Flest til alters i de missionske højborge

De sogne, som sammenholdt med indbyggertallet i sognet trækker flest til alters, er ikke bare fælles om en indremissionsk arv. De ligger også alle i provinsen og er desuden nogle af landets mindste sogne.

Arven fra de gamle vækkelser spiller en væsentlig rolle for de små sogne, men den store opbakning skyldes i lige så høj grad kirkernes betydning for, at samfundene fortsat kan eksistere. Det mener Jens Holger Schjørring, som er professor ved Teologisk Fakultet i Århus.

- Landsbysamfund er under opbrud i dag. Og enten sker der det, at de helt bliver opløst, eller at beboerne bliver optaget af at holde fast ved det lille samfund. Det er kirken, som begrunder den lokale sammenhæng, og sognet og præsten bliver derfor den vigtigste reference for beboerne, siger han.

Generalsekretær i Kirkefondet, Kaj Bollmann, er enig i kirkens betydning for lokalsamfundene.

- Der er en betydelig folkelig opbakning til at få små samfund til at fungere, og dér spiller kirken en vigtig rolle. Holdningen er, at hvis alt andet forsvinder, så har man stadig kirken. De små samfund fungerer godt dér, hvor der er en sammenhæng mellem det folkelige og det kirkelige, siger han og understreger, at de høje tal i de små sogne ikke nødvendigvis er tegn på meget levende kirker.

- Når kirkegangsprocenten i de mindre sogne er høj, behøver det ikke at være udtryk for et stærkt kirkeliv, men kan skyldes, at der i de små kirker er en trofast gruppe, som holder fast og kommer i kirke hver søndag.

Jørgen Kjærgaard har gennem tolv år været præst i Agger Kirke i Sydthy, og han kan nikke genkendende til kirkens folkelige rolle.

- Beboerne i sognet har en meget folkelig forståelse af kirken, og det kirkelige fællesskab er sammenfaldende med andre fællesskaber, for eksempel samarbejdet med skolerne. Hvis man ikke vil på kroen, kan man samles i sognehuset, hvor der er alt fra dagpleje og hækleklub til genbrugsbutik, siger han.

Selvom det er kirker i små sogne, der trækker flest til alters, er det ikke nødvendigvis de kirker, der trækker flest til højmesse. Det høje antal nadvergængere er snarere en del af arven fra Indre Mission, mener Kurt E. Larsen, som er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus, og peger på sognene i Sydthy, som har flest til alters.

- Sydthy er en gammel indremissionsk højborg, og nadvertraditionen, som hænger sammen med Indre Missions forkyndelse, hvor det er meget vigtigt at gå til nadver, er derfor stærkt til stede. Andre steder i landet er man ikke vant til at gå til alters, men det betyder ikke, at der ikke kommer lige så mange i kirke, understreger han.

Mens landsbykirker i for eksempel Sydthy står som vartegn over de små samfund og derfor kan fylde kirkebænkene, ser det anderledes ud med kirkerne i de større byer. Her er det snarere populære præster, der trækker folk i kirke og dermed til alters, mener Kurt E. Larsen.

- Det handler typisk om en prædikant med et klart og tydeligt budskab, som mange gerne vil høre. Sognebevidstheden er smuldrende i alle store byer, og derfor er der præster, som trækker kirkegængere til fra den anden ende af byen.

Kirkerne trækker primært folk til højmesse gennem en markant missionsk forkyndelse, men i Karlslunde Strandkirke er det, ifølge Kurt E. Larsen, anderledes.

- Karlslunde Strandkirke er en s-togsmenighed, hvor folk kommer fra hele københavnsområdet. Både på grund af præsten, men også det særlige miljø og de ugentlige aktiviteter i kirken, siger han.

De mange aktiviteter er ifølge Kaj Bollmann det vigtigste kendetegn ved de alter-travle bykirker, men han er enig i, at flere af bykirkerne trækker folk til ved de profilerede præster.

- Christians Kirke i Århus og Karlslunde Strandkirke i Greve har for eksempel nogle meget markante præster og derudover et aktivt kirkeliv. Ikast, Horsens og Nørrelands sogne ligger alle i et kirkeligt smørhul, hvor kirkegangen generelt er høj, og menighederne er meget aktive, siger Kaj Bollmann.

Selvom hovedparten af kirkerne på de to lister har missionske rødder, er der ingen regel uden undtagelse, og undtagelsen er domkirkerne i Århus og København. Her har den missionske vækkelse ikke spillet nogen rolle, men kirkerne oplever i stigende grad, at flere og flere går til alters.

- Vor Frue Kirke og Århus Domkirke er kirker med meget bred appel og markante prædikanter. Men i disse år har kirkerne også fået en større bevidsthed om deres position som strøgkirker - kirker i forbifarten, siger Kaj Bollmann og uddyber:

- Succesen med natkirke-arrangementerne er et godt eksempel, hvor folk kommer ind direkte fra gaden. På den måde er det blevet nemmere for kirkerne at komme i kontakt med folk, og det smitter af på højmessen. Det sker også i udlandet, hvor for eksempel Lund Domkirke i Sverige har fået et ufatteligt højt besøgstal, siger Kaj Bollmann.

Katedral-effekten - som Kurt E. Larsen kalder domkirkernes stigende popularitet - skyldes, at de er blevet bevidst om at spille på folks fascination af kirkernes størrelse og historie.

- De kæmpe katedraler tiltrækker i dag mange mennesker, og det udnytter domkirkerne ved at have andre tilbud end gudstjenesten. Det spiller også ind, at der er en øget bevidsthed om, hvad det vil sige, at være dansk og kristen, og mange danskere markerer dette på det mest synlige sted, nemlig i domkirken, hvor kongefamilien også kommer, fortæller Kurt E. Larsen.