Homoseksualitet er tabu

31-årige Benjamin Christensen er homoseksuel og opvokset i Pinsekirken. I mange år forsøgte han at lave om på sig selv for at leve op til kirkens normer om at være heteroseksuel, men til sidst indså han, at han hverken kunne eller ville. I dag kommer han ikke længere i kirken

- Jeg prøvede at omvende min seksualitet for at blive en god kristen, men jeg havde det forfærdeligt. Når man hele tiden får at vide, at det, man gør, er forkert, og at man skal lave om på sig selv, så ryger man længere og længere ned. Til sidst fandt jeg ud af, at det ikke kan passe. Så længe man ikke sårer nogen eller gør nogen ondt, så kan jeg ikke se, hvad der er så forfærdeligt ved at være homoseksuel, og hvorfor det skulle være en synd. Det ligger mig så fjernt.

31-årige Benjamin Christensen sidder i den grå sofa sammen med sin mand, Miki Christensen, og gransker hukommelsen for at komme i tanke om, hvordan det føltes, dengang han for cirka seks år siden valgte at forlade Pinsekirken. Men selvom begivenheden ligger flere år tilbage, behøver han ikke granske længe. Hele forløbet har præget ham, så han i dag ikke har meget positivt at sige om Pinsekirken.

- Homoseksualitet var tabu i kirken, og det er det stadig. De ved ikke, hvordan de skal håndtere det, andet end sige at det er forkert, siger han og fortæller, hvordan han blev rådet til at lægge det hele fra sig og bede til Gud om at blive helbredt for sin homoseksualitet.

- Jeg måtte ikke være med i offentlige tjenester i kirken. Jeg måtte ikke stå på scenen og synge, fordi de ikke syntes, jeg havde mit på det rene. Jeg var velkommen i kirken, men jeg vidste, at det var så længe, jeg holdt mig inden for deres små grænser. Hvis de mærkede, at jeg bad nok til Gud og prøvede at blive heteroseksuel, så var det godt, husker han.

Efter i flere år at have forsøgt at lave om på sig selv blev Benjamin Christensen klar over, at det ikke var ham, men Pinsekirken der var noget galt med. Han tog konsekvensen og forlod kirken. Inden havde han gjort sig mange overvejelser om, hvilke følger det ville få.

- Det var forfærdeligt. Jeg tænkte, åh nej, vil mine venner nu afbryde forbindelsen til mig? Jeg syntes, det var hårdt, fortæller han.

Flere af Benjamin Christensens venner forsvandt lige så stille, da de blev klar over, at han var homoseksuel, men de nærmeste holdt fast og accepterede hans valg.

På sofabordet i den lyse stue hos familien Christensen ligger Ayaan Hirsi Alis biografi. Det er Miki Christensen, der er i gang med at læse den. Benjamin Christensen har brugt meget tid på at læse i Bibelen - hele fem gange har han læst den igennem - og han mener, at Pinsekirken har et forskruet forhold til, hvordan den skal fortolkes.

- Bibelen er skrevet for flere tusind år siden og på et andet sprog, så noget kan være gået tabt undervejs. Man er nødt til at se det i en sammenhæng, og man må tage det lidt med måde og selv mærke indeni: Hvad kan jeg få ud af det? Hvad er det, Bibelen siger til mig? siger han og fortsætter:

- Jeg fandt ud af, at det ikke handler om alle de regler, Pinsekirken sætter op, men at Gud er en personlig gud.

Benjamin Christensen har ikke vendt sin tro ryggen, men han føler ikke længere, han har behov for at komme i en kirke.

- Min tro er stadigvæk den samme. Jeg er stadig kristen og tror på Gud og Bibelen, siger han og bliver suppleret af sin mand:

- Ja, han bruger det meget. Han siger, at han beder, inden han skal spise.

For Benjamin Christensen er kernen i kristendommen noget helt andet end regler og påbud.

- Man skal være mod hinanden, som man gerne vil, andre skal være mod en. Jeg tror, det er det essentielle - at man respekterer og elsker hinanden og ikke dømmer hinanden. Det er kun Gud, der kan dømme os. Der har vi nogle gange for travlt og går rundt med løftet pegefinger og skælder ud, siger han og efterlader ingen tvivl om, at pegefingeren ofte har været rettet mod ham selv.

- Men man skal også passe på, at man ikke sårer sig selv. Det, tror jeg, er fejlen ved mig - at jeg så længe har såret mig selv ved at prøve at lave om på mig selv. Det, tror jeg egentlig, er en synd - at jeg ikke har været mod mig selv, som jeg burde have været.

Det har Benjamin Christensen nu lavet om på. Den 11. marts sidste år blev han og Miki Christensen viet på rådhuset, hvor mange af deres venner og familiemedlemmer var mødt op for at se dem sige ja til hinanden. Og familie og venner betyder meget for de to.

- Jeg er glad for vores netværk, for man er mere jævnbyrdig end i Pinsekirken. Man kan snakke om tingene på en anden måde, og der bliver ikke talt ned til en, siger Benjamin Christensen og bliver straks suppleret:

- Præsten taler jo ikke ud fra egen erfaring, men ud fra hvordan de tolker Bibelen, og hvordan man skal leve. Vores venner taler ud fra de erfaringer, de selv har. Det er meget mere jævnbyrdigt end at tale med en præst, som bare taler ud fra, hvordan de synes, man skal leve sit liv, siger Miki Christensen.

Ved siden af folkekirken er der i Danmark en understrøm af frikirker, som i disse år markerer sig mere og mere målrettet i offentligheden. Med moderne tv-prædikanter. Med populær musik. Og med en engageret tro, som ikke mindst er præget af amerikansk kristendom og et stærkt fokus på mission. I en serie af artikler tegner Kristeligt Dagblad et portræt af frikirkerne i det danske samfund. Artiklerne vil også kunne læses her på Kristendom.dk.