Via Dolorosa for fuldt udtræk

Jesus og Mara Magdalene. - Foto fra filmen.

Læs også

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Eksterne links

Filmens officielle hjemmeside

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Palle Schantz Lauridsen | 1. april 2004

Tre stjerner giver vores anmelder Mel Gibsons Jesus-film

Jeg har aldrig set noget lignende. Og jeg har dog set en del. På film i hvert fald. Mel Gibsons »The Passion of the Christ« er uden sammenligning den mest blodige film, jeg nogensinde har set. Den sætter sig i sin tilskuer, men mest som en kvalme og som spørgsmålet: »Hvorfor?« Ikke »Hvorfor slog de Jesus ihjel?« Men »Hvorfor en så ekstrem og detaljeret fremstilling af lidelsen«.

Vi er helt tæt på - på billedsiden, på lydsiden - når naglerne bankes i hænderne, når de sadistiske romerske torturbødlers nihalede katte flår hud og kød af Jesus' krop. Det er smagløst og sygt, og Gibsons erklærede hensigt om, at han vil vise lidelsen, for at vi skal kunne forstå, hvad det egentlig vil sige, at Jesus døde for vores synders skyld, forsvinder fuldstændig i afskyen over, at Gibson med fuld support fra make-up afdelingen smører blod ud over lærredet i stort set samfulde de godt to timer, filmen varer.

Normalt lukker jeg øjnene og stikker fingre i ørerne, når film i klimaksscener bliver mig for rå. Men dels havde jeg sat mig for, at nu ville jeg altså se det hele, og dels ville der ikke være meget tilbage at se og høre, hvis jeg lukkede af; så jeg sad filmen igennem: hvert et voldeligt overgreb, hver en blodsdråbe, hver en hudlas.

Annonce

Alle kender lidelseshistorien. Filmen starter i Getsemane, hvor djævelen frister Jesus til at undlade at dø vor menneskenes skyld; herefter følger vi kronologien i evangelierne, dog suppleret med en række flashbacks til især den sidste nadver. Men det er ikke kun evangelisterne, der står som forfattere til den bog, Gibson har filmatiseret. Der er masser af huller i evangeliernes lidelseshistorie. Huller i den forstand, at der er masser af hændelser, der blot nævnes - og flere som springes over.

Disse huller fylder Gibson ud med stof fra katolske legender og passionsspil. Hvordan kommer Jesus for eksempel fra Getsemane til det første forhør? Matthæus, Markus og Lukas er ganske kortfattede: han bliver ført bort fra Getsemane; kun Johannes går lidt videre og fortæller, at han blev bundet. Det bliver hos Gibson til en række voldsomme slag fra de brutale og hoverende tempelvagter; værst da Jesus, der ikke bare er bundet, men tilmed lagt i lænker, falder ud over en skrænt og kun stoppes i faldet af sine kæder!

Den tydeligste inspiration fra katolske legender - og altså ikke fra evangelierne - ser man i skildringen af Jesus' smertensvej fra Pilatus til Golgata. Evangelisterne er stort set enige om blot at nævne, at Jesus skulle bære sit kors selv, indtil Simon fra Kyrene bliver tvunget til at bære det for ham; men hos Gibson er får vi Via Dolorosa i fuldt udtræk. Komplet med katolikkernes 14 korsvejsstationer, herunder også den »legendariske« Veronika med svededugen; en legende, der først er kommet til i 1100-tallet.

Men der er naturligvis alle mulige andre ting, der ikke står noget om i Det ny Testamente. Hvordan så personerne ud, hvordan foregik en piskning i Romerriget, hvilket sprog talte man? Alt sammen bliver filmskaberne nødt til at komme med praktiske løsninger på - og alt sammen er det forslag, tolkninger.

Alt dette blot for at pointere, at det ikke er evangelierne, Gibson har filmatiseret, men evangelierne med tilliggender i en bestemt tradition. Det hele vinklet på en særlig måde.

Filminstruktøren Jean-Luc Godard har noget håndfast sagt, at enhver kameravinkel er et spørgsmål om politik. Sandt er det, at ethvert billede og enhver lyd i en film er resultatet af mere eller mindre bevidste valg, og Gibson har valgt ekstremernes æstetik. Han bruger tætte nærbilleder, slow-motion, overtydelige flashbacks, akustiske close-ups, chokeffekter, direkte ækle detaljer, som da vi absolut skal se en ravn hakke øjet ud på en af de forbrydere, der korsfæstes samtidig med Jesus, absolut skal se romerne smadre hans skinneben og knæskaller med en lægtehammer. Det er sin sag at sige, at der er meget af den slags i evangelierne. Men for Gibson drejer det sig ikke om at få budskabet ind med skeer. Han tromler os flade med gravkøer.

Det er naturligvis en meget mørk film. Dels på grund af handlingens alvor, dels på grund af at meget af handlingen udspiller sig om natten. Den er fyldt med ubehagelige typer - fra de voldelige tempelvagter og de politisk pragmatiske præster, der ikke skyr nogen midler for at opnå deres mål, over den vege Pontius Pilatus og skørlevneren Herodes til torturbødlerne, der står for filmens absurde toppunkt af langstrakt vold, folkemængden og ikke mindst djævelen, der driver sit spil med sit blege ansigt og sin sorte kappe. Udover Jesus selv er det vel kun kvinderne, der duer: Maria, naturligvis, Maria Magdalene, Veronica og Pilatus' kone, Claudia. Ondskabsfulde mænd og opofrende kvinder? Tjah!

»The Passion of the Christ« fortæller en særlig afart af lidelseshistorien i et ekstremt nærgående filmsprog; den er en aparte film, der med vold og magt og syvtommersøm vil banke lidelseshistorien ind i sine tilskuere.

The Passion of the Christ. USA 2004. Instruktion: Mel Gibson. 126 min. Premiere i 28 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

flexblock