Laura Elisabeth Schnabel |
9. marts 2007
Den apostolske trosbekendelse er en oldkristen formular, der kort udtrykker nogle af de mest centrale læresætninger i den kristne kirke. Selvom den i dag anerkendes af de fleste kirkesamfund, er den samtidig også grundlag for store uenigheder om forståelsen af kristendommen
Piger i hvide konfirmationskjoler med blonder og flæser og drenge i jakkesæt og slips indtager snart de danske kirkebænke, når kirken slår dørene op for forårets konfirmander. Konfirmationen er dagen, hvor de unge bekræfter deres kristne tro ved blandt andet at sige den apostolske trosbekendelse højt.
<div class="text">
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.
Sådan lyder de første linjer af bekendelsen, som fortsætter med at fortælle om Jesus og Helligånden, der sammen med Gud Fader udgør den treenige Gud. Men det er ikke kun ved konfirmationen, trosbekendelsens ord kan høres rundt omkring i landets kirker. Den fremsiges, synges eller messes hver eneste søndag, og ved dåbsritualet indgår den i form af en tilspørgelse fra præsten.
Den apostolske trosbekendelse er da også baseret på dåbsbekendelser, der når helt tilbage til de første århundrede i den kristne kirke. Den er opstået ud fra forskellige formularer brugt i forskellige menigheder og har sandsynligvis været at finde i den nuværende udgave allerede fra omkring år 200 efter Kristus.
Ingen ved præcis, hvem der "opfandt" trosbekendelsen, men man mener, at den blev til gennem en proces, der har strakt sig over flere hundrede år. Det fortæller Theodor Jørgensen, tidligere professor ved Københavns Universitet og præst ved Helligåndskirken i København. Han peger på, at trosbekendelsen, som vi kender fra folkekirken, i sin tid ikke blev vedtaget ved et kirkemøde, men blev fodfæstet i det kirkelige liv ved, at dens ordlyd og praksis spredte sig som ringe i vandet fra en kirke til mange andre kirker.
I dag fastslår den som formular det, der adskiller den kristne tro fra jødedommen og islam - nemlig troen på den treenige Gud. I det øjeblik man opgiver troen på den treenige gud, falder man uden for kristendommen, og derfor forpligtiger den, mener Theodor Jørgensen.
- Der er en tendens til, at moderne mennesker sammensætter deres tro, som var det et tagselv-bord. Men man kan ikke bare kombinere med dele fra andre religioner og for eksempel begynde at tro på reinkarnation også. Trosbekendelsen er her en vigtig hjælp til, at den kristne tro ikke flyder ud i alle retninger, og den er et orienteringspunkt for den kristne, siger han.
I den seneste tid har der også været kontroversielle udenlandske film og udtalelser fra danske kirkefolk, der har rejst diskussioner om, hvad kristendommens kerne egentlig er.
Filmen "Da Vinci Mysteriet" og dokumentarfilmen "The Lost Tomb of Jesus" giver alternative fortællinger om Jesu liv. I forbindelse med sidstnævnte udtalte den danske professor i etik og religionsfilosofi Svend Andersen, at Jesus aldrig opstod som et levende menneske, men at denne ordlyd i trosbekendelsen blot skal betragtes som et billede.
Ifølge Theodor Jørgensen skal man passe på med at bruge ordet billedligt eller symbolsk i forbindelse med trosbekendelsen, fordi det nemt kan misforstås som, at man mener, der ikke ligger nogen virkelighed bag ordene i bekendelsen.
- Men du finder ikke kristne mennesker, der siger, at Jesus er faret til himmels i bogstavelig forstand - hvordan skulle han være kommet derop? Med en rumraket? Nej, det betyder jo, at Jesus er hos Gud, og at Gud kommer til os igennem ham, som vi erfarer det i evangeliet om ham og i mødet med ham i dåben og i nadveren, lyder det fra Theodor Jørgensen.
Han mener, det er en misforståelse at sige, at man forstår bekendelsen bogstaveligt. Derimod må det dreje sig om betydningen af trosbekendelsens ord.
- Når vi taler om kødets opstandelse, betyder det så, at mit kød på kroppen opstår? Det ville være absurd. Det, man vil understrege, er, at det jordiske liv er skabt af Gud, og det er som sådan godt, og derfor vil Gud nyskabe det i opstandelsen. Hvordan? - det går over min forstand, siger han.
Den apostolske trosbekendelse er den mest almindeligt anvendte i de fleste vestlige kirker og dermed også i den danske folkekirke. Men der findes også en anden bekendelsesformel, nemlig Den nikænske trosbekendelse, der kan anvendes som alternativ til den apostolske - begge bekendelser står i Den Danske Salmebog. Men Den nikænske trosbekendelse, som blev vedtaget på et kirkemøde i 325 i Nikæa, er mere detaljeret end den apostolske.
På grund af stridigheder om især det led, der handler om Jesu guddommelighed, kunne vest- og østkirken ikke enes om at bruge samme formel. Derfor brugte østkirkerne efter 1054 Den nikænske trosbekendelse med nogle præciseringer fra et møde i Konstantinopel, og i vestkirkerne var det overvejende den apostolske, der blev fremherskende.
I den ortodokse kirke i Danmark er det heller ikke den apostolske trosbekendelse, der læses højt eller synges ved højmesse og ved dåb. Det fortæller Poul Sebbelov, der er præst og forstander for den danske ortodokse menighed "Gudsmoders Beskyttelse".
- Men der bliver ikke sagt et enkelt ord i Den apostolske trosbekendelse, som vi ikke kan skrive under på. Den har bare aldrig indgået i vore traditioner, blandt andet fordi den er meget kortfattet og mangler mange mellemregninger, siger han og fortsætter:
- Derfor bruges den oprindelige nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som eksempelvis har en længere redegørelse for kirkens tro på Kristus.
Også Poul Sebbelov mener, man skal være tilbageholdende med at sige, at trosbekendelsen er billedlig eller symbolsk. Han mener ikke, at ordlyden kan reduceres til at sige noget om psykologiske processer i menneskets indre.
- Trosbekendelsen er et forsøg på at samle den kristne tro i et koncentrat, og derfor er det meningsløst at være kristen og samtidig forsøge at kæmpe imod et eller flere elementer i trosbekendelsen. Det kan ende med, at man hugger en hæl og klipper en tå ved at forsøge at forandre kirkens tro, så den passer til egne begrænsninger. Men i stedet for burde man ændre på sit eget indre, hvis ens tanker ikke passer til den kristne tro, siger han.
I den katolske kirke lyder ordene fra begge trosbekendelser derimod. Men ifølge Lars Messerschmidt, generalvikar i den katolske kirke i Danmark, bruges den apostolske mest - blandt andet ved undervisning af børn i forbindelse med første kommunion og firmelse, der begge er kirkelige begivenheder, som minder om folkekirkens konfirmation.
Han beskriver trosbekendelsen som udtryk for troens mysterium, som vi formulerer i ord - mysteriet rækker ud over vor forstand og kan derfor ikke bevises. Den kristne sandhed ligger bag om ordene, mener han.
- Det er netop det, der ligger i at tro: At man ikke kan bevise det, siger han.
Derfor er det også hans indtryk, at den katolske kirke opfatter trosbekendelsen mere bogstaveligt.
- Når der står, at Jesus blev født af Jomfru Maria, så blev han født af Jomfru Maria. Og når der står, at han er opstået fra de døde, så opstod han med sit legeme fra de døde, siger han.
Apostolsk kaldes trosbekendelsen, fordi den skulle være formuleret af de tolv apostle - et synspunkt, som også N.F.S. Grundtvig gjorde sig til talsmand for, men som ikke lader sig underbygge historisk. Han så menneskers tilslutning til trosbekendelsen som et tegn på, at man var kristen - man behøvede ikke at kunne Bibelen udenad.
Det var også Grundtvig, der i slutningen af 1800-tallet i den såkaldte "ritualstrid" stod fast på, at forsagelsen hørte med i trosbekendelsen. Derfor er den første del af bekendelsen særegen for den danske kirke. Med hans indflydelse blev "nedfaren til Helvede" i den oprindelige tekst til bekendelsen også ændret til "nedfaren til Dødsriget", som det hedder i den danske udgave i dag. Det blev ændret ved en kongelig resolution i 1908.
Men selvom Den apostolske trosbekendelse samler kristne på tværs af de forskellige kirkesamfund, er den samtidig med til at understrege forskellen mellem kirkesamfundene - i hvert fald mellem den katolske kirke og folkekirken. Det kommer til udtryk i bekendelsens sidste ordlyd eller oversættelser af den oprindelige tekst, påpeger Lars Messerschmidt.
- I den katolske oversættelse af bekendelsen står der, at vi tror på en hellig, "katolsk" kirke, mens folkekirkens udgave har oversat det til en hellig, "almindelig" kirke. Her er en dunkelhed - det er reformationen i svøb. Og selvom vi er enige om trosbekendelsens essens, er der i den protestantiske oversættelse en programerklæring, som understreger, at vi ikke forstår det samme ved kirken, siger han.
kirke@kristeligt-dagblad.dk FOLKEKIRKENS BEKENDELSESSKRIFTER
Den danske folkekirke bygger på fem forskellige bekendelsesskrifter og trosbekendelser, der tilsammen definerer folkekirkens tro og lære. Ud over Den apostolske trosbekendelse drejer det sig også om Den nikænske trosbekendelse, Den athanasianske trosbekendelse samt de to lutherske skrifter: Den augsburgske bekendelse og Luthers lille katekismus.
DEN APOSTOLSKE TROSBEKENDELSE
"Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredjedag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse
og det evige liv."
SERIE OM BEKENDELSER
Lige siden kristendommens første tid har troende gjort forsøg på kort og præcist at formulere, hvad troen gik ud på i bekendelser eller bekendelsesskrifter. Kristeligt Dagblad bringer en serie om bekendelser, der har formet kirkehistorien, og som stadig har betydning for kirkens tro og lære. Denne artikel er femte artikel i serien.
</div>
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano