Romerriget forgår - kristendommen består

Ved indgangen til 400-tallet var kristendommens forvandling fra forfulgt undergrundsbevægelse til etableret græsk-romersk verdensreligion fuldbyrdet. Kristendommen var nu blevet officiel statsreligion i romerriget, og alle borgere havde fået påbud om at bekende sig til den kristne tro. De næste to århundreder blev afslutningen på den periode, som siden har fået betegnelsen oldkirken.


Perioden fra år 400 til år 600 var på mange måder omtumlede og forvirrede. Den romerske statsmagt, som i 250 år havde forsøgt at kvæle livet ud af kristendommen ved at forfølge og håne de kristne, havde nu vendt sig til den samme tro og gjort den til sin egen. Præster, biskopper og andre kirkelige ledere havde fået deres gang i magtens cirkler, og stemningen var til tider næsten euforisk over kirkens nye position.

Men det samme rige, som gjorde kristendommen til statsreligion, gik nu i opløsning. Hærgende horder af krigere fik romerrigets grænser til at bryde sammen, og snart var selve hjertet - byen Rom - lagt i ruiner.

På det politiske område begyndte nu en ny epoke for Europa og middelhavsområdet, der i de følgende århundreder blev kastet ud i den ene krig efter den anden. Ustabilitet, usikkerhed og økonomisk nedgang var vilkårene i denne tid, hvor mange af den antikke verdens bedrifter og indsigter gik tabt. Et kompliceret magtspil mellem kejsere og kirkelige ledere udfoldede sig i den nye virkelighed.

- Man kan ikke tage én ting eller person frem, der er det vigtigste. Der bliver ført en slingrende kirkepolitik, hvor kejseren skiftevis holder med den ene eller anden part, og det er i høj grad kejseren, der bestemmer, hvad den rigtige tro er, siger Knud Ottosen, dr.theol. og tidligere lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.