Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Det moderne menneskes forbandelse til din ven.
Det moderne menneskes forbandelse
Ingmar Bergman og Wolfgang Petersens film handler om det moderne menneske og intetheden, skriver Bo Hakon Jørgensen om "Persona" og "Das Boot"
I et interview fra 2003 siger den 85-årige Ingmar Bergman, at der er to film, som han er ultimativt glad for at have lavet. Den ene er "Hvisken og råb" fra 1972 og den anden er "Persona" fra 1966. Titlen er det latinske ord for maske, og om masker handler denne film om skuespillerinden Elizabeth Vogler, der pludselig bliver stum, og om sygeplejersken Alma, der under plejen af hende mere og mere blander personlighed med hende.
Men filmen som filmstrimmel er også en maske over det lys, der trænger gennem den og skaber filmbilledet på lærredet. Derfor er "Persona" som film meget optaget af selve filmmediet og vil vel helst opfattes som et cinematografisk digt med sin indledningssekvens på fire minutters eklatant modernisme a la midten af 1960'erne. Resten af filmen er, skønt visse drømmesekvenser, en almindelig historie om sammensmeltningen af menneskets to sider: bevidsthedssiden og kropssiden gestaltet ved henholdsvis Elizabeth og Alma. Den første er jo stum, og derfor taler Alma hele tiden og betror sig til Elizabeth, idet hun tror, at de er lige. Elizabeth forråder hende imidlertid i et brev til en anden, som Alma læser. Sammensmeltningen går for en periode i stå, og en kamp for at få Elizabeth til at tale indledes. Til slut får Alma hende til at sige "Ingenting", som et triumford for midt-1960'ernes Bergmanske ateisme. Menneskene ligner hinanden, men det betyder ikke, at de kan nå hinanden, selvom de skulle drømme om det. Filmen er en fremragende beskrivelse af den moderne forbandelse, at man også i sig selv altid er to personer, og at denne tohed forhindrer én i at blive autentisk.
Men filmen som filmstrimmel er også en maske over det lys, der trænger gennem den og skaber filmbilledet på lærredet. Derfor er "Persona" som film meget optaget af selve filmmediet og vil vel helst opfattes som et cinematografisk digt med sin indledningssekvens på fire minutters eklatant modernisme a la midten af 1960'erne. Resten af filmen er, skønt visse drømmesekvenser, en almindelig historie om sammensmeltningen af menneskets to sider: bevidsthedssiden og kropssiden gestaltet ved henholdsvis Elizabeth og Alma. Den første er jo stum, og derfor taler Alma hele tiden og betror sig til Elizabeth, idet hun tror, at de er lige. Elizabeth forråder hende imidlertid i et brev til en anden, som Alma læser. Sammensmeltningen går for en periode i stå, og en kamp for at få Elizabeth til at tale indledes. Til slut får Alma hende til at sige "Ingenting", som et triumford for midt-1960'ernes Bergmanske ateisme. Menneskene ligner hinanden, men det betyder ikke, at de kan nå hinanden, selvom de skulle drømme om det. Filmen er en fremragende beskrivelse af den moderne forbandelse, at man også i sig selv altid er to personer, og at denne tohed forhindrer én i at blive autentisk.
"Das Boot" er blevet kaldt den bedste krigsfilm nogensinde, og man bør unde sig selv at anskaffe sig den nye version på fire timer og 42 min, der er en digitaliseret udgave af den oprindelige tv-serie i seks dele fra 1985. Selvfølgelig kan man godt se den tidligere "directors cut" på tre timer og 36 min, men den lange udgave har netop fokuseringen på tiden, der nok går, men også er uendelig lang, og som så præcist giver stemningen om bord på denne tyske u-båd 1941 på Atlanten.
Wolfgang Petersens mesterværk er en fremragende krigsfilm, men den er meget mere end det. Det er en film om mænd og deres maskiner, om mænd på arbejde og om mænd lukket inde med hinanden i u-bådsrøret i dage- og månedsvis. Jeg optog den i 1980'erne på bånd og så den sammen med min gamle far, der har været maskinmester i 1930'erne og sejlede i Østen, og han nikkede genkendende til beskrivelsen af livet i maskinen. Han bekræftede, hvad jeg godt fornam, at filmen er bygget som en slags dokumentarisk fiktion og får sin kraft fra at være en næsten virkelig beskrivelse af livet ombord i en u-båd - selvfølgelig i kamp - men især i den daglige trummerum på forgæves udkik efter at finde en fjende at torpedere. Faktisk udvikler u-bådens stadige togter rundt på - og i - det endeløse hav sig til et billede på det moderne menneske i intetheden. Men inde i u-båden er der arbejdets stemninger af rutiner, meldinger og eftersyn. Sæt lydsporet på den tyske originallyd og hør rummene i u-båden, når mændene sløver over uvirksomheden, og radioen går lavt i baggrunden med franske sange afbrudt af patetiske tyske krigsmeldinger. Nyd denne film om de snævre rum i en ubåd og læg mærke til, hvor de vider sig ud og bliver fuldstændig fortrolige. Det er meget stor filmkunst især uden for de højdramatiske kampscener.
Persona. Instruktion: Ingmar Bergman.
Das Boot. Instruktion: Wolfgang Petersen.
Hver lørdag skriver et fast panel bestående af Thomas Ø. Aallmann, Anders Thyrring Andersen, Bo Hakon Jørgensen og Palle Schantz Lauridsen om nye og klassiske dvd'er, der handler om tro, etik og eksistens
kultur@kristeligt-dagblad.dk
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
