Smerten ved kærligheden

Sabine Timoteo spiller Nettie, der er villig til at ofre sig selv for at redde sin elskede. ? Foto: Miraclefilm.

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Henrik Uth Jensen | 27. april 2007

"Den frie vilje" virker svær, men det lønner sig at tage konfrontationen med den tyske film. Fire stjerner ud af seks

Hvordan elsker pindsvin? Forsigtigt, meget forsigtigt. Matthias Glasners "Den frie vilje" viser, hvilken bedrift det er at elske nogen betingelsesløst, når man er ude af stand til at elske sig selv.

Da Theo og Nettie finder sammen, kan de knap selv tro, at de elsker hinanden. Theo kan ikke fatte, at nogen overhovedet skulle kunne holde af ham, og under deres første møder krøller Nettie sig da også sammen til en lille pigget kugle. Det er dybfølt, når hun konstaterer, at hun ikke bryder sig om mænd, men det er bestemt ikke et letkøbt gensvar, når Theo bemærker, at han skam heller ikke bryder sig om kvinder. Romantikere kan man ikke ligefrem kalde dem, men arrene på sjælen er de fælles om. Blikkene, paraderne og piggene sænkes, og for første gang oplever de noget, som de hver for sig ikke føler, de har gjort sig fortjent til.

Nettie kender intet til Theos fortid, selv om hun møder ham igennem sin far, der har ansat Theo vel vidende, at Theo netop har været spærret inde i ni år. Theos chef giver ham chancen for at begynde på en frisk - tilsyneladende uden at advare sin datter om, at Theo har behandlingsdom efter at have overfaldet og mishandlet tre forskellige kvinder. Omvendt bliver det ved antydningerne, når det kommer til det, som har fået Nettie til at nære sin modvilje mod mænd.

Annonce

"Den frie vilje" har med medmanuskriptforfatter Jürgen Vogel som Theo og Sabine Timoteo som Nettie et par esser på hånden på sin opdagelsesrejse ind i sindets mørkeste kroge for at indfri titlens løfte om at finde den frie vilje. Jürgen Vogels Theo er stivnet i angsten for at gøre det, han ikke ønsker at gøre. Med hjælp fra socialpædagogen Sascha (André Hennicke fra "Der Untergang" og "Sophie Scholls sidste dage") forsøger han at uddrive sine dæmoner med hård fysisk træning. Han var syg og dermed uden ansvar for sine overgreb, men hvis den frie vilje indbefatter muligheden for at handle ondt, må den også rumme muligheden for at følge det gode. Han er nu alene ansvarlig for at tøjle sin ulykkelige drift. Dette forklarer hans forsigtighed. Blodet vil flyde, hvis han ikke flygter fra kærligheden.

Men Theo flygter ikke i tide. Da Nettie opdager, hvad han kæmper med, vil hun ikke slippe ham. Det leder uden at røbe for meget frem til filmens hjerte, idet Nettie, nøjagtig som Bess i Lars von Triers "Breaking the Waves", er villig til at ofre sig selv for at redde sin elskede. Her forstår man endelig, hvad Nettie har lært, kærligheden må rumme.

Theo og Nettie er ikke noget behageligt selskab, og Matthias Glasner gør intet for at få pillen til at glide let ned. Så det må indrømmes, at filmens 164 minutter i perioder kan føles lange. Ud fra et fortællemæssigt perspektiv synes enkelte scener overflødige, men følelsesmæssigt er de forudsætningen for slutningens komplekse modbevægelser. Om man finder historien opløftende eller trøstesløs, afhænger af den bagage, man bringer med til filmen, men ryste at slutningen af sig igen er ikke muligt.