Kyndelmisse varsler lysere tider

Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske candalarum misa, der betyder lysenes messe. Det er en katolsk højtid, som man vedblev med at fejre i Danmark til længe efter både reformationen og Struense havde afskaffet dagen som fridag i 1770.

Urenhed og lys

Kyndelmisse falder 40 dage efter Jesu fødsel, og det er ikke tilfældigt. Man fejrer nemlig kyndelmisse, fordi det er dagen, hvor Jesus blev fremstillet i templet. Det er dermed også dagen for Marias renselse og altså den dag, hvor hun igen kunne komme i synagogen. På Jesu tid var en kvinde nemlig 'uren' efter en fødsel og måtte først betræde de hellige steder 40 dage efter forløsningen. Ideen med at man er uren efter en fødsel findes stadig i vor tid.

I den katolske kirke blev og bliver kyndelmissen fejret med lysprocessioner, hvor man indvier alle de lys, som skal bruges i kirken i løbet af året. Enkelte private lys finder også vej til den særlige kyndelmisse-velsignelse. Dem er der efter sigende særligt held ved.

I de seneste årtier er højtiden dog gået i glemmebogen i Danmark, men enkelte kirker har fundet dagen frem igen og bruger den til lysgudstjenester eller til at døbe kommende konfirmander.

Hvidt herude

Vi synger stadig om kyndelmissen. Mest kendt er nok Blichers vintervise fra 1838:

Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min abildgaard ...

Det er et smukt, men også barsk vinterbillede fra en svunden tid, hvor vinteren vitterlig var værre end i dag, da Europa på det tidspunkt oplevede 'den lille istid'. Den varede i 400 år fra starten af 1500-tallet til starten af 1900-tallet. hvor der bogstaveligt talt var sne, frost og kulde i månedsvis hver vinter. Så når man endelig nåede til kyndelmisse, altså den 2. februar, følte mange, at nu måtte der snart til at ske noget. Men ofte oplevede man bare, at vinteren blev værre. Det synger man også om i Blichers vise:

... inderligt jeg længes, efter vår, men vinteren strenges, atter vinden om i nord...

Det er ikke sjovt, når vinden går i nord. For så kommer kulden og sneen. Eller som man synger det i en anden kendt vintervise: Sneflokke kommer vrimlende... Den er skrevet af Jeppe Aakjær, som også nævner kyndelmissen ved sit mest folkelige navn Kjørmes Knud.

Varsler og gilde

Vejret betød så meget for datidens landbosamfund, at man tog varsler på højtidsdage. Ved kyndelmisse sagde man for eksempel, at hvis det blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden, ville kulden ikke forsvinde før til påske.

Omvendt kunne en stærk blæst også være god, for det betød, at vinterfoderet ikke slap op. Frygten for ikke have nok mad til både mennesker og dyr var en reel risiko. Vinteren var som bekendt både længere og koldere end i dag, og man skulle tit langt hen i april eller måske endda maj, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forråd. Indtil da måtte man nøjes med sidste års høst. Så det var ikke så mærkeligt, at bonden gjorde status ved kyndelmisse og helst skulle have halvdelen af forrådet i behold.

Når alt således var tjekket og i orden, holdt man gilde. Kjørmes-gilder hed kyndelmissetidens gilder, som tit var sammenskudskilder med mad som flæsk og hvad der ellers egnede sig til at være opbevaret i tønder. Brændevin og dans til den lyse morgen - og det er sent i februar - hørte sig også til. Selv for oldermanden, som netop denne dag kunne overdrage det ærefulde erhverv til en anden, hvis altså han ønskede det.