Fader Vor letter ikke

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Rikke Rottensten | 8. april 2006

Østrigeren Ulrich Seidls stykke "Fader Vor" er for banalt og overfladisk

Det er et helt anonymt kapel i en europæisk lufthavn, der er grunden og bunden for østrigeren Ulrich Seidls stykke "Fader Vor". Et helt anonymt kapel, der opsøges af en række mennesker med meget anonyme, meget almindelige og temmelig uvedkommende historier.

Hvilket jo lyder skræmmende kynisk taget i betragtning, at den ene, manden der ikke blev afdelingsleder alligevel (Olaf Johannesen), bruger kapellet til sine overvejelser om, hvordan han bedst begår selvmord. Ligesom taxachaufføren (Joen Bille) fortæller om, hvordan han, siden han var barn, har haft lyst til at gøre andre ondt og om den kvinde, han har voldtaget - uden at vide, det var det, han gjorde.

Men så må det være kynisk. For gribende bliver det aldrig. Det er de fleste af historierne alt for korte, alt for banale, alt for overfladiske til. Ind og ud af kapellet kommer de med deres trolleybag, og dagene går, mens man som publikum undrer sig over, hvordan i alverden det kan være, de bliver ved med at være i den lufthavn? Når nu vi beviselligt ved, at Kristian Halkens mere og mere vanvittige kontrollør holder ret autoritært øje med, hvem der opholder sig på arealerne.

Annonce

Men de bliver her. En række mennesker med hver deres hverdagsproblemer, og de ruller ind i kapellet, knæler der foran os og lader som om, de taler til Gud. Hvad de dybest set overhovedet ikke gør. De taler mest til sig selv, om sig selv, og ja, det skal måske nok være udtryk for den kolde, moderne verdens ensomme mennesker, som ingen interesserer sig for. Men måske kunne det hjælpe, hvis de begyndte at overveje, hvor det egentlig er, de søger hen med deres problemer, og om troen måske ikke var noget, der kun kunne være på dem selv, men også på noget andet og større. Hvis altså de havde eksistentielt overskud nok til at se længere ud end for enden af deres hænder.

Det er der kun én af historierne, der for alvor har. Én af dem rummer et perspektiv og en vinkel, som når nogen vegne, og det er Karen-Lise Mynster som rengøringsdamen i den alt for korte, krøllede kittel og de mange nummererede rengøringsmidler i sin vogn. Hun sniger sig ind og synger med al sin luft og lidenskab lovprisende salmer til Jesus, hendes tro og kampen for den, skaber en historie, som bliver mere end almindeligt interessant. Ikke mindst fordi den er eminent godt løst af Karen-Lise Mynsters vekslen mellem opgivende træthed og lykkelige samhørighed. Hun er både gribende og morsom, elskelig og elendig. Og hele forestillingen værd. Sammen med sin vanvittige medspiller og lufthavnsven, Kristian Halken som den livstrætte, fuldstændig skøre kontrollør med den blakkede familiebaggrund og udenadslærte skriftsteder. Men som helhed er deres styrke og deres karakterers fylde ikke nok til at gøre det her til et rigtig godt stykke. Det tør det alt, alt for lidt til.