Tro i tvivlens mørke

Jacob Kofod-Svendsens stil er på én gang enkel og dyb. Det er letlæst, og det har tyngde, skriver Henrik Højlund.

Jacob Kofod-Svendsen omkom under tsunamien i Thailand i julen 2004. Dengang var han ved at skrive en bog, som hans bror nu har færdiggjort. Bogen, som behandler emnerne barnetro og gudsbilleder, er som skrevet til de efterladte, skriver anmelder Henrik Højlund

Det er underligt at sidde med en ny bog i hånden - af Jacob Kofod-Svendsen. Det er som at finde en flaskepost fra et fjernt sted mange år efter, at den blev sendt.

Jacob Kofod-Svendsen var et af de ufatteligt mange ofre for tsunamien forrige år. Han og hans kone og to børn. Disse fires skæbne gjorde, at katastrofen for mange af os pludselig blev mere end et tragisk højt antal omkomne. Katastrofen fik navn og ansigt. For de nærmeste blev det et jordskælv i deres eget liv.

Jacob Kofod-Svendsen efterlod sig det meste af manuskriptet til en bog, som nu er færdiggjort. Færdiggørelsen skyldes ikke mindst hans bror, Peter Søes, sognepræst på Amager, som påtog sig at skrive den færdig ud fra de få stikord, Jacob Kofod-Svendsen havde efterladt sig, til de sidste fire kapitler.

Det siger sig selv, at man åbner denne bog med en særlig følelse. Følelsen bliver ikke mindre særlig, når man begynder at læse. For snart opdager man, at en del af det, Jacob Kofod-Svendsen har skrevet, er som skrevet til mennesker, der måtte komme til at stå overfor det, et ufatteligt stort antal mennesker er blevet stillet overfor efter julen 2004.

Bogens anliggende er at hjælpe mennesker, der i anfægtelse over ikke at kunne fastholde deres barnetro opgiver troen helt eller delvis. Jacob Kofod-Svendsen beskriver denne problemstilling meget præcist i bogens åbningskapitel. Barnet har et naturligt, tillidsfuldt og barnligt gudsbillede, som imidlertid er dømt til at tabe, hvis man forsøger at fastholde samme billede som voksen.

Jacob Kofod-Svendsen sammenligner det med "en mand, der opgiver enhver kontakt med sin far, fordi virkeligheden om hans far ikke lever op til hans forestillinger". En sådan mand er "en stakkel". Ligesom "en mand, der nægter at beskæftige sig med alle former for nyheder og information om verden, fordi verden ikke lever op til hans barndoms glansbilledagtige forestillinger" er "til grin". Den nok som bekendte lovprisning af barnetroen får et tiltrængt skud for boven.

Barnetroen får blandt andet et skud for boven, når lidelsen rammer. Lidelsen i alle dens afskygninger. Også den lidelse, der rammer i form af en komplet uventet naturkatastrofe, som intet menneske kan drages til ansvar. Jacob Kofod-Svendsen omtaler direkte denne situation med henvisning til jordskælvet i Kobe i Japan. Det er sådanne steder, der er med til at give bogen en egen dirrende undertone.

I samme boldgade skriver Jacob Kofod-Svendsen meget godt og vedkommende om ægte, luthersk korsteologi. Om dette, at Jesu kors ikke blot er en enkeltstående begivenhed, men et helt mønster for, hvordan Gud gang på gang møder os - nemlig i det modsatte af det, vi ville vente os. Ikke i herlighed og magt, ikke i salige fornemmelser og trosbekræftende oplevelser - selvom Jacob Kofod-Svendsen ikke et øjeblik underslår, at det også hører med som en del af troserfaringen.

Gud åbenbarer sig mestendels i noget, der hele tiden kalder på én ting: tro. Tro imod det, man ser og erfarer. Jacob Kofod-Svendsen har en meget fin refleksion over dette forhold: "Jesus sætter ikke troen højere end erfaringen for at se, om vi kan klare os med så lidt - men fordi han ved, at troen kan bære os igennem mere, end erfaringen kan."

Og igen tænker man på, hvor alt for aktuelle, disse tanker blev. Men man tænker også, at det på en underlig måde er som en personlig hilsen til alle dem, der endnu, snart to år efter kæmper med tvivl og anfægtelse over tabet af Jacob Kofod-Svendsen og hans familie. Det er som om, han selv får lov at komme til orde og tage dem ved hånden for at lede dem hen til noget, der holder midt i tvivlens mørke.

Såvel Jacob Kofod-Svendsens første ti korte kapitler som Peter Søes' sidste fire er båret af et klart syn for troens nødvendighed. Bogens adresse til mennesker, der har mistet eller er i færd med at miste troen, har kant og alvor: Uden tro ingen frelse. Vi bliver således også mindet om Søren Kierkegaards opgør med "kristenheden" - at alle danske, døbte partout er kristne - et opgør, som synes mere aktuelt end nogensinde.

Jacob Kofod-Svendsen har også skrevet et fint lille kapitel om troens psykologi. Her demonstrerer han i fin, stram stil stor indsigt i et stort tema: troens udvikling sammen med og indviklet i vores almindelige, menneskelige udvikling.

Henrik Højlund, sognepræst Løsning-Korning