere måtte tænke igennem og udtale sig om i præcise dogmer.

Men mennesker kommer til tro gennem vidnesbyrd.

LÆS OGSÅ:Hvad er en helgen?

De fire evangelier er fire vidt forskellige personers vidnesbyrd om deres oplevelser med Jesus. Deres beretninger har indbyrdes mindre forskelle, der i grunden kun bekræfter deres ægthed. De har gennem to tusind år ført mennesker til tro.

Den kendte og elskede nu afdøde ærkebiskop Anthony Bloom var som ung i en livs-og troskrise. Han besluttede, at han ville læse et evangelium, og hvis ikke dette kunne give ham mening med livet, ville han dø. Han valgte Markusevangeliet, fordi det var kortest. Da han læste, blev han klar over, at der stod én på den anden side af skrivebordet: Jesus. Vidnesbyrdet førte ham til møde med Jesus.
Det er mennesker, som har nedskrevet evangelierne, men de har været ledet af Helligånden. Og efter evangelisternes død fortsatte Helligånden med at lede mennesker til at vidne om deres tro.

LÆS OGSÅ: Martyrer i kristendommen

Martyr betyder vidne. Ved at vidne med deres liv som indsats førte martyrerne troen videre. De kristne skrev beretninger om martyrernes liv og død. De fejrede eukaristien over deres grave.

Kirkerne var martyrgrave

Da der blev bygget kirker, var der kristne, hvis tro var så stærkt knyttet til vidnesbyrdene, at de nægtede at bruge kirkerne, men fortsatte med at gå til martyrgravene. Og hvad gjorde man så: Man placerede de materielle rester af martyrerne relikvier - under kirkernes altre, som på den måde blev en martyrgrav. Under altret i vores Sankt Andreas Kirke står et skrin med rester af apostlen Andreas.

Da der kom roligere tider for kirken, opstod der beretninger om mennesker med særligt trosmod, i hvem det var tydeligt, at det ikke var dem, der levede, men Kristus i dem, helgener, som aflagde troværdigt vidnesbyrd om Kristus.

Efterhånden havde man samlinger af sådanne beretninger, synaxarier, kaldte man dem. Synaxis betyder at komme sammen, og i begyndelsen var Synaxarium fælles betegnelser for alt det, om læstes op i gudstjenesten, men efterhånden skelnede man mellem de fire evangelier og senere beretninger. Fra 1000-tallet har man de tidligste synaxarier.

LÆS OGSÅ:Ignatius af Loyolas vejledning i bibelmeditation

Ignatius af Loyola (1491-1556), som i dag har fået en renæssance, var en ung adelsmand, som brændte for heltegerninger på slagmarken. Han blev hårdt såret og måtte tilbringe lang tid i sengen. Man bragte ham læsestof: Ridderromaner og helgenberetninger. Han gjorde nu vigtige iagttagelser: Ridderomanerne havde størst underholdningsværdi og fangede ham under læsning, men de efterlod ham tom og utilfredsstillet, mens helgenberetningerne fyldte ham med kærlighed til Jesus og iver efter at følge ham. De ændrede hans livsretning.

Hebræerbrevets forfatter skriver: Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os fra enhver byrde og synden, som så let omklamrer os og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus (Hebr 12,1-3).

Det er vidnesbyrd, som vækker troen i os og styrker den. Det er dem, der giver os kraft til at kæmpe den ofte så hårde troens kamp.
Helligånden skriver om Guds gerninger i mennesker

Jeg fik en bog, jeg ikke vidste, jeg manglede

Her i advent har jeg fået en fantastisk bog: TRONS VITTNEN. Den har 365 kapitler, et til hver dag i året. Hver dag kan vi læse om én fra den store sky af vidner. Vi møder trosvidner fra Oldkirken, fra senere århundreder lige til vor tid. De kommer fra den udelte kirke forud for alle splittelser, fra Vest- og Østkirkerne, fra reformationskirkerne, fra frikirker.

Det er en bog, vi har savnet uden at vide dette! For da reformationen forkastede helgendyrkelsen, var synaxarier også ut. Skriften alene! Tradition blev et fy-ord. Men kirken ER tradition. Man glemte nok, at Helligånden til enhver tid har skrevet om Guds store gerninger i mennesker. Jo, der er indimellem udkommet biografier, der har kunnet inspirere. Men de har ikke været fast og daglig læsning, har måske også været retningsbestemt.

LÆS OGSÅ:Et værk, der bliver stående i eftertiden

Englen sang, at dette var en glæde for hele folket. I denne bog møder vi hele Guds folk. De er fra vidt forskellige miljøer, med forskellig kirkelig og samfundsmæssig baggrund, alle med fejl og særheder. Men ét i dette, at det ikke længere var dem, der levede, men Kristus i dem. (Gal 2.22). Deri ligger deres trosvidnesbyrd.

Når jeg får en ny bog, skal jeg altid lige bladre i den for at få overblik. Da jeg læste lidt rundt omkring i denne bog, blev jeg overvældet: Her er jeg lige midt blandt Guds folk gennem alle tider. Her står kirkefædre med stor teologisk tyngde ved siden af Lina Sandell, som har skrevet sine enkle sange, der går lige til hjertet. Her står kristne med vidt forskellige teologiske baggrunde, der kunne udvirke skarpe diskussioner. Men alle ét i at vidne om troens kraft.

Det hele begyndte julenat

Vel sagde Jesus, at i hans Faders hus er mange boliger, men jeg håber nu ikke at disse er konfessionsopdelt! Jeg ville da nødigt tilbringe evigheden uden mine ikke-katolske venner. Her er de alle ét.
Denne bog kan komme til at bære helt uoverskueligt mange og rige frugter: Som inspiration for den enkelte, til styrkelse i troen. Den kan give nyskabende oplevelser, når sikkert mange får øje på, at der altså var dyb kristen tro, før deres egen kirke så dagens lys.

Det er en dybt økumenisk bog. I læsningen opdager man jo, at enheden er der. Den får os til at opleve familiefølelse, for vi er jo én stor fælles familie i troen. Forfatterne er far og søn: Peter Halldorf, som er en kendt forfatter og retræteleder, og Joel Halldorf, dr.teol. i kirkehistorie. Bogen er frugt af flere års arbejde.

Men de første trosvidner var englen og hyrderne! Det hele begyndte julenat ved krybben.

Grethe Livbjerg er katolsk forfatter og redaktør af Levende Vand. Hun har skrevet adventsrefleksionerne på kristendom.dk.

"En Herrens engel var den første evangelist. Og vi kender kun til oplevelserne julenat, fordi hyrderne har fortalt videre. Vores tro bygger på vidner", skriver forfatter Grethe Livbjerg. Billedet her er malet af Giorgione (1477/78-1510) og hedder "Hyrdernes tilbedelse".