Når fornuften når sin grænse

For snart to år siden, den 19. juni 2004, mødtes to af vor tids største tænkere med hver sit foredrag om deres syn på religionens betydning i det moderne samfund. Mødet fandt sted på Det Katolske Akademi i Bayern og skabte stor debat i de tyske medier. Deres debat var et forbilledligt eksempel på, hvordan den anerkendende og gode tone kan herske imellem to parter fra forskellige kulturer og ideologisk-religiøse tankesæt. Sidste år udkom foredragene i bogform i Tyskland og er nu oversat til dansk.

Filosoffen Jürgen Habermas er den sunde fornufts fremmeste talsmand og har igennem hele sit virke distanceret sig fra religion. Hans modpart ved mødet på Det Katolske Akademi var ingen ringere end landsmanden Joseph Ratzinger, dengang den katolske kirkes teologiske førstemand som leder af Troskongregationen i Vatikanet, nu pave Benedikt XVI. De to gamle tyskere, der begge nærmer sig 80 års-alderen, har brugt deres lange liv til at tænke sig om og fremstår i dag som de måske to skarpeste teologiske og filosofiske tyske hjerner. Den ene er legemliggørelsen af den kristne og katolske tro, mens den anden fremstår som indbegrebet af den liberale, individuelle og sekulære tænkning.

Bogen med de to foredrag har fået titlen "Fornuft og religion - sekulariseringens dialektik" og dækker over det centrale spørgsmål, som bogen ønsker at belyse, nemlig om sekulariseringens tidsalder er ved at rinde ud og fordrer en ny besindelse på forholdet mellem fornuft og religion. Eller sagt mere direkte: Hvor henter et samfund sine værdier fra, hvis ikke i religionen?

Det nye og det, der i høj grad vakte debat i Tyskland, er Jürgen Habermas' udtrykte forståelse for religionens betydning i samfundet. Denne arvtager af Oplysningstidens førende filosof Voltaires ønske om at se kirke og kristendom knust under fornuftens fode, mener nu, at religionen igen må accepteres som en af værdikilderne til det demokratiske samfund. Ja, solidariteten i samfundet risikerer at tørre ind som følge af en afsporet sekularisering, mener han. Vi lever i dag i "postsekulære samfund". Religion får ny betydning, fordi borgerne ikke længere engagerer sig så politisk som før. Demokratiet tyndes ud i en global verden, hvor markedet, pengene og de internationale forhold styrer mere og mere. Demokratiet rækker ikke langt nok, og som reaktion bliver borgerne afpolitiserede. At den sønderknuste modernitet, som Habermas formulerer det, kan blive hjulpet ud af blindgyden ved hjælp af religion, er en mulighed, som filosofien må tage seriøst. Afslutningsvis argumenterer Habermas, der fortsat erklærer sig som "religiøst umusikalsk", for, at sekulære og religiøse statsborgere i et land må lære at omgås hinanden med gensidig respekt, også for hinandens holdninger. Ikke-troende borgere må ikke frakende religionen, at den kan rumme sandheder, ja, de må ikke forhindre troende i at argumentere med deres religion.