Send artiklen Skal kristendommen på museum? til din ven.
Skal kristendommen på museum?
Læs også
Annonce
flexblock
Her er artiklen i temauniverset
Eksterne links
Kristendom.dk bringer her indholds-fortegnelsen og første kapitel af Erik Bjeragers bog "Gud bevare Danmark"
Flere protestanter faster
Forord 9
1. Skal kristendommen på museum? 13
Den kristne etik 17Kristendommen bryder med en brutal kultur 19
Den kristne arv 23
2. Sekulariseringen går amok 28
Ytringsfriheden er hellig 31,,Hvorfor har vi ikke nogen gud?" 36
De ,,fundamentalistiske" friskoler 42
Frihed for Loke såvel som for Muhammed 46
Hviledag i Silvan 49
Begravelser uden Gud 52
Fra juletræ til vintertræ 55
Grænser for Gud 58
Vestens sekularisme bliver et korstog 62
3. 500 år med sekularisering 65
Frihed, lighed og broderskab 66Religion er opium for folket 70
Hitler som messias 76
Alt er relativt 79
Menneskerettigheder som sekulær religion 81
En ateists bekendelser 86
4. Er der plads til Gud i Europa? 87
Europas kristne arv 88Gud i EU-traktaten 93
Demokrati og religion er ikke hinandens fjender 99
Gud i de europæiske forfatninger 104
Sagen om EU-kommissæren, der var for katolsk 108
Synd er ikke et politisk begreb 113
FN anerkender kristendomsfobi 114
5. Sekularisering på tyrkisk 117
Islam skal holdes i kort snor 123Argumenterne for og imod tyrkisk optagelse i EU 126
Højt spil om Europas fremtid 129
6. Religionen er genopstået i samfundet 132
Religionens rolle er blevet normaliseret 135Tre centrale årstal: 1979, 1989, 2001 136
7. Enhver bliver salig i sin tro 141
Vi vil selv bestemme, hvad vi vil tro på 143Kristendommen prædiker fællesskab 145
Det indre marked 146
Bedre sex til alle 148
Tro dig rask 150
Du skal tro på dit arbejde 152
Det er surt at hedde Kurt 154
Vi holder fast i kirken 155
Ritualernes genkomst 158
Den nye fromhed 159
Det store trosskifte 161
Kristendommen er et værn mod indbildskhed 162
8. Religion er ikke kun en privatsag 165
Religionen i privaten 168Religion i Europa og USA 170
Luthers regimente-regime 171
Kristendommen er ikke et politisk program 175
Kristendom, demokrati og velfærdsstat 177
Det religiøse argument 181
Andagtsgruppen på Christiansborg 184
Præster som politikere 185
Imamer blander sig i politik 191
Kristendemokrater med Gud 193
Radikale uden Gud 196
Dansk Folkeparti annekterer Gud 198
9. Stat og kirke i ægteskabskrise 202
Aviserne og stat-kirke-ægteskabet 207Katolikkerne går til angreb 208
Omlæg statens støtte til folkekirken 211
Ud med civilregistreringen 213
Drop Folketinget som kirkens lovgiver 215
Staten må slippe sit kvælertag om kirken 219
Synode-fobi 224
Tåge over Taarbæk 227
Vandrer mod mørket 230
Derfor blev stat og kirke koblet sammen 232
Lindhardts hyldest til statskirken 236
Stat og kirke i Europa 237
Danmark hviler på Biblen 240
Noter 244
Litteraturliste 248
–-Kapitel 1: Skal kristendommen på museum?
Hvis man er så heldig at rejse til Istanbul, det gamle Konstantinopel, i Tyrkiet, kommer man ikke uden om et besøg i en af kristenhedens største bygninger. Hagia Sofia-kirken ligger tæt på kysten ved Det Gyldne Horn og rejser sig massivt og pompøst mod himlen med sin enorme kuppel. Selv for en dansker, som overalt i landskabet herhjemme kan pege på de hvidkalkede kirker fra middelalderen som noget historisk enestående, er det svært at forstå, at vi her i Istanbul har at gøre med en kirke af så ufattelig skønhed, hvis mure, mosaikker, fresker og kupler står næsten, som da kirken blev bygget i 500-tallet. Kristendommen havde dengang fået så stærkt fodfæste i Middelhavsområdet, at den var blevet den eneste anerkendte religion i Romerriget. Den nye rigshovedstad, der blev bygget på byen Byzans, tog navn fra kejseren, der grundlagde den, og blev kaldt Konstantinopel, Konstantins by. Byen og det byzantinske rige skulle have en kirke, hvis storhed ingen før eller siden ville kunne konkurrere med. Den hellige visdoms kirke, som Hagia Sofia betyder, blev datidens største.Når man i dag træder ind i Hagia Sofia-kirken og vælger trappen op til galleriet, hvorfra der er udsigt over det store kirkerum, kan man, som kristne har gjort det igennem tiderne, lade albuerne hvile på stengelænderet, mens man kigger ned. Et enkelt sted har de tyrkiske museumsfolk sat en lille glasplade hen over gelænderet. Under pladen ses en graffiti indridset i stenen. Det er ingen almindelig graffiti. Den er skrevet med runer, der fortæller, at ,,Halfdan" var her. Halfdan er et vikingenavn og betyder halvdansker, på engelsk half dane. Det var, hvad vikingerne ofte efterlod sig, når de drog på plyndringstogt og voldtog kvinder. Den Halfdan, der engang ridsede sit navn ind i denne sten, var med stor sandsynlighed selv viking, for netop dem hyrede skiftende byzantinske kejsere som vagtfolk. Man mener, at denne danske eller halvdanske Halfdan gjorde tjeneste som livvagt i Konstantinopel omkring det første årtusindskifte, og det er ikke svært at forestille sig, at han har deltaget i kirkens ofte meget lange gudstjenester og fordrevet tiden med at ridse sit navn ind i stenen.
På næsten samme tid, som Halfdan ristede sit navn i runer i Konstantinopel, ristede Harald Blåtand sine runer på en sten i Jelling.
,,Harald konge bød gøre disse kumler (dette mindesmærke) efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald som vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Sådan står der på Jellingstenen, der med den indhuggede Kristus-figur er dåbsattesten på det danske folk og i dag fungerer som nationalt symbol i danske pas.
Kristendommen var begyndt at slå igennem, da Harald tog den dramatiske beslutning at lade landet skifte tro. Missionæren Ansgar prædikede allerede kristendom for danskerne første gang i 826 i Hedeby og Ribe. Nyere forskning antyder, at kristendommen måske kom til landet endnu tidligere. Jellingstenene blev efter alt at dømme rejst i slutningen af 900-tallet, og selv om Harald mente at have gjort danerne kristne, gik der
flere hundrede år, førend den nye tro havde afløst den oldnordiske tro.
Der gik altså lang tid, før kristendommen slog igennem, men det skete, og den blev frem til moderne tid den eneste samlende ideologi i Danmark og det øvrige Europa. Troen på den kristne Gud satte sig dybe spor i menneskers tanker og handlinger, og kristendommen kom til at påvirke kulturen og værdierne i Europa og Danmark mere end nogen anden enkelt faktor.
Men historien er foranderlig. Med islams fremmarch omkring Middelhavet faldt hovedstaden i det byzantinske rige i 1453 til de angribende muslimer. Sejren var endelig, da den muslimske hærfører på hest red ind i Hagia Sofia-kirken og erklærede kristendommens største helligdom for muslimsk moské. Fire dage senere var væggene med de kristne symboler kalket over, fortæller kirkehistorikerne. Senere fik kirken tilført
fire store minaret-tårne, som den dag i dag strækker sig mod himlen over kirkens kuppel, og inde i kirkerummet opstillede de muslimske sejrherrer en minbar, der er en muslimsk prædikestol, og de byggede den mihrab-niche, der i alle moskéer angiver retningen mod Mekka.
Hagia Sofia-kirkens skæbne blev som sådan sindbilledet på kampen mellem islam og den kristne civilisation. Det kristne byzantinske imperium var blevet løbet over ende og måtte bøje sig for den nye fremtrængende tro. Da den tyrkiske landsfader Atatürk påtog sig at modernisere
og af-islamisere Tyrkiet i 1920'erne og 30'erne, traf han den kloge beslutning at tage kraften ud af det magtfulde symbol på sammenstødet mellem den muslimske og den kristne civilisation. Han gjorde Hagia Sofia-kirken til et museum. Det er kirke-moskéen den dag i dag. Den del af kirkens kristne udsmykning, der ikke blev ødelagt, kan nu ses sammen med de muslimske symboler, der har hængt i kirkerummet, siden
sultan Mehmet 2. erobrede Konstantinopel.
Kristendommen er i dag stort set udryddet i Tyrkiet og det meste af Mellemøsten, hvor de første kristne menigheder fandtes, og hvor kristendommen engang slog rod. Ingen kultur forbliver, som den var engang. At kristendommen har haft afgørende betydning for et
folk eller et land, er ingen garanti for, at kristendommen også vil have det i fremtiden.
I dag er det ikke først og fremmest islam eller andre religioner, der truer kristendommen i Danmark og Europa, sådan som det ofte fremføres fra højreorienteret politisk hold. Derimod er det sekulariseringen, der vil fratage kristendommen dens afgørende betydning for det danske og europæiske samfund. Kort sagt: Danmark står i fare for at ødelægge sig selv indefra. Det er en indre og ikke en ydre fjende, der truer.
Domkirken i København står ikke over for at lide samme skæbne som Hagia Sofia-kirken i Istanbul og blive omdannet til moské. Men kirken risikerer at blive omdannet til et arbejdende museum, et levn fra fortiden, der varetager en privat religiøsitet, der intet har med det omgivende samfund at gøre. Sekulariseringen arbejder på højtryk i Vesten. Den selvfølgelige accept, der tidligere var af kristendommens rolle i det danske
samfund, er under pres. Efter terrorangrebene på USA 11. september 2001 er det ikke bare den ekstremistiske islam, men derimod al religion, der risikerer at blive lagt for had.
Det vil være umuligt at fastholde en kultur med rødder i kristendom, hvis ikke der i befolkningen findes en levende bevidsthed om, hvordan vore værdier og kulturelle normer er præget af arven fra Jerusalem, Rom, Konstantinopel og Wittenberg. Harald Blåtands og nationens omvendelse til kristentroen har mere end historisk interesse, og man kan ikke forstå det danske samfund i dag, hvis man ikke forstår de kræfter, der
har formet det. Man må have indsigt i samfundets historiske tilblivelse, hvis man vil bevare det bedste af de værdier, der ligger til grund for vores kultur.
Den kristne etik
Hvad var det i kristendommen, der var så interessant og så appellerende, at en lille jødisk sekt i udkanten af det romerske imperium fortrængte den traditionelle tro med en sådan hast, at den blev den måske mest omfattende livs- og kulturforvandlende kraft, som verden har set? Det begyndte i krybben i Betlehem, og 2000 år senere er hver tredje indbygger på Jorden formelt kristen.Efter korsfæstelsen af Jesus ved vi fra evangelierne, at de, der havde fulgt ham og dermed var de første kristne, gik skuffede rundt i Jerusalem og omegn. De havde forventet, at den frelser, han selv havde sagt, at han var, ville udfri dem fra romersk overherredømme og anden trældom. I Apostlenes Gerninger, der er den bog i Biblen, der beretter om den første udbredelse af kristendommen, fortælles i første kapitel, at der ud over
de nærmeste tolv disciple i dagene efter korsfæstelsen samledes omkring 120 kristne. I det fjerde kapitel er skaren vokset til 5000, og i 21. kapitel, hvis begivenheder ifølge kirkehistorikerne formentlig fandt sted i år 60, er det blevet til ,,mange tusinde".
Hvis Paulus ikke blot havde skrevet sine breve til de forskellige menigheder i Lilleasien - breve, som i dag er en del af Det Nye Testamente - men også havde bedt dem udfylde spørgeskemaer, ville vi have vidst mere med sikkerhed. Der blev ikke holdt folketælling over de første kristne. Men vi ved, at kristendommen bredte sig med hast. I det fjerde århundrede skrev en af kristenhedens største skikkelser, Augustin, at det var mirakler, der stod bag den hurtige udbredelse. Man fratager vist ikke Augustin noget ved at antage, at der nok også var andre og mere håndgribelige grunde til, at den nye tro fik så godt tag i folk.
Den engelske kirkehistoriker Owen Chadwick har henvist til, at troen på, at der findes retfærdighed i det hinsides, godt kan tiltrække mennesker i en uretfærdig verden. Men der var også mere konkrete forhold på spil. Sociologer peger på, at omvendelsen til kristendommen først og fremmest var livsforvandlende. Kærligheden til deres medmennesker gjorde de kristne håndgribelig ved at lave et system, der tog sig af syge, enker og forældreløse. Kristendommen ændrede nemlig den måde, hvorpå mennesker forstod og levede deres liv. Fordi den forvandlede deres indre menneske, forvandlede kristendommen også den ydre kultur.
De dødelige sygdomsepidemier i de første århundreder efter Kristi fødsel var på en bagvendt måde til gavn for kristendommens udbredelse. Kristendommens grundlæggende værdier om næstekærlighed og velgørenhed dannede grundlag for nye normer for adfærd, så de kristne blev bedre til at klare sig, når dødelig sygdom ramte en befolkningsgruppe. To store epidemier af formentlig mæslinger og kopper dræbte mellem en
tredjedel og en fjerdedel af Romerrigets indbyggere i det andet århundrede, mener historikerne. Mens de ikke-kristne smed deres egne syge ud af husene, så snart smitten blev opdaget, hjalp de kristne hinanden og tog sig af de syge. Dødeligheden blandt de kristne var således
lavere. Af samme grund udgjorde de efter hver epidemi en stadig større andel af befolkningen. Samtidig virkede den omsorg, der prægede menighederne, som en magnet på andre. Kristentroen indgød dens tilhængere nyt håb og tro på fremtiden.
Kristendommen bryder med en brutal kultur
En særlig forklaring på kristendommens fremgang var, at den i udpræget grad appellerede til kvinder, hvilket i øvrigt fortsat er tilfældet. Kvinder er mere religiøse end mænd, og på kirkebænkene rundt om i landet er der den dag i dag overtal af kvinder til gudstjenesterne. I slutningen af 300-tallet udsendte den daværende romerske kejser en ordre til paven om at standse al mission blandt kvinder, fordi de så at sige faldt som fluer for den nye tro. Hvorfor? Fordi kvinder i den kristne subkultur fik rettigheder og status. Bystyret i det ikke-kristne Athen klassificerede dengang kvinder som mænds ejendom. Men som en tidlig forløber for menneskerettighederne gav de kristne menigheder nu kvinderne menneskeværdog rettigheder. De nye kristne samfund beskyttede kvinderne. Blandt kristne var drab på nyfødte piger og handicappede drenge forbudt, mens børnemord var normen i antikkens ikke-kristne verden.
De kristne accepterede heller ikke provokeret abort, som ifølge historiske kilder kostede mange kvinder livet. Respekten for ægteskabet og forbud mod flerkoneri, incest, utroskab og skilsmisser blev særlige kristne dyder, der alle bidrog til at sikre kvindens stilling. Overvægten
af kvinder blandt de kristne betød, at mange giftede sig med ikke-kristne mænd, som siden omvendte sig til den nye tro. Også i dag gælder det ifølge religionssociologerne, at mission først omfatter familie og venner. Hvis en troende kvinde gifter sig med en ikke-troende
mand, er der større sandsynlighed for, at manden bliver troende, end at hun bliver ikke-troende.
Det sociale aspekt af kristendommen var i antikken et radikalt nybrud med en i mange henseender brutal kultur. Ikke mindst i den del af Romerriget, hvor menneskesynet omfattede gladiatorkampe i cirkus og drab som teaterunderholdning. Kristne tilbød de fattige og
hjemløse både håb og praktisk hjælp. I byerne bød den nye religion de fremmede tilflyttere, enker og forældreløse et familiært netværk.
Sidst, men ikke mindst, satte kristendommen mennesker fri af deres familier og samfund. Hvor jødernes tro var bundet til Guds særlige pagt med folket, ,,opfinder" kristendommen individet. Ikke mindst Paulus, som rejser rundt og prædiker kristendom i hele Middelhavsområdet, er med til at løfte troen ud af dens jødiske ghetto. Han prædiker kristendom som noget, der gælder for alle. Kristendommen er universalistisk. Med den nye religion er det den personlige omvendelse og tro, der er afgørende. Familiebånd og etnisk oprindelse spiller ikke den samme rolle længere. Paulus var givetvis ikke selv opmærksom på de samfundsmæssige konsekvenser af det budskab. Men op igennem historienhar det virket til fremme af frihed.
Kristendommens fremgang i ikke mindst de første århundreder var således ikke kun et guddommeligt mirakel, som Augustin hævdede, men udtryk for, at mennesker oplevede kristendommen som relevant for deres liv. Kristendommen gav de mange, som omvendte sig, menneskelighed. Den gav dem svar på centrale livsspørgsmål og hjalp dem til et bedre liv. Kristendommen fostrede både en barmhjertighedskultur og en frihedskultur, fordi der i den kristne verden blev sat fokus på det enkeltes menneskes værdi. Omsorgen for de fattige, for enkerne og for de forældreløse børn blev kirkens særlige kendemærke.
De to elementer blev afgørende i den vestlige civilisation.
Selv for de ikke-kristne havde den bevægelse, der først spredte sig over Romerriget og siden nåede ud i de fjerneste hjørner af kloden, en gennemgribende og fornyende kraft. Kristendommen satte sit ydre præg på hele Europa med kirker, katedraler og klostre, men det indre præg var det mest gennemgribende. Den grundlæggende kristne idé om, at troen skaber et nyt liv, bevirkede, at kristendommen op igennem historien
omformede samfund og kulturer på afgørende vis. Biblen blev med tiden oversat til alle sprog, fordi den og kristendommen skal tolkes ind i enhver kultur - i modsætning til Koranen, der skal læses på arabisk.
Helt central blev den etik, som fulgte med den kristne tro. Den baserer sig på, at alle mennesker er skabt i Guds billede, og at alle mennesker har samme værdi uanset social status, uddannelse eller intellektuel formåen.
Med kristendommen knæsættes næstekærligheden som en pligt, der langt fra altid, men alligevel på gennemgribende vis satte sig igennem i kulturen. De første kristne kaldte Jesus for ,,lægen Kristus", fordi de opfattende hans budskab om lægedom til både sjæl og legeme som helt konkret. I de første menigheder i Jerusalem skabtes diakonatet, embedet som menighedens tjener, der blandt andet skulle hjælpe de syge i samfundet. Diakonatet spredte sig til alle menigheder og blev senere afløst af hospitalerne, der har deres navn fra det latinske ord for gæstfrihed.
Via kirken og klostrene satte kristendommen barmhjertighed i system ved at etablere grundstammen til det, som senere blev sygehusvæsenet, og som de færreste danskere formentlig i dag forbinder med noget kristent. De mål for pleje og respekt for patienterne, der i dag arbejdes efter i sygehussektoren, har deres rødder i kristendommen.
Da kristendommen nåede til Danmark, forvandlede den i bogstaveligste forstand landskabet. Historikere spekulerer stadig over, hvorledes den spredte befolkning i 1100-tallet magtede at samle sig om den imponerende kraftanstrengelse, der lå bag bygningen af, hvad man skønner var 2000 stenkirker på få år. De 1500 middelalderkirker, der fortsat står, er ikke bare levende museer over denne enestående fase af Danmarkshistorien, men vidnesbyrd om, hvor stærk en forvandlende kraft, befolkningen må have oplevet, at kristendommen var. Landet
blev underkastet et religionsskifte, der også førte til et etisk skifte. Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten har gjort opmærksom på, at det nordiske æresbegreb, der grundfæstet i den nordiske tro skulle forsvares med blodhævn, nu måtte erstattes af kristendommens bud om næstekærlighed, barmhjertighed og godhed mod fattige og ringe stillede. Selv om de hedenske vikinger var sejlivede, forandrede den nye tro deres adfærd og tanker, og langsomt bed kristendommens værdier sig fast. Kristendommen vendte op og ned på tingene.
Den kristne arv
Det er selvsagt vigtigt at understrege kompleksiteten i den historiske udvikling. Kirkens mange magtinteresser har spillet en vigtig rolle for dens stærke position op igennem tiden, og antallet af kirkens fejlgreb er omfattende. Johann Wolfgang Goethe betegnede i slutningen af 1700-tallet kirkens historie som et sammenrod af fejltagelser og magtbegær. Den dag i dag fremdrages middelalderens korstog, inkvisitionen mod kættere og senere renæssancens heksejagt som udtryk for kirkens magtmisbrug, ligesom der findes langt mere nutidige eksempler på, at forkvaklet kristendom har ført til vold, diskrimination og intolerance.Kristendommens modstandere henviser ofte til den magtfulde kirkes synderegister som argument imod at tænke kristendommen ind som en konstruktiv faktor i kulturen og samfundet. Til det er der at sige, at kirken ikke er det samme som kristendommen. Den har på godt og ondt forkyndt og formidlet kristendom, og igennem hele institutionens historie har den været delt i en magtsøgende kirke og en fromhedssøgende kirke. Der gives ikke én sandhed om kirken.
I 1700- og 1800-tallets Storbritannien var det kristne grupper, der forsøgte at tæmme industrien og dens rovdrift på mennesker. De opbyggede børnehjem, lavede besøgstjenester for fanger i fængslerne, sloges for bedre huse og lejligheder til arbejdere og fik indført gratis skolegang for fattige børn. Det var også engelske kirkegrupper, der stod i spidsen for kampen mod negerslaveriet i Amerika.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet opstod den missionske vækkelse i Danmark, der gik imod druk og moralsk forfald. Denne kristne fromhed, som ikke mindst kom til udtryk i Indre Mission og dens afledte organisationer, er tit blevet nedgjort og først og fremmest anset som et udtryk for moralsk bornerthed. Men drivkraften var også en kamp mod social armod og et udbredt alkoholmisbrug, der mange steder ødelagde familier og holdt mennesker fast i social forarmelse.
Et århundrede senere gik kristne til kamp for sorte borgeres ligeret i USA med en række præster i spidsen. Mest kendt var Martin Luther King, hvis far havde opkaldt ham efter lederen af den protestantiske reformation. Samtidig rejste kirken sig i Latinamerika imod sultelønninger, kummerlige leveforhold og al anden social uretfærdighed, som fulgte med industrialiseringen i de skiftende diktaturer.
Kirken i Sydafrika gik forrest i kampen mod afskaffelse af apartheid, og i de østeuropæiske lande spillede den katolske kirke en helt afgørende rolle for kommunismens sammenbrud i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.
Drivkraften i disse samfundsomvæltende bevægelser var den kristne tro. I dag repræsenterer kirken i mange afrikanske lande den eneste troværdige moralske og samfundsmæssige stemme, og det er her ofte i regi af kirkerne, at børn undervises i skolerne, syge hjælpes på
hospitalerne og fattige får økonomisk hjælp.
Op igennem historien og ikke mindst i de sidste 200 år har kristne været blandt de stærkeste fortalere for social retfærdighed, ligeværd og frihed. FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 kom - ikke kun - men også til verden efter pres fra kristne, der så menneskerettighederne
som udtryk for det kristne menneskesyn og en fælles minimumstandard for, hvorledes man skal behandle mennesker. Et par teologer stod bag formuleringen af den centrale paragraf om religionsfrihed.
Det er vigtigt at understrege, at kristendommen ikke skabte eller skaber bedre mennesker. Derimod gør kristendommen op med menneskets dyrkelse af sig selv. Da Gud blev menneske, blev mennesket fri for at bestræbe sig på at gøre sig selv til gud. Kristendommen vil have mennesket til at se sin egen ondskab i øjnene, så den kan tøjles. I kristendommen er der ikke onde og gode mennesker. Tværtimod går skellet mellem ondt og godt gennem hvert enkelt menneske. Kun ved at forstå det og kun ved at blive konfronteret med sin egen ufuldkommenhed og sin egen ondskab - det, som kirken kalder syndighed - kan mennesket styre den. Derfor bliver det en pligt for kristne at være kærlige. Du skal elske din næste, siger Jesus, ligesom du skal elske Gud. Ja, du skal sågar elske dine fjender. Det kan til nød gå, at du har dem. Men du skal elske dem.
Vis barmhjertighed, hedder det igen og igen i Biblens tekster.
Bundlinjen i det store historiske regnestykke er, at kristendommen har været en afgørende kultiverende og civiliserende faktor for både enkeltindivider og samfund.
I en meget omdiskuteret bog, som den amerikanske sociolog Rodney Stark udgav i december 2005, The Victory of Reason (Fornuftens sejr)4, gør han rede for, hvordan kristendommen efter hans opfattelse skabte den vestlige civilisation. Hvorfor kristendommen og ikke islam kom sejrrigt ud af middelalderen er et af de vanskeligste historiske spørgsmål at besvare, og mange har givet deres bud. Nogle historikere peger på europæernes evne til at føre krige, navigere skibe og kurere sygdomme som årsag til den europæiske kulturs fremgang. Andre mener, at det skyldes klima, geografi og vegetation. Men Stark argumenterer overbevisende for, at kristendommen er årsagen til Vestens fremgang.
Det er en traditionel opfattelse, at videnskabelige fremskridt og udviklingen af kapitalisme er en følge af sekulariseringen og først for alvor tog til, da den katolske kirkes hæmmende bånd blev sprængt under Reformationen, og kristendommen siden blev helt underkendt i oplysningstiden. Men Stark mener, at kapitalismen opstod i middelalderen, og at alt det nye blev opfundet af mennesker med rod i katolicismen. Kristendommen hæmmede ikke de økonomiske og videnskabelige fremskridt, som det traditionelt er blevet hævdet. Tværtimod fremmede den dem. Opdagelsen og udviklingen af en række nye teknologier som kompasset, uret, vogne med bremser, vandhjulet, briller m.m. blev gjort af kristne med en dyb forståelse af det hellige. Mennesker havde lært, at Gud havde skabt universet efter nogle love, som mennesket kunne opdage. De
var drevet af den sunde fornuft og trangen til at bruge deres talenter så godt som muligt. At søge ny viden var at forstå Guds skaberværk endnu bedre.
Bundlinjen i det store historiske regnestykke er, at kristendommen har været en afgørende kultiverende og civiliserende faktor for både enkeltindivider og samfund.
I en meget omdiskuteret bog, som den amerikanske sociolog Rodney Stark udgav i december 2005, The Victory of Reason (Fornuftens sejr)4, gør han rede for, hvordan kristendommen efter hans opfattelse skabte den vestlige civilisation. Hvorfor kristendommen og ikke islam kom sejrrigt ud af middelalderen er et af de vanskeligste historiske spørgsmål at besvare, og mange har givet deres bud. Nogle historikere peger på europæernes evne til at føre krige, navigere skibe og kurere sygdomme som årsag til den europæiske kulturs fremgang. Andre mener, at det skyldes klima, geografi og vegetation. Men Stark argumenterer overbevisende for, at kristendommen er årsagen til Vestens fremgang.
Det er en traditionel opfattelse, at videnskabelige fremskridt og udviklingen af kapitalisme er en følge af sekulariseringen og først for alvor tog til, da den katolske kirkes hæmmende bånd blev sprængt under Reformationen, og kristendommen siden blev helt underkendt i oplysningstiden. Men Stark mener, at kapitalismen opstod i middelalderen, og at alt det nye blev opfundet af mennesker med rod i katolicismen. Kristendommen hæmmede ikke de økonomiske og videnskabelige fremskridt, som det traditionelt er blevet hævdet. Tværtimod fremmede den dem. Opdagelsen og udviklingen af en række nye teknologier som kompasset, uret, vogne med bremser, vandhjulet, briller m.m. blev gjort af kristne med en dyb forståelse af det hellige. Mennesker havde lært, at Gud havde skabt universet efter nogle love, som mennesket kunne opdage. De
var drevet af den sunde fornuft og trangen til at bruge deres talenter så godt som muligt. At søge ny viden var at forstå Guds skaberværk endnu bedre.
Han baserer blandt andet sin bog på ny forskning, der peger på, at middelalderen langt fra var en så formørket tid, som den ofte er blevet beskrevet. Stark mener, at kristendommen i modsætning til islam altid har anerkendt fornuften, og at den derfor har virket for fremskridtet. At afrikanere, arabere og asiatere sakkede agterud skyldes blandt andet, at deres religioner har været bagstræberiske og irrationelle. Den arabiske verden blev holdt fast af en religion, der ikke så fremad, og af en hellig tekst, der ikke kan rokkes ved, men mener at rumme hele sandheden om tilværelsen og samfundsindretningen. Biblen derimod er skrevet som en antologi, og selv Paulus understreger, at vi kun forstår stykkevis
og delt. Vores viden er ikke fuldkommen. At kristendommen også adskiller det religiøse og det verdslige har betydet, at kristne altid har brugt deres fornuft til at forstå og tolke verden.
Førend andre kulturer anerkendte kirken den menneskelige værdighed, der er forbundet med det frie arbejde. Den anerkendte den private ejendomsret og menneskers grundlæggende ligeværd trods sociale forskelle. Kristendommen blev således afsæt for skabelsen af en
civilisation baseret på kapitalisme, der siden også førte til øget frihed og demokrati. Stark afslutter sin bog med at stille spørgsmålet, som han ikke selv besvarer, men lader læseren fundere over: Hvis kristendommen er forudsætningen for den civilisation med frihed og velstand, som præger Vesten, hvad sker der så, når vi vender kristendommen ryggen?
