Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Kristus og de hjemløse sjæle til din ven.
Kristus og de hjemløse sjæle
Udstilling Museet for Religiøs Kunst i Lemvig præsenterer en fantastisk smuk og velkomponeret udstilling med Bjørn Nørgaards værker, hvor man føres langs kunstnerens religiøse spor
Det vil i år ikke kunne skjules, at Bjørn Nørgaard er fyldt 60 år. Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, der er blandt de førende med hensyn til pleje og præsentation af samtidskunst, har naturligvis for længst planlagt denne sommers udstilling.
Og det virker ikke på nogen måde påtaget eller søgt at skabe en udstilling om Nørgaards dialog med kristendommen, for den har været der gennem hele hans kunstneriske karriere. I forskellig form, med forskelligt udtryk.
Det kan være dét, der har medvirket til, at Nørgaard aldrig rigtig er faldet i rindalisternes kløer. Hans happenings, installationer og de store monumenter har alle en dialog med det, vi har fælles: historien eller religionen.
Nørgaard vil sammen med Lene Adler Petersen af mange huskes for hesteofringen, der var en åbenlyst kultisk handling, og for "Uddrivelsen af templet", der lå helt i tråd med en vis religionsstifters oprydning en gang i en ikke-konkret fortid. Det var dengang, happenings var mediet. Dertil kom filmen "Den sidste nadver" og plakatkunsten på Eks-skolen. Dette grundlag har museumsleder Dagmar Warming og kunsthistorikeren Marie Vinther ladet være helt konkret basalt, idet underetagen i museets nye fløj er helliget hesteofringsfilmen og filmplakaterne.
Annonce
Med sans for sammenhæng har Kristusfiguren fra Knebel Kirke fået plads på den kridhvide væg over trappen mellem de to planer på museet. Man ser kun den, når man går ind på museet.
Der er personen, det plastiske menneske, der peger mod skulpturudstillingen i Kirksalen. Her er der luft mellem skulpturerne, og her ser man sammenhængen i Nørgaards værker. Hans fordybelse i et motiv, hans forfølgelse af en tanke, Babelstårnet, mennesket på vej, aktivt, opfindende, søgende. Man ser det selvhævdende menneske, tårnbyggeren, den drømmende og kæmpende mand, Odysseus, der vender hjem, ja, og så det sovende menneske, "Der schlafende Mann" fra 1986-87, som er placeret på tværs i rummet. Skulpturen kommer herved til sin ret.
Og det virker ikke på nogen måde påtaget eller søgt at skabe en udstilling om Nørgaards dialog med kristendommen, for den har været der gennem hele hans kunstneriske karriere. I forskellig form, med forskelligt udtryk.
Det kan være dét, der har medvirket til, at Nørgaard aldrig rigtig er faldet i rindalisternes kløer. Hans happenings, installationer og de store monumenter har alle en dialog med det, vi har fælles: historien eller religionen.
Nørgaard vil sammen med Lene Adler Petersen af mange huskes for hesteofringen, der var en åbenlyst kultisk handling, og for "Uddrivelsen af templet", der lå helt i tråd med en vis religionsstifters oprydning en gang i en ikke-konkret fortid. Det var dengang, happenings var mediet. Dertil kom filmen "Den sidste nadver" og plakatkunsten på Eks-skolen. Dette grundlag har museumsleder Dagmar Warming og kunsthistorikeren Marie Vinther ladet være helt konkret basalt, idet underetagen i museets nye fløj er helliget hesteofringsfilmen og filmplakaterne.
Der er personen, det plastiske menneske, der peger mod skulpturudstillingen i Kirksalen. Her er der luft mellem skulpturerne, og her ser man sammenhængen i Nørgaards værker. Hans fordybelse i et motiv, hans forfølgelse af en tanke, Babelstårnet, mennesket på vej, aktivt, opfindende, søgende. Man ser det selvhævdende menneske, tårnbyggeren, den drømmende og kæmpende mand, Odysseus, der vender hjem, ja, og så det sovende menneske, "Der schlafende Mann" fra 1986-87, som er placeret på tværs i rummet. Skulpturen kommer herved til sin ret.
Man opdager de fire herlige kvinder, der på deres rygge bærer denne drømmende mand. Hvad han drømmer om, kan man jo nok ane.
Skulpturen danner en fin og naturlig afstand til det rejsealter, som Nørgaard skabte i 1995, og som senere er kommet til Sorgenfri Kirke. Teknikken er hinterglasmaleri, altså glas bemalet på bagsiden. Desuden med slebne effekter i glasset. Det giver en vældig dybde. Det centrale motiv viser atter den sovende mand, Adam måske? og derover en korsfæstelsesgruppe. Sidefløjene viser de to Odysseusskulpturer, der er udstillet i det samme rum. Et hjemkomst-alter kunne man forsigtigt kalde det, hvis man tænker det ind i Joakim Skovgaard-traditionen.
I skulptursalen præsenteres de mange teknikker, Nørgaard behersker: brændt ler, stentøj, bronze, træ. Den mere forfinede del af værket mødes i museets andre sale, hvor der kyndigt og diskret lægges symbolske og betydningsmæssige spor ud.
Hovedværket, opmærksomheden må samle sig om, er messehagelen fra Frederiksberg Slotskirke, der desværre ikke kunne være med i original. Sådan er det jo med brugskunst. Den er faktisk i brug!
Til gengæld er kartonerne til den ophængt. Omhyggelige ned i de fineste detaljer, så der virkelig har været en hjælp for syerskerne i dem. Og hvor fint stof, hvor fint et håndarbejde, der er tale om, bevises af de lånte prøver fra Selskabet for Kirkelig Kunst.
Messehagelen rummer klassiske kristne motiver jævnsides med vikingetidsornamenter og den velkendte dna-streng. Da er vi tilbage ved Knebels og Jellings Kristus og for den sags skyld ved hesteofringen og dronningens gobeliner.
Omkring ses de videre forarbejdninger af de klassiske, kristne motiver i Nørgaards værk. "I den gamle og den nye pagt" og "Bjergprædikenen". Et magtfuldt glasarbejde, der er udført i forbindelse med Christianskirkeprojektet i Fredericia. Glasarbejderne er ophængt, så de får al Limfjordens skarpe lys igennem sig. Så bliver det ikke bedre.
Endelig udstilles prøver af illustrationssiden til Anna Sophie Seidelins gendigtede bibel sammen med et par af de skarpe installationsskulpturer, heriblandt "Som Fanden læser Bibelen" fra 1976.
Mens der her kan føles en distance i bibelillustrationerne, er der omvendt kontant afregning i illustrationerne til "Min første salmebog" fra 2004. Stoflige, gennemarbejdede med den karakteristiske linjeføring, men desværre ikke behandlet med tilsvarende respekt af Vajsenhusets trykkeri. De falmer, bliver små og distante i det middelmådige bogtryk. Med stor venlighed viser museet også et par, der sært nok ikke kom med.
Udstillingen ledsages af et katalog, der gør sig selv nyttigt, om ikke uundværligt, ved Marie Vinthers præcise og helt usentimentale gennemgang af de religiøse spor i Nørgaards værk. Såvel udstillingen, den omtanke, der bærer den, som kataloget gør det nærmest dumt at spørge, om det religiøse fylder noget hos Nørgaard. Det giver sig selv.
Og det er en af de meget store glæder ved Nørgaard: Det giver sig selv, det går igennem, det rammer os i al tvivlens utilpassethed, sin rensethed for bornethed. Det er kunst, der er mondæn, verdslig på en guddommelig, underfundig og eksperimenterende måde. Så værsgo", verden, at gå til biddet. Der er dækket op i Lemvig.
Bjørn Nørgaard. Troen er håbet, tvivlen vilkåret. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, til 26. august, dagligt 12-17, katalog ved Marie Vinter, 92 sider, illustreret, 198 kroner, på museet 160 kroner.
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
