Perpetua (ca. 181-203)

Vibia Perpetua er cirka 22 år, da hun bliver arresteret sammen med en gruppe andre mænd og kvinder, fordi hun bekender sig til troen på den kristne Gud. Hendes familie ser hjælpeløst til, da soldaterne fører hende bort fra hendes mand og deres fælles spædbarn, der stadig er helt afhængig af moderens mælk.

Året er i begyndelsen af 200-tallet. Stedet er Karthago i Nordafrika, en af det romerske imperiums vigtigste og største byer.

Fængslerne i Romerriget var overfyldte og beskidte, og fangerne levede ofte under kummerlige forhold. Således også Perpetua, der i fængslet plages af mørket, varmen, stanken og bekymringerne for sit efterladte spædbarn. Hendes historie er ikke enestående, men det er det kendskab, vi har til den. Under sit fængselsophold nedskriver hun tanker, syner og oplevelser i en tekst, som overleveres fra generation til generation og i dag er kendt som et af de vigtigste vidnesbyrd om kristenforfølgelser i oldkirken.

Perpetuas lidelser i fængslet forværres af hendes fars desperate forsøg på at overtale hende til at afsværge den kristne tro. Faderen er ikke en kristen og har ingen forståelse for den stædige bekendelse til den kristne Gud og modstanden mod at ofre til den romerske kejser. Han bønfalder hende om at opgive begge dele:

"Datter, hav medynk med mine grå hår, hav medynk med din far, hvis jeg da er værdig til at du kalder mig far...Tænk på dine brødre, tænk på din mor og din moster; tænk på din dreng, som ikke kan leve, når du er død. Glem din stolthed, ødelæg ikke vores liv."

I fængslet forbereder Perpetua sig på at dø. Hun overlader sit spædbarn i familiens varetægt, men får dog en overgang lov til at beholde barnet i fængslet.