Børnene har overtaget fastelavnsskikkene

Ofte klædte man sig også ud. Der indgik i reglen en stodder - en ung mand klædt på og sminket som en gammel mand, en kælling - en mand i dametøj og en bajads - som var en slags nar - i optoget. Stodderen og kællingen red forrest, mens bajadsen red bagest. Ofte sad denne på hesten. Det var nemlig ikke kun i byernes karnevaller og maskeballer, at tingene godt måtte være omvendte til fastelavn.

For den enkelte familie var det mere end vigtigt at få besøg af fastelavnsoptoget, for så vidste man, at man var en del af landsbyens fællesskab. Især for nytilflyttere var det en stor ting, når optoget for første gang red ind igennem porten. Der kunne nemt gå flere år, før det skete.

Nogle steder valgte de festligt pyntede karle også en konge - som regel én af de stærkeste iblandt dem. Kongen måtte så vælge sig en dronning blandt de unge piger.

Mange steder kaldte man dem, som red fastelavn for gadebasser og deres kærester for gadelam.

Ringridningen er en udløber heraf - og dermed også en gammel fastelavnsskik. Oprindelig stammer den fra Riddertidens lege. Også på andre tider af året blev skikken dyrket, og i dag er den mest kendt som en fast del af de sønderjyske sommerfester. Variationer af ringridningen var, at stikke til en halmfigur med en lanse, mens man red hastigt forbi. Halmdukken blev kaldt jomfruen eller stråmanden.

Fastelavnsriset

Engang var det karlene, som piskede pigerne op med friske pile- eller birkegrene i den tidlige morgenstund. Dengang var risene pyntet med bånd og æggeskaller. Som resten af fastelavnen, overtog børnene dog også denne del. I dag er risene udstyret med mere pynt og endnu mere slik og måske en lille gave. Enkelte steder holder man fast i traditionen med, at den som vågner først i familien, må rise de andre, indtil alle er stået op. Den sidste, der står op, bliver årets syvsover og skal i følge traditionen give fastelavnsboller til de andre.

Risene har oprindeligt været en del af et frugtbarhedsritual, men nogle mener, at de også skal minde os om, at Jesu blev pisket inden korsfæstelsen. Man kan med sikkerhed sige, at der har været fastelavnsris i Danmark siden 1700-tallet, men meget tyder på, at de fandtes her i mange århundreder før. 

Fastelavnsboller

Fastelavnsbollerne stammer fra Tyskland og kom hertil i 1500-tallet. Til at starte med var det hvedeboller med en stor smørklat i midten. At bruge så meget smør på hver enkelt bolle lavet af det fine hvedemel var en stor luksus, som også blev brugt som præmie i diverse konkurrencer. For eksempel at bide til bolle. 
 
Bide til bolle-legen går ud på, at et vist antal boller hænges op i hver sin snor, mens alle deltagerne får bundet deres hænder sammen. Derefter skal de forsøge at spise bollen uden hænder. Legen praktiseres stadig, til ligeså stor morskab nu som dengang.
 
I dag laves fastelavnsbollerne af wienerbrødsdej, og de fyldes med flødeskum, kagecreme og kakao- eller hindbærmousse. De pyntes med glasur, syltetøj eller chokolade.

Banke på døren

Skikken med at udklædte børn går rundt og banker på dørene og synger er ved at forsvinde. Selvom den stadig holdes i hævd på landet. Den er dog ældgammel og stammer fra dengang, hvor de voksne fejrede fastelavn.

Her gik den ud på, at en person med maske bankede på hos en bekendt og blev lukket ind. Vedkommende beholdt masken på, og i hele den efterfølgende samtale måtte værten gerne beværte og stille spørgsmål til Masken. Han måtte dog under ingen omstændigheder vise, at han vidste, hvem der gemte sig bag masken. Det var nemlig "Masken", som var på besøg, og den skulle man være ærbødig overfor.

Fastelavnstiden med dens masker, maskerader og lege var først og fremmest en god ventil i et statisk samfund og en levevis, der især moralsk og etisk var meget snævert defineret.