I klostrets dybe stille ro

Karteuserklostrene er en slags eneboer-fællesskaber, hvis medlemmer stort set aldrig taler. Foto: Sunrisefilm.

Læs også

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Palle Schantz Lauridsen | 4. april 2007

Filmen "Den store stilhed" om livet på et karteuserkloster ved Grenoble i Frankrig hensætter tilskueren i en meditativ tilstand

Karteusere?

Gad vide, hvor mange der ærligt kan sige, at de har hørt om sådan nogle?

Men hvis man nu siger "Chartreuse" i stedet, er der måske flere, der er med. Chartreuse - gul og grøn - er likører, der kan købes hos velassorterede vinhandlere. Og de produceres af Karteuserne, en romerskkatolsk munkeorden, hvis største og mest berømte kloster ligger i 1300 meters højde små 25 km nord for Grenoble.

Selve produktionen af likøren foregår dog ikke på klosteret. Men munkene er alligevel vigtige for fremstillingen, for efter sigende er der i hele verden kun to - to munke - der kender til den blanding af krydderurter, der indgår i likørerne.

Karteuserordenen blev grundlagt af Den hellige Bruno i 1084. Karteuserklostrene er en slags eneboer-fællesskaber, hvis medlemmer stort set aldrig taler.

Annonce

De hvidkutteklædte munke - og nonner, for der findes også karteusernonner - helliger sig i stedet bøn efter de klosterregler, Bruno fastlagde. De studerer, arbejder, spiser og beder som regel alene. Dog spiser de sammen om søndagen, stadig uden at sige noget, og der er også afsat tid til en spadseretur i ny og næ. I den forbindelse må de gerne tale sammen.

Der er i dag 370 munke og 75 nonner i ordenen.

Alt dette har jeg læst mig til, hvilket måske kan forekomme lidt underligt, al den stund denne anmeldelse handler om en dokumentarfilm om livet på det store karteuserkloster ved Grenoble. En film på næsten tre timer.

Men tyske Philip Grönings "Den store stilhed" stiller ikke spørgsmål som hvorfor og hvornår. Det er spørgsmålet "hvordan?", der interesserer ham: Hvordan lever munkene i det gamle og store kloster? Og han har valgt at lave en film, der nærmest hensætter sin tilskuer i en meditativ tilstand, hvor den ro, der er i klosteret, forplanter sig til biografsalen.

Der er således ingen underlægningsmusik, ingen fortællerstemme. Kun de få virkelighedens lyde, der findes i munkenes tavse isolation: bibeloplæsning, klokkeklang, lyden af skridt. Gröning har "flottet" sig med en række mellemtekster, der gentages ligesom rutinerne på klosteret, og som forklarer noget af munkenes liv, for eksempel "Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget." (Lukasevangeliet 14,33). Jeg skal love for, at munkene har givet afkald på deres eget - i umenneskelig grad.

"Den store stilhed" følger årets gang i klosteret mellem de majestætiske bjerge. Dens cykliske bevægelse starter og slutter i vinterens tyste, snedækkede landskaber og skildrer også forårets og efterårets komme. Men først og sidst er den en visuel skildring af munkenes liv i arbejde og bøn. Fra nærmest fotolignende portrætter af de enkelte brødre over scener med klokkeringning, madlavning til fascinerende billeder fra den åndeløst smukke natur, klosteret ligger i.

"Den store stilhed" er en usædvanlig - og usædvanligt smuk - dokumentarfilm om en usædvanlig del af verden. Den fortjener at blive set af dem, der i små tre timer er villige til at give afkald på deres eget dagligdags hastværk for at få et kontemplativt kig ind i en verden, hvis beboere koncentrerer sig om at komme nærmere til deres gud.

Den store stilhed. Tyskland 2005. Instruktion: Philip Gröning. 169 minutter. Premiere i Gloria (København).

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

flexblock