Forkyndende teater spillede i Vestre Fængsel

Gudstjenesten er i høj grad en social begivenhed, hvor de indsatte efterfølgende får lov til at sidde et stykke tid og snakke sammen.

Medrivende teaterforestilling

Da gudstjenesten denne søndag skulle til at begynde, ankom de indsatte til kirkerummet og snakken gik livligt, indtil fængselspræst Erik Adrian bød velkommen og fortalte om dagens program.

Først kunne deltagerne tænde et lys, gå til alters og de indsattes kor sang blandt andet "Nu falmer skoven trindt om land" ledsaget af en pianist. 

Herefter begyndte teaterstykket, der blev opført uden scenografi af de to unge skuespillere Jakob la Cour og Peter Vinding, som var iført sort neutralt kostume. De brugte hele kirkerummet i deres optræden og var i nærkontakt med publikum, da de gik ind og ud mellem bænkerækkerne.

Hovedpersonen, spillet af Jakob la Cour, gennemlever en lang række voldsomme følelser, som tvivl, forvirring og desperation på sit livs pilgrimsrejse og har mange, til tider voldelige, konfrontationer, med de personer han møder undervejs. Disse personer bliver spillet af den anden skuespiller Peter Vinding.

Replikkerne bliver hele vejen igennem ledsaget af kropslige og følelsesmæssige udtryk, og der er fuld fart over feltet.

De indsatte havde ikke tidligere set teater i kirken, og hovedparten var nok uvant med at være teaterpublikum i det hele taget. De virkede en smule overvældede over situationen og de mange følelser, som skuespillerne gav udtryk for.

Men de var opmærksomme og gav aktivt udtryk for deres medleven med kraftige klapsalver, grin og kommentarer undervejs. For eksempel da Jakob la Cour på et tidspunkt kravlede op i vindueskarmen, kom det spontant fra en indsat:

- Der er en der prøver at flygte.

Og da de to skuespillere senere var i en voldsom slåskamp, lød det fra en indsat:

- Han skal i straffecellen.

Straffecellen er der, hvor de indsatte kommer hen, hvis de har opført sig voldeligt.

En personlig historie

Efter at forestillingen var forbi og præsten igen tog ordet, vendte skuespilleren Jakob la Cour tilbage og afbrød præsten:

- Det har betydet utroligt meget for mig at spille her for jer i dag. Min far var indsat i dette fængsel, og det var her, han fandt Gud, sagde han.
 
Der opstod en intens stilhed, som blev afbrudt da en indsat spontant udbrød:

- Hvor er det stærkt af dig at sige det der.

Jakob la Cours far var i sin tid fængslet i tre måneder og læste efterfølgende John Bunyans bog "Pilgrimsvandringen". Da han senere blev far til Jakob, læste han bogen højt for sin dreng, for hvem bogen kom til at betyde noget helt særligt.

Nogle reaktioner på stykket fra de indsatte

En ung mand, som har været indsat i ni måneder, sagde efter forestillingen:

- Det var utroligt modigt af skuespillerne at komme og opføre teater i et fængsel. Jeg har aldrig set teater før i mit liv, men jeg syntes, det var en god oplevelse, og jeg vil gerne se noget teater en anden gang. Jeg syntes dog, det var svært at holde koncentrationen så længe, så stykket kunne godt have været et kvarter kortere, sagde han og fortsatte:

- Jeg kunne genkende nogle ting fra mit eget liv i stykket. For eksempel den byrde som hovedpersonen bærer rundt på og snakken om livets forspildte muligheder.

En anden ung mand, som har været fængslet i otte måneder, sagde om stykket:

- Stykket kræver meget af sit publikum og er på et højere intellektuelt plan end hovedparten af de indsatte her. Men hvis de kunne forstå det, er stykket utroligt relevant for deres nuværende situation, sagde han og uddybede:

- De indsatte her er alle på en pilgrimsfærd. Som det sker for stykkets hovedperson, er det først der hvor man virkeligt giver op, at man kan modtage hjælp.

Om hans egen personlige pilgrimsvandring, sagde han:

- For mig er det nødvendigt først at finde mig selv, før jeg kan finde Gud.

De to unge mænd var enige om, at størstedelen af de indsatte læser i Bibelen, fordi de har brug for noget at støtte sig til. Men de mente ikke, at det religiøse går så dybt, og de indsatte glemmer det hele, når de er ude af fængslet igen.