Det femte bud drejer sig ikke bare om den fysiske død. Vi kan også slå ihjel på andre måder, mener Dorthe Thomsen, der er sognepræst i Reerslev og Buerup sogne på Vestsjælland
Hvad betyder det?
Buddet betyder, at ethvert menneskeliv er uendeligt værdifuldt og noget ganske særligt, fordi det er skabt i Guds billede. Livet er helligt, og vi må derfor ikke berøve andre det. Umiddelbart er det femte bud det bud, der synes at være lettest at forstå og det mest enkelte bud at efterleve, for vi går jo ikke rundt og slår hinanden ihjel.
Men buddet er ikke så entydigt endda, for der rejser sig en række spørgsmål i kølvandet på det.
Buddet skal jo ses i tæt sammenhæng med buddet om at elske Gud og næsten. Eller som Luther skriver: Buddet betyder, at vi ikke må volde skade på næsten eller tilføje ham nogen lidelse, og pludselig befinder vi os i et etisk dilemma.
For hvornår starter livet? Starter det ved undfangelsen, når fosteret er 12 uger, 30 uger eller starter livet ved fødslen, når barnet for første gang trækker vejret. Svaret er jo afgørende for synet på abort.
Eller kan vi tale om, at et liv ikke længere er værdigt? Et spørgsmål som er meget omdiskuteret i debatten om aktiv dødshjælp. Eutanasi, som det hedder, betyder "drab på begæring". Fortalerne for eutanasi henviser til, at man skal kunne hjælpe folk ad dage, så de ikke lider. I kærlighed til næsten vil man tage dennes liv.
Men undersøgelser fra Holland viser, at hos kun 5 procent af patienterne der beder om aktiv dødshjælp, er begæringen grundet i smerter. De resterende 95 procent gør det, fordi de føler sig sølle, til besvær, tilovers og trætte - men gør det livet uværdigt? Kunne der være brug for andre ting end en dødelig sprøjte i den situation, måske omsorg og nærhed?
Og hvis først muligheden er der, hvor mange vil så ikke pludselig begynde at føle sig uværdige til livet og værdig til døden? Der er mange flere spørgsmål til den debat, og der er mange flere emner, som udspringer af det femte bud.