En kristen side af Astrid Lindgren

H. C. Andersen skrev eventyr, fortalte for børn. Med det menes, at eventyrerne er for både børn og voksne, og at deres mening får en ekstra dybde og dimension af at blive læst højt. Den sætning passer også på Astrid Lindgren, hvis bøger ligesom Andersens eventyr egner sig bedst til højtlæsning.

Alle Astrid Lindgrens historier rummer personer, historier og problemstillinger, som hun har hentet direkte fra sin egen baggrund. De er dermed ærkesvenske i sted og i reglen fra omkring 1900-tallet i tid. Alligevel er de eviggyldige, fordi det er almene problemstillinger, som hun tager op.

Der er ofte kristne henvisninger og betydninger, som uden tvivl stammer fra Lindgrens egen faste overbevisning om, at kærligheden er stærkere end ondskaben, og at Gud altid bønhører den, der beder. Men det bliver aldrig for kvalmt eller for meget - det sørger humoren og det, at man altid ser tingene gennem barnets øjne, for.

Pæn lille slave til salg

Et af de bedste eksempler på det er dengang Grynet tror, at hun har solgt sin lillesøster Lisbet til sin slavehandler på samme måde som Josefs brødre solgte ham i Det Gamle Testamente.

Til sin store taknemmelighed ser Grynet heldigvis efter nogle angstfyldte timer den fortabte lillesøster stå på tærsklen til det værelse, hvor Grynet har søgt tilflugt.

Grynet rækker grådkvalt armene ud mod lillesøsteren, som stormer ind i rummet. Havde det været Hollywood, ville de to søstre være faldet grædende i hinandens arme, men ikke hos Lindgren.

For bag Grynet er der to skrækkelige og derfor også spændende billeder med mennesker, som drukner i en brændevinsflod og flygter fra et brændende bjerg - og dem vil lillesøster Lisbet se nærmere på, så hun skubber resolut Grynet til side med ordene: Nu har du set på dem så længe, nu er det min tur.

En meget naturlig reaktion hos et lille barn, der for længst har glemt at storesøster blev vred og var dum for et par timer siden, og derfor for længst er videre i teksten. Grynet, som er et par år ældre og som tidligere i historien forsvor, at hun kunne være ond, er derimod meget bevidst om, hvor lykkeligt det er, at hun og Lisbet igen er forenede, selvom der aldrig rigtigt var fare på færde.

Grynet er ikke særlig kendt i Danmark, og det er synd. For historierne om pigen med den ikke så religiøse, men meget socialt bevidste redaktør-far og ligeså bevidste, men også kristne og hjemmegående mor er gode, sjove og meget dybe.

Grynet kommer som Emil galt af sted, ikke fordi hun vil det, men det er bare noget, der sker, når man er barn, nysgerrig og gerne vil sætte sit aftryk på verden. Som Emil er Grynet også en kærlig sjæl, der giver af et godt hjerte.

Fx giver hun sit guldhjerte til den jævnaldrende, men fattige Mia, der ikke får nogen julegaver. Det gøres dog i forventningen om at få ti tilbage, for hun har jo i skolen lært, at den der giver, får tifold igen. Det får Grynet selvfølgelig ikke, men i stedet fødes hendes nye lillesøster julenat - og hun er ifølge Grynet 100 gange bedre end noget guldhjerte.

Men normalt giver Grynet sin kærlighed uden bagtanker, også til naboen hr. Nielsson, som er en døgenigt og drukkenbolt, der lader sin mindreårige søn og kone lave alt arbejdet.

Ham kan de fleste - inklusive den voksne læser - i reglen ikke lide, men Grynet kan godt. Hun ser med kærlighedens øjne, og så ser man kun det lyse, som i hr. Nielssons tilfælde er, når han sætter en plade på grammofonen og valser rundt med fru Nielsson. Så sidder Grynet på slagbænken, og sønnen bager de sukkerkringler, som familien lever af, og så er der rart at være i det lille nabohus.

Men mest hører man om de eventyr, som Grynet oplever sammen med lillesøsteren Lisbeth, og det er ikke småting. Der kommer både ærter i næsen, flyveture med paraplyer fra udhustage, udflugter til grønne sommermarker og skøjteture på den isdækkede å. Nogle ret uskyldige, andre ret farlige.

Det farlige

Lindgren er nemlig ikke bange for at trække det farlige i livet ind i sine bøger. Faktisk mente hun, at det er være menneske indebærer, at man er parat til at løbe en risiko og til at kæmpe for det gode - og den holdning afspejler sig i hendes bøger.

Det ses også hos Emil, der i en forrygende snestorm risikerer både sit og Alfreds liv, da han kører af sted med Alfred, som skal til lægen med en livstruende blodforgiftning.

"Man bliver så stærk, når man skal", lyder Emils enkle og for den voksne så tankevækkende forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre for en lille dreng at få en slæde og en voksen mand igennem en snestorm, som selv den mest stærke mand ikke vil ud i. Emil skovlede også sne den nat, så han aldrig siden glemte det, skriver Lindgren med god sans for detaljen.

For Emil er modig og en god dreng, hvad man også ser, da han inviterer alle fattighuslemmerne til julegilde. Godt nok skulle der havde været gilde på Katholt dagen efter, men "de gæster er fede nok i forvejen", forklarer Emil til lillesøsteren Ida, da hun betænkeligt spørger, om han er sikker på, at det ikke er en skarnsstreg.

Gilde holdes der også hos Pippi, der flere gange inviterer børnene til kalas i sine bøger - også ham, der er ny i byen og står udenfor i mørket og kigger ind. Ham opdager Pippi naturligvis, suser ud til ham og inviterer ham ind. Drengen, der ikke er sikker på, om han er velkommen siger, at han nok skal lade være med at spise så meget.

Dét vil Pippi imidlertid ikke høre tale om. Han skal komme ind, og spise og råbe og lege lige så meget som alle de andre. Det er kærligheden, der taler med Pippis tunge. Den kærlighed, der ikke vil nøjes. Men give og give det hele. Den kærlighed, som Astrid Lindgren skrev på og om et helt langt liv.

Andre bøger
At nævne hele Lindgrens forfatterskab er umuligt i en artikel. Men også Brødrene Løvehjerte, Mio, min Mio og Ronja Røverdatter er velkendte og med kristne over- og undertoner. De to første foregår i et mytisk univers og kan derfor virke lidt anderledes, mens Ronja Røverdatters udgangspunkt er mere historisk.

Men også i børnekrimierne om Kalle Blomkvist og hans venner Anders og Liselotte kan man spore det kristne, der måske står allerstærkest i den lidt oversete, men mest gribende bog fra Astrids Lindgrens hånd: Rasmus på farten.

Bogen, der iøvrigt var Lindgrens egen favorit, handler om børnehjemsdrengen Rasmus, der flygter fra et hårdt børnehjem for at finde en kærlig og rig familie, der vil have en dreng med glat hår og ikke en pige med lyse krøller. Altså en dreng som Rasmus.

Hvordan det går, skal ikke røbes her. Men læs bogen, der udover et godt tempo og et selv efter Lindgrenske forhold sprudlende sprog er fuld af både krimispænding, socialrealisme og humor. Man er med andre ord i særdeles godt selskab med Rasmus og vagabonden Paradis-Oscar, som drengen hurtigt slår følge med på sin vej ud i det svenske sommerland.