Evo Morales angriber kirkens ledelse for modstand mod reform, der blandt andet vil fjerne den katolske dominans i skolerne
- Jeg er bekymret over nogle af kirkes ledere, der opfører sig som under fortidens inkvisition, sagde Bolivias venstreorienterede præsident, Evo Morales, om den katolske kirkes angreb på regeringens planer om reform af den bolivianske skole.
Regeringens undervisningsminister, Felix Patzi, fremsatte i juni måned forslag om at fjerne katolsk religionsundervisning i både offentlige og private skoler. Forslaget mødte voldsomme protester i en befolkning, hvor omkring to tredjedele tilhører den katolske kirke.
Forsalget blev efterfølgende ændret til, at undervisning i katolicisme kan eksistere på skoleplanen på lige fod med undervisning i verdensreligionerne og traditionel boliviansk religion. Regeringen fremhæver, at forslaget er et forsøg på at sikre religionsfrihed.
Den katolske kirkes ledelse har protesteret mod disse planer og opfordret befolkningen til at forsvare deres tro.
En katolsk organisation i Santa Cruz har været på gaderne for at forsvare retten til katolsk religionsundervisning i skolerne.
- Men jeg vil gerne spørge, hvordan den katolske kirke forstår religionsfrihed og trosfrihed i vort land, sagde præsident Morales.
- Jeg er meget bekymret over den katolske kirkes optræden, fortsatte han.
Bolivias undervisningsminister betegner de katolske kirkeledere som "løgnere", når de hævder, at regeringens mål med skolereformen er at ødelægge kirken. Det reformen vil, er at nedbryde "etniske grænser", der har marginaliseret oprindelige traditioner gennem mere end 500 år.
Kilder:
CNN og
BBC