Historien om en vandrestjerne

"De forsøger at gøre mig til en fiksstjerne, men jeg er en vandrestjerne." Joseph Fiennes som reformatoren i "Luther". - Foto fra filmen.

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Eksterne links

Filmens officielle hjemmeside

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Henrik Uth Jensen | 22. oktober 2004

Joseph Fiennes har titelrollen i "Luther" - den på mange måder ultimative film om reformatoren

Ironien er til at tage at føle på. Martin Luther gør oprør mod kirkens udlægning af Bibelen og gør sig i sine skrifter til fortaler for en tilbagevenden til Bibelen som Guds ord. Og hvad sker der? Hidtil har Bibelen været genstand for fortolkning. Nu bliver hans egne ord genstand for fortolkning. Hans gamle teologiprofessor forstår ham på én måde, bønderne på en anden og hans klosterbrødre på en tredje. Hans egen sarkastiske og stridbare tone gør ikke sagen bedre. Som så ofte før og siden kræver en religiøs konflikt tusinder døde. Det var slet ikke Luthers ærinde, men en nødvendighed på vejen mod målet. Når hans skriftefader spørger: "Martin, hvad søger du?", lyder svaret: "En barmhjertig Gud". Det er vel et sted reformationen kogt ind til sin essens: en Gud, der ikke dømmer og straffer, men tilgiver betingelsesløst.

I Eric Tills historiske drama "Luther" skildres reformatorens liv, fra han af ren og skær angst springer fra jurastudiet for at gå i kloster, og frem til han med fyrsternes støtte får den tyske kejsers opbakning til Den Augsburgske Bekendelse. Selv om filmen skildrer en række begivenheder, som Luther ikke selv kan have været vidne til, får man alligevel hurtigt det indtryk, at dette er reformationen set gennem reformatorens egne øjne.

Annonce

Når Luther drager til Rom, ser han kun, hvordan kirken er blevet en forretning, der udbytter de troende, mens fordærvede præster opsøger prostituerede og ellers nøje udmåler den tid, pilgrimme kan bruge i andagt foran relikvierne. Beskrivelsen af dette syndige sted kunne være taget fra en Monty Python-film, men er udtryk for Luthers kritiske blik på den katolske kirke. Snart optræder han hjemme i Wittenberg som stand-up-teolog, der med sin læremesters velsignelse gør sig morsom over de katolske dogmer og de troendes optagethed af relikvier. "18 ud af 12 apostle er begravet i Spanien." Luthers angst og tvivl har hurtigt fået følgeskab af en bidende sarkasme og et hovmod, som plager Luther selv. Denne dobbelthed giver Joseph Fiennes udtryk ved at veksle mellem blid og fast stemmeføring, mens blikket er rettet skiftevis ind og fjernt ud mod noget større, som det ses i hans store prædiken, hvor han ser tværs igennem menigheden. Dette er ikke forsøget på at videreformidle ordet, men på at formulere en tanke i flugten. Joseph Fiennes dækker fint alle aspekter af Luthers personlighed, selv om man gerne havde undværet de scener i munkecellen, hvor kampen mellem de lyse og mørke kræfter ikke så meget ligner en eksistentiel krise som hysteri.

Alle sejl er sat for at gøre dette til den ultimative film om Luther. De historiske steder genskabes til store masseoptrin, men det mest imponerende er, hvor velafbalanceret filmen i sidste ende virker. Her er ingen egentlige skurke, men blot realpolitikere og mennesker, der handler efter bedste overbevisning. Når der gøres fortræd, er det altid i en større sags tjeneste, man har vel Gud på sin side.

De fleste af skuespillerne er tyske og engelske, og hver birolle er stærkt besat. Især to træder frem. Når Bruno Ganz anlægger sin blideste, mest indtrængende stemmeføring som Luthers omsorgsfulde skriftefader, er det umuligt at forestille sig, at Ganz netop har spillet titelrollen i den kommende "Hitler". Sir Peter Ustinov fik med "Luther" sat et værdigt punktum for karrieren som storfyrst Frederik den Vise, der holder hånden over Luther og kæmper for den fri tanke, selv om Luthers holdninger strider fuldstændigt mod hans egne. I en bevægende scene aflægger Luther den aldrende, nu dårligt seende storfyrste besøg for at forære ham sin bibeloversættelse, og man ser den barnlige iver krible helt ud i fingerspidserne på den gamle fyrste, som efter en kort samtale spørger: "Må jeg få min gave nu?" Endelig kan han læse Guds ord på sit eget sprog.

"Luther" er på mange måder blevet den ultimative film om Luther. Den formidler med aldrig svigtende overblik de centrale begivenheder i den vigtigste periode af Luthers liv. I den tætpakkede fremstilling er filmen loyal over for Luthers synsvinkel uden at være blind for hans fejl. Men denne loyalitet er også filmens begrænsning. Det forklarer om ikke andet, hvordan filmen kunne være en stor publikumssucces i Tyskland, mens den blev fuldstændig ignoreret i lande som Italien og Frankrig.

Selv om vi i Nordeuropa gerne ser "Luther" som en indføring i fødslen af individet og det moderne menneske, må vi besinde os. Filmen om Luther viser alene, hvordan et nyt syn på Gud slår igennem i kristendommen. Der er således endnu masser af stof til diskussion og til eventuelle yderligere "Luther"-film. Disse kunne passende nå dybere ned i forståelsen af reformationen ved at slippe det store historiske overblik, fokusere på en mere afgrænset periode og give tvivlen og modpartens synspunkter stærkere stemme. På den måde kommer man også Fiennes' Luther i møde, når han beklager: "De forsøger at gøre mig til en fiksstjerne, men jeg er en vandrestjerne."

Luther. Tyskland 2003. Instruktør: Eric Till. Premiere i oktober 2004.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

flexblock