Af Steen Skovsgaard |
13. marts 2007
Flemming Kofod-Svendsens "Døden, sorgen, håbet" er en smuk, bevægende, klog og livsbekræftende bog, hvor han fortæller ærligt om sit ufattelige tab under tsunamien i julen 2004, skriver anmelder biskop Steen Skovsgaard
Under tsunamien i julen 2004 mistede sognepræst i Birkerød og tidligere minister Flemming Kofod-Svendsen sin søn Jacob, sin svigerdatter Lisbeth og sine børnebørn Silas og Regitze. De opholdt sig tilfældigvis i Khao Lak i Thailand ved stranden, sandsynligvis på det sted, hvor tsunamien var allermest voldsom.
Om dette ufattelige tab skriver Flemming Kofod-Svendsen i forordet til denne smukke, bevægende, kloge og livsbekræftende bog "Døden, sorgen, håbet", som udkommer på Rosinante idag:
"Det har gjort ordet tab nærværende og eksistentielt for mig på en måde, som det ikke har været tidligere i mit liv. Det er blevet klart for mig, at det ikke er det at erfare et tab, der bliver det bestemmende for vore liv, for det er næsten lige så uundgåeligt som vor egen død. Det afgørende er, hvordan vi reagerer på de tab, der møder os i livet".
Lidelsens gåde er der stadig
Bogen løser ikke gåden eller det ondes problem. Der er heller ingen "fromme" forsøg på at forsvare Gud. Tværtimod giver den mange steder plads for alle de anfægtende spørgsmål, for eksempel "Hvad går der dog af dig, Gud?" og "Hvordan er det, du disponerer med dine medarbejdere, Gud?".
Lidelsen er en gåde, og den gåde fastholdes bogen igennem. Men Flemming Kofod-Svendsen bliver ikke stående ved gåden. Han har mere på hjerte.
Først giver han gode og jordnære råd til den, der oplever tab. Man skal passe på ikke at give efter for selvmedlidenhed, selvkredsen og bitterhed. Sorgen skal sørges, men livet skal stadig leves.
Dernæst, i forholdet til Gud, gælder det om at forsøge at acceptere Guds vej, selvom vi ikke kan forstå den. Det er ganske vist meget svært og kræver sine kampe, men hvis man bliver ved med at leve i en indre protest og vægrer sig ved at give slip på den døde, ender man i bitterhed.
At lære at acceptere Guds vej har givet Flemming Kofod-Svendsen fred og hvile. Sammen med håbet om det kommende Gudsrige og gensynet med de kære. Og i en tid, hvor Herrens genkomst har været under debat, er det velgørende at læse:
"Tidligere var det kristne håb ikke noget, jeg tænkte på hver eneste dag. Efter tabet af Lisbeth, Jacob, Silas og Regitze er der næppe gået en dag, uden at jeg er gået ud i haven for at se op mod skyerne, om der er tegn på Jesu genkomst... Samtidig med at jeg hver dag kæmper med sorgen og smerten, giver håbet om Jesu genkomst ny frimodighed til at leve".
Flemming Kofod-Svendsen: "Døden, sorgen, håbet"
Rosinante, 2007
173 sider, 199 kr.
Læs uddrag af "Døden, sorgen, håbet".
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano