Af Mikkel Elbech |
21. maj 2007
Bandet Arcade Fire har med "Neon Bible" begået et storslået album med musikalske kræfter af bibelske proportioner
En sjælden gang imellem præsenteres verden for en samling sange, der på den ene side kan synes at handle om intet og derfor kommer til at handle om alt.
Sange, som med en aura af tidløshed beskriver verden, som den hele tiden har været, men som alligevel rammer lige ned midt i det, der gør, at det netop var dét givne tidspunkt, at verden skulle præsenteres for dem.
Det er sket tidligere med blandt andre "Pet Sounds" af The Beach Boys, "Dark Side Of The Moon" af Pink Floyd og "OK Computer" af Radiohead. Og med "Neon Bible" af det canadiske band Arcade Fire er det minsandten sket igen i dette herrens år 2007.
Fanget i en følelsesmæssig kamp mellem paranoid frygt og en kvasi-stoisk erkendelse af verden og al dens sørgmodige væsen glider "Neon Bible" på samme tid både tungt og ubesværet fra skæring til skæring.
Tungt, fordi der ikke efterlades rum til skyggen af letbenede tematikker i det 47 minutter lange forløb, og ubesværet, fordi det bliver gjort så smukt og sammenhængende, at det er svært for enhver med en sjæl ikke at blive opslugt i det univers, der bliver skildret.
Kirkelig stemning
Udover almindelige indspilningsstudier, har Arcade Fire opholdt sig i adskillige kirker ved skabelsen af albummet, og både den kirkelige stemning og instrumentering har fået en central plads.
Når kirkeorgelet lyder, er det med en kraft, som intet andet instrument kan komme i nærheden af.
Således bliver nummeret "Intervention" løftet helt derop, hvor intet Babelstårn nogensinde vil kunne nå, samtidig med at det rummer den samme erkendelse, som "The Jesus And Mary Chain" udtrykker i deres "Darklands": "Heaven, I think, is too close to hell".
For hvor himmelsk smukt det end bliver, så er det umuligt at slippe instrumenternes og vokalernes immanente frygtscenario: "There's a fear I keep so deep / Knew its name since before I could speak", lyder det blandt andet i "Keep The Car Running", mens "Black Wave/Bad Vibrations" forkynder den forsvundne tro på det evige liv: "Nothing lasts forever / That's the way it's gotta be".
Fuldt udbytte af albumformatet
I en tid, hvor albumformatet spås sin snarlige død, kæmper "Neon Bible" en brav kamp for at lade det leve. Albummet er særdeles helstøbt og fortjener til enhver tid at blive hørt i ét stræk fra start til slut, og selvom samtlige sange er stærke og solide nok til at kunne stå på egne ben, så er synergieffekten tydelig: Oplevelsen bliver kun større af, at de høres side om side med de øvrige på albummet.
Samtidig er den medfølgende booklet sat op, så sangteksterne fremtræder som bibeltekster illustreret med elegante sort-hvide fotos, hvilket ligeledes er et gode, som det ville være ærgerligt at undvære, skulle albumformatet for alvor lide sin død.
"Neon Bible" er dog næppe for alle og enhver. Men synes man, at alle fra tid til anden bør trække de store perspektiver ned omkring sig og helt ind i hjertet - ja, så bliver det også svært ikke at føle, at alle og enhver bør lade sig fordybe i albummets univers bare en enkelt gang, og gerne utallige.
For uanset om man føler, at man synes om dets mildest talt dystre perspektiver eller ej, så rummer albummet det strejf af sublimitet, som gør, at alle bør åbne sine sanser for det. Gør man det, er porten åbnet for en oplevelse af de store, som i første omgang er musikalsk, men, som man hurtigt vil ænse, rummer så meget mere end blot en velkomponeret sekvens af toner.
Arcade Fire: Neon Bible, Mercury Records / Universal Music, 2007
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano