Brad Pitt som Kierkegaardsk dæmon

Rejsen begynder med afsløringen. Marla Singer, den store løgner, som han kalder hende, lever med den samme fortvivlelse som ham selv. Hun frygter imidlertid ikke afsløringen, og er til stede som sig selv i terapigrupperne med al sin fortvivlelse og svaghed.

Derfor kan hovedpersonen ikke være i nærheden af Marla. Marla kender hans svaghed, en svaghed som han ikke vil være sammen med. Med afsløringen kradser krisen således for alvor, og flugten ned i kælderen er umulig.

Offerrollen som cool attitude

I Fight Club påtager Tyler Durden (alias Brad Pitt) sig nu rollen som mentor for den fortvivlede og bevidstløse hovedperson, der ubevidst har defineret det at have et selv igennem sit forbrug af møbler. Tyler er i Kierkegaards begrebsverden at sammenligne med den dæmoniske fortvivlelse. Det vil sige fortvivlelse på trods, hvor selvet fuldt ud er bevidst om sin svaghed, men har indoptaget denne svaghed i sin personlighed.

Han vil således være fortvivlet. Være i had mod Gud og tilværelsen, som efter hans mening har svigtet ham. Han ser sig som offer, der har taget konsekvensen. Tyler lever derfor uden frygt. Hvis Gud alligevel har efterladt os alene i verden, så er alt meningsløst. Derfor er enhver søgen efter at konstruere et godt og meningsfyldt liv dybest set meningsløs: "Self improvement is masturbation".

Tabe sig selv for at vinde sig selv
Sidst i filmen har Tylers dæmoniske vrede taget overhånd. Hans destruktive natur truer med at dræbe Marla. En kærlig relation til en kvinde er et tegn på svaghed. Kærligheden truer selvets frihed. Hovedpersonen står i et dilemma: Skal han give afkald på Tyler Durden, den mand, som er alt det, han ikke er, og binde sig til Marla?

Han træder i eksistens og vælger kærligheden. Kierkegaard siger: "Ved hjælp af det evige har selvet mod til at tabe sig selv for at vinde sig selv". Således bliver selvet i relationen til Gud sig selv, når det opgiver flugten fra svagheden, og vælger at hvile gennemsigtigt i Gud.