Jonas Adelin Jørgensen |
5. maj 2007
De mulige paralleller, der er mellem gnostiske traditioner og de asiatiske religiøse traditioner, er ikke noget bevis for, at Jesus i årene efter sin korsfæstelse og forsvinden fra Palæstina skulle være vandret til Kashmir, skriver cand.theol. og ph.d. Jonas Jørgensen
Spørgsmål
Kære brevkasse
Bogen "Jesus lived in India" af Holger Kersten fortæller om Jesu liv før og efter korsfæstelsen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad sagkundskaben i Danmark siger om denne videnskabs-teologs kontroversielle anskuelser. På forhånd tak!
Venlig hilsen
Gunnar Terje Lysemose
Svar
Kære Gunnar Terje Lysemose
Tak for dit spørgsmål om Holger Kerstens bog "Jesus lived in India" og om, hvordan den akademiske teologiske videnskab stiller sig til denne bog.
Jeg må begynde med at undskylde, at jeg ikke har været i stand til at finde et eksemplar af Kerstens bog. Min viden om bogen stammer derfor fra referater på internettet. Når jeg alligevel tror, at jeg kan svare på dit spørgsmål, så er det fordi, Kerstens bog ser ud til i høj grad at bygge på ældre litteratur om det samme emne, navnlig den russiske rejsende Nicolai Notovichs bog fra slutningen af det 19. århundrede, som handler om hans opdagelse af et vist dokument og hans efterfølgende samtaler med en buddhistisk munk på et tibetansk kloster i Lahdak. Ifølge Notovich og altså også Kersten viser dette dokument, at Jesus ikke døde som følge af korsfæstelsen, men at han vandrede rundt i Mellemøsten og Asien, før han som 80-årig døde i Kashmir, hvor hans grav stadig skulle findes.
Siden midten af det 19. århundrede har flere nye religiøse bevægelser givet deres bud på en alternativ forståelse af Jesus. Han anses for at være en vismand, en filosof eller en okkult lærer. Disse anskuelser har meget til fælles med, hvordan religiøse ledere anskues i asiatiske religiøse traditioner. Denne idé findes ikke kun hos Notovich, men også hos Madam Blavatsky, Rudolf Steiner og Elizabeth Glare.
Fælles for alle disse er yderligere, at deres forståelse ikke primært bygger på historiske kilder eller religiøse traditioner, men på deres individuelle fortolkninger og esoteriske traditioner. Ingen fandt nogen sinde det dokument, som Notovich hævdede, lå til grund for hans forståelse af Jesus, og heller ikke munken viste sig igen. Rent historisk er det at lede efter Jesus i Tibet som at søge efter Jordans vande i Ganges - en højst tvivlsom affære.
Hvad, der dog gør spørgsmålet om forholdet mellem Jesus og de asiatiske religiøse traditioner interessant, er opdagelsen af de gnostiske skrifter i Nag Hammadi i 1945, og hvordan disse kilder fra det fjerde århundrede har påvirket den akademiske, teologiske forskning og forskernes forståelse af Jesus. Disse gnostiske skrifter blev sandsynligvis skjult, for at de ikke skulle blive ødelagt af den officielle kirke. I modsætning til Dødehavsrullerne, som blev fundet to år senere, så blev skrifterne fra Nag Hammadi hurtigt oversat og udgivet. Siden 1970'erne har for eksempel Elaine Pagles brugt og skrevet om disse skrifter. Hun argumenterer for, at der ved kristendommens begyndelse ikke kun var et evangelium, men at der var flere alternative evangelier, blandt andet Marias Evangelium.
Pagles bruger dette til at argumentere for, at der inden for den hierarkiske kristne kirke tidligt skete en undertrykkelse af de folkelige og populære gnostiske traditioner (traditioner som lægger vægt på 'gnosis', 'erkendelse). Pagles mener, at det i virkeligheden var gnosticismen, som indeholdt det oprindelige og værdifulde i Jesu forkyndelse, for eksempel anerkendelsen af kønnenes ligeværd, spirituel indsigt og psykoterapeutiske redskaber.
Pagles har på den måde gjort gnosticismen attraktiv for moderne, religiøst søgende mennesker, og lige som flere andre forskere har hun draget paralleller mellem disse gnostiske forståelser af Jesus og andre religiøse traditioner.
Jeg tror, at Pagles har ret i, at der er mulige paralleller mellem de forskellige gnostiske forståelser af Jesus og de store asiatiske religiøse traditioner. Men samtidigt må det fastslås, at de gnostiske skrifter, som vi kender, - Thomasevangeliet, Petersevangeliet og Marias Evangelium - ikke er tidlige kristne skrifter, men stammer fra det fjerde århundrede.
Idéen om, at det er gnostikerne, som har holdt den egentlige og oprindelige Jesus-tradition i live, kan derfor ikke underbygges rent historisk. Der er med andre ord ingen direkte forbindelse mellem den historiske Jesus og de gnostiske traditioner.
Den historiske Jesus var derimod en aramæisk talende jødisk rabbi, kontroversiel i sit etiske krav om næstekærlighed og radikal i sin teologi om gudsriget. De mulige paralleller, der er mellem gnostiske traditioner og de asiatiske religiøse traditioner, er derfor ikke noget bevis for, at Jesus var inspireret af buddhismen eller andre religiøse traditioner, og endnu mindre noget bevis for, at han i årene efter sin korsfæstelse og forsvinden fra Palæstina skulle være vandret til Kashmir.
Venlig hilsen
Jonas Adelin Jørgensen, cand.theol, ph.d.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano