Marianne Riis |
7. november 2006
Børnecitatbogen "Tro, håb og kærlighed" giver anledning til mange smil, men bogen giver samtidigt et foruroligende indblik i børns manglende viden om den kristne tro, mener børnepræst Marianne Riis
Endnu en bog med børnecitater indsamlet af Grethe Dirckinck-Holmfeld er kommet på forlaget Aschehoug i serien "Fra børn til voksne".
Grethe Dirckinck-Holmfeld har igen været rundt på landets skoler for at tale med børn fra 1. til 3. klasse, og denne gang om deres opfattelse af de tre ord: tro, håb og kærlighed. Blandt emnerne er forelskelse, vantro, guder - og sagen om Muhammed-tegningerne, som har gjort et stort indtryk på børnene!
<div class="quoteBox">- Der findes flere guder. Én af dem hedder Arla. Tobias, 8 år.</div>
Da jeg så bogen første gang, var min umiddelbare tanke: hvad skal man bruge sådan en bog til? Og hvem køber den?
I sit forord skriver Grethe Dirckinck-Holmfeld, at børnenes udsagn afspejler en broget tilstand af fortrøstning og usikkerhed i befolkningen. Da jeg gik i gang med at læse bogen, slog det mig, at der er en tendens til at børnene kan relatere til håb og kærlighed, men derimod er meget forvirrede, når det drejer sig om deres tro.
Når det gælder håbet og kærligheden, kom der mange smil frem hos mig, for selv om der ind imellem er misforståelser, så rummer mange af udsagnene et stænk af sandhed, som når for eksempel Søren på 9 år siger: 'Hvis man ikke har kærlighed, er det ligesom hjemløse børn'. Eller eftertænksomhed såsom: 'Jeg tror håbets farve er sort. For det er ikke så tit, at det, man håber på, sker.' Sagt af Daniel på 9 år.
Forvirring om tro
Jeg synes, at mine smil var mere bittersøde, da jeg læste afsnittene om tro. Der hersker meget stor forvirring blandt børnene, som dette udsagn: 'Jeg tror på Odin og Thor og den almindelige Gud, jeg kan ikke lige huske, hvad han hedder. Ham der har skabt verdenen.' Sagt af Jacob på 8 år. Eller: 'Gud har et barn, der hedder Ydam. Det er hende dér med æblet' sagt af Emily på 7 år.
Og forfatteren har ret, når hun skriver "... børn i 7-10 års alderen ...er ved at danne sig holdninger og meninger, som kommer til at vokse sig fastere". Det betyder jo, at der er mange børn i Danmark, som er ved at miste en stor del af deres bibelske kulturarv, for ikke at nævne en personlig tro på Gud. Tanken blev ved at rumle hos mig, efter at jeg havde lagt bogen fra mig. Jeg blev faktisk bedrøvet og tænkte, at det er på tide, at forældre og kirker vågner op i Danmark og tager vores ansvar alvorligt, når det gælder vores børns kristne tro!
Det bringer mig tilbage til mit indledende spørgsmål. Det vil være en god idé for forældre at læse bogen, både for at få et lille grin, men også for at reflektere over deres egne børns forhold til tro, håb og kærlighed.
Børnenes udsagn afspejler vitterlig en broget buket af fortrøstning og usikkerhed; og jeg tror vi kan afhjælpe meget af børnenes usikkerhed ved at være mere bevidste om den. På den måde kan bogen være med til at være en slags øjenåbner.
- Grethe Dirckinck-Holmfeld: "Tro, håb og kærlighed", Aschehoug, 2006. 160 sider, illustreret. Cirkapris 129,00 kr.