Store bededag blev indført efter kongelig forordning fra Christian V i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededag til én stor af slagsen.

Årsagen var, at landets magtelite fandt, at der gik for meget tid med at bede og gøre bod. Tid, som kunne bruges bedre på at arbejde. Men behovet for at bede og gøre bod var der stadig. Så for at imødekomme det, opfandt man den nye super-bededag, store bededag, som blev fastlagt til fjerde fredag efter påske.

Så kunne kongen også nå at fejre dagen i København, inden han drog ud i landet på sine mange sommerrejser. Kongelige sommertogter har eksisteret længe før kongeskibet Dannebrogs debut på bølgerne.

Ædru i kirke

Store bededag er i dag endnu en af forårets mange fridage, hvor de fleste er i haven eller sommerhuset, og de færreste i kirken.

Tidligere var store bededag så alvorlig en sag, at alle former for spil, handel og underholdning var forbudt, fra når kirkeklokkerne ringede kl. 18 storebededagsaften og indtil såvel gudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang var overstået.

Her var i øvrigt tvungen kirkegang for alle undersåtter, som ifølge den kongelige forordning bare havde at komme både rettidigt og ædru til kirke! De fleste turde ikke andet. Kirketjenerne havde nemlig lange kæppe dengang, som de gerne og flittigt benyttede sig af, hvis nogen formastede sig til en lille lur på kirkebænken.

I dag mener mange - også teologer - at dagen har overlevet sig selv, og der kun er de varme hveder tilbage som et minde om en dag, som engang havde en betydning.

De varme hveder - og en tysk livlæge

Men hverken bønner eller kongelige forordninger har meget med varme hveder at gøre, så hvor kommer bagværket fra? Bagerne havde deres eneste fridag netop store bededag, og lavede derfor ekstra store hvedeknopper, så folk havde brød nok, indtil der igen kom kornprodukter i butikkerne.