Kriminalforfatteren Dan Brown har ikke levet forgæves.
Hans bog "Da Vinci Mysteriet" har ikke blot fået millioner af læsere verden. Den har også fået alverdens kristne til at hoppe en ekstra gang i stolen.
For er eller var det nu også rigtigt, det Dan Brown skrev om Jesus og om måden, Bibelen blev til på? Var der virkelig en gruppe mennesker i kirken, der systematisk undertrykte en hemmelig, gnostisk sandhed om, hvem Jesus var? Og hvilke konsekvenser vil det have for kirken i dag, hvis det var tilfældet?
Peter Olsen, som har været skoleleder på Luthersk Missionsforenings Missionsskole og nu er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, giver i sin nye bog om Jesus og apokryferne et svar.
Efter Olsens bedste overbevisning er det nemlig Dan Brown og ikke kirken, som har taget fejl. Og det viser han så ved nøgternt at formidle den viden, forskere i dag har om alle de skrifter, der ikke kom med i Bibelen. Det er apokryferne. Det er de såkaldte pseudepigrafer. Det er Dødehavsrullerne. Det er Nag Hammadi-teksterne fra Egypten. Og det er en lang række andre hellige tekster fra dengang, grækerne og romerne styrede verden.
Intet er her bevidst holdt skjult eller under dække holdt ude af Bibelen; men saglige og teologiske overvejelser i kirken har gjort, at historien blev, som den blev.
At der skulle gå flere årtier, før indholdet af Dødehavsrullerne blev offentliggjort, har således, siger Olsen, "intet med den katolske kirke at gøre", sådan som Dan Brown hævder, men skyldes dels en retssag med fogedforbud, dels personlig rivalisering mellem egoistiske forskere.
Olsen er inde i sit stof, og han er dygtig til at formidle. Men man fristes til at sige: Hvad ville bogen være uden Dan Brown? Det er opgøret med ham, som giver bogen dens særlige drive, og som undervejs får pustet ekstra liv i de tørre, gamle tekster.
Peter Olsen: "Jesus & apokryferne. Historisk eller gnostisk kristendom"
Logos media i samarbejde med Credo Forlag
150 sider, 198 kroner