Kolosser i kamp

The Squid and the Whale er en film om skildsmisse og de konflikter der opstår i forbindelse med familiens opbrud

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Lene Østergaard | 13. juni 2006

Filmen The Squid and the Whale har skilsmissekonflikter som tema. Den rummer præcise skildringer af de dilemmaer, som børn kommer i, når en familie opløses, men filmen tager ikke rigtigt livtag med følelserne og stridens virkninger

Hvis man turister et nordeuropæisk land med atlanterhavskyst, kan man få muligheden for - sikkert mod en klækkelig sum - at komme på hvalsafari. En tur på Atlanten kan give den heldige oplevelsen af det storslåede syn af eksempelvis kaskelothvalen, der ligger og ånder i havoverfladen, indtil den atter dykker ned på ukendte dybder for at indtage føde.

På kaskelothvalens menu står blandt andet kæmpeblæksprutten, som kan blive op til 18 meter lang. Det ved man, fordi der er fundet arvæv af sugerkopper på kaskelothvalens hoved, og man har fundet blækspruttenæb i hvalens maveindhold, der kun kan stamme fra den ti-armede kæmpeblæksprutte.

Men kampen i dybet mellem de to kolosser er stadig overladt til fantasien eller figurer på havudstillinger.

Dramaet er filmtitel

Striden mellem kæmpeblæksprutten og hvalen bliver filmtitel, fordi den fascinerer det ene af familien Berkmans børn i Noah Baumbachs film The Squid and the Whale. I filmens slutscene er det ene af børnene netop på museum, hvor han optaget genser en illustration af dramaet på liv og død. Således refererer kampen til forældrenes konflikt, da familien havner i skilsmisse.

Filmen er baseret på Noah Baumbachs egne oplevelser og foregår i Brooklyn i New York i 1970'erne. Foruden forældrene tæller familien Berkman tæller to drenge, Walt og Frank på 16 og 10 år.

Annonce

Forholdet mellem forældrene, Bernard og Joan, fungerer ikke. Det er kærlighedsløst og konfliktfyldt. Drillerier, frustrationer og utroskab er en del af dagsordenen.

Faderen, Bernard, er efter hans egen mening en talentfuld forfatter. Men som miskendt geni lever han af et undervisningsjob og forsøger at få et manuskript godtaget på et forlag, men afvises. Bernard beskrives med en tydelig narcissistisk personlighed.

Ved det endelige brud med Joan køber Bernard et faldefærdigt hus. Det er ikke hjemmet han går op i og han gør sig ikke meget ulejlighed med den æstetiske side. Om han har et gnieragtigt forhold til penge, eller om han kun har økonomi til det mest fornødne, tages der ikke stilling til. Han skildres som en jaloux og noget ynkelig figur, der i sin selvovervurdering er uærlig over for sig selv og andre. Filmen portrætterer således moderen langt mere positivt end faderen.

Joan har personligt overskud. Det praktiske ansvar for familien hviler på hende, samtidigt at hun formår at opdyrke sit talent som forfatter.

Familien er intellektuel, og litteratur er den store passion. Der tegnes dog et noget karikeret billede af dette forhold, og tankerne ledes hen på Woody Allens skildringer af de intellektuelle miljøer i New York. Med en teenagers ildhu dyrker den største af drengene musik og litteratur, mens den yngste mere er optaget af diverse boldspil i sin fritid.

Konflikternes betydning

Walt og Frank identificerer sig med hver deres forælder og vælger derfor side. Ikke desto mindre insisterer Bernard på at begge børn skal være lige meget hos hver af dem. I det hele taget tager forældrene - i kærlighedens hellige navn - først og fremmest hensyn til dem selv, men under dække af børnenes velfærd.

De gængse mekanismer, der går i gang ved de fleste skilsmisser, er skildret præcist. Der er mange bebrejdelser og hemmelighedskæmmerier, som ikke fører noget positivt med sig.

Forældrene, især Bernard, skyder skylden på hinanden uden at tage ansvar for sin egen del af et dårligt fungerende forhold. Og deres intrigerende adfærd bevirker, at børnene sættes i yderligere loyalitetskonflikter. De kan ikke finde ud af, hvem af de to ansvarshavende, der er skurken -hvis der er en skurk. I løbet af filmen ændres måden, børnene opfatter forældrene på, og de får et mere nuanceret forhold til dem begge.

Seksualitet er det andet store tema i filmen. Når forældrene, der er børnenes primære rollemodeller, mangler respekt for partneren med den vrede, som affødes deraf, smitter det af på børnene. De kan ikke finde ud af, hvordan man omgås en kæreste på en ordentlig måde, og det anstrengte forhold til det modsatte køn nedarves i næste generation.

Måden filmen fortæller historie på, giver associationer til den svenske film fra 1980'erne, Mit liv som hund. Det er karakteristisk, når børn fortæller livhistorie, at det gøres kontant og usentimentalt, også om svære eksistentielle problemer. De har sjældent ordforråd og modenhed, der kan beskrive de følelsesmæssige nuancer. Da filmens begivenheder er fortalt primært fra Franks synsvinkel, kan det være en forklaring på, at følelsesudtrykkene er underspillede. Det er muligvis en pointe, for filmen er bemærkelesværdig flad i udtrykkene.

Dybsindigheden, som titlen lægger op til, bliver ikke matchet. Filmen slutter lidt brat med sit titel-clou og efterlader oplevelsen, at der bliver ikke rigtigt taget livtag med problemerne.

Det er hverken nogen lang eller stor film, men der er gode og tankevækkende skildringer i den. Og alt behøver ikke at være Strindberg og Lars Norén.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

flexblock