Det er bedst, når far er glad

Jannik Lorenzen spiller rollen som den 11-årige Allan, der lever i en incestramt familie. ? Foto: SF film.

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Palle Schantz Lauridsen | 27. april 2007

Filmatiseringen af Erling Jepsens roman "Kunsten at græde i kor" er uhyggeligt god. Fem stjerner ud af seks

Forfatteren Erling Jepsen debuterede for 30 år siden med et radiospil. Siden skrev han et væld af radio-, tv- og scenedramatik. Han modtog Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris i 2002, samme år som han fik sit gennembrud som romanforfatter med sin anden roman, "Kunsten at græde i kor". Det er den, der ligger til grund for Peter Schønau Fogs film, der har manuskript af Bo Hr. Hansen. Så er kendsgerningerne på plads.

Romanen hører til blandt de største læseoplevelser, jeg har haft i mange år. Den skildrer livet i en lille sønderjysk by i slutningen af 1960'erne set gennem en 11-årig drengs øjne. Og dét er det helt store fortællertrick i romanen. For drengen forstår dybest set ikke, hvad der foregår omkring ham, og fra romanens start er spørgsmålet om, hvordan verden skal forstås, på dagsordenen.

Annonce

Drengen har stor tillid til sin far, mælkemanden, og til hans syn på verden. Han er i en grad, han ikke selv er klar over, præget af faderens livssyn og talemåder. Men faderen er en mildest talt labil type, der efter svigermoderens udsagn har "psykiske nerver". Drengen finder ud af, at der er to ting, der gør faderen glad. Den ene er at holde tårefremkaldende begravelsestaler, også for folk, han stort set ikke kendte. Den anden er at blive "trøstet" af den 14-årige storesøster på sofaen nede i stuen. Når faderen er glad, går alting bedre, så drengen gør, hvad han kan for at få muntret ham op med død og incest for nu at sige det rent ud.

Med incesthistorie som uomtvisteligt, men også diskret omdrejningspunkt, giver Jepsen en absurd og tragikomisk skildring af drengens sært logiske og særdeles uetiske tanker og handlinger i en verden, han kæmper med at forstå og gøre bedre.

Filmen adskiller sig naturligt nok på mange måder fra romanen. Den fokuserer fra første scene direkte på incesthistorien, og selvom den har bibeholdt drengen som fortæller, er hans rolle snarere den stedvise kommentators end den gennemgående fortolkers.

Dermed går noget af romanens morbide humor tabt. I romanen tager man gang på gang sig selv i at grine ad noget, der faktisk slet ikke er sjovt, men som bliver det, fordi det bliver filtreret gennem drengens naivt beregnende hjerne. Det sker mindre i filmen, og det er ærgerligt; men også forståeligt, for det er en vanskelig opgave at omsætte en naiv, litterær fortællerstemme til film.

Men "Kunsten at græde i kor" er ikke desto mindre overordentligt seværdig. Manuskriptet er stramt, personinstruktionen er nænsom, og Jesper Asholt yder i rollen som faderen en fantompræstation, der alene gør filmen mere end almindeligt værd at se. Han fremstiller faderens selvgode, opmærksomhedssøgende hykleri med mageløs intensitet, der latterliggør hans vedvarende og tomme trusler om at tage livet af sig. Det er uhyggeligt at se på, hvordan familien lukker sig om den incest, de alle kender til, men som ikke må komme frem. "Du skal ikke blande dig", råber moderen i voldsom affekt til storebroderen, der er hjemme på besøg, og som opdager, hvad der foregår.

På billedsiden er filmen meget roligt fortalt. Komponisten Karsten Fundals enkle underlægningsmusik smyger sig diskret stemningsskabende op ad fortællingen, men når faderen giver den som hulkehoved i den klaustrofobiske stue, hører vi Aksel Schiøtz' fortolkninger af Schuberts "Lieder". Når Sanne omvendt forsøger at markere sin frihedstrang, sætter hun grammofonen i gang med et af det danske hippieorkester Alrune Rods kernenumre, "Du taler og si'r", der handler om frihed - og angsten for den.

Filmen er tekstet, så alle kan være med, når personerne taler deres tillempede sønderjyske, og "Kunsten at græde i kor" er en uhyggelig og uhyggeligt god film baseret på en endnu bedre roman.