Den fjerde fredag efter påske, Store Bededag, har i mere end 300 år været fast bededag i den danske kirke.  Men tidligere formand for KFUM og KFUK Kaja Petersen kan ikke nøjes med denne ene dag om året til at bede.

- Bøn er et meget vigtig led i kristendommen. Den er simpelthen den enkeltes dialog med Gud - både i dagligdagen, om søndagen, og når tingene bliver meget svære eller meget store og glædelige, siger Kaja Petersen, der ikke kan forestille sig en gudstjeneste - eller en dag - uden bøn.

- Måske kan man være kristen uden at bede - men jeg kunne ikke. De allerfleste af mine bønner er private og uden lyd. De er min stille dialog med Gud, som jeg kan føre alle steder, hvis der er behov for det, siger hun og fortæller, at når hun beder højt, sker det i reglen i kirken, til møde i KFUM og KFUK, ved bordbønnen i hjemmet eller når hun sammen med mand og børn forenes i aftenbønnen.

Bede eller bande i det offentlige rum

- Personligt synes jeg, at der skal være en referenceramme, hvis der bedes i det offentlige rum, mener Kaja Petersen og siger, at bøn i det offentlige rum som regel er knyttet til for eksempel en gudstjeneste eller nogle minutters stilhed, som man for eksempel oplevede det efter tsunamien i 2004. Den slags minutter er for Kaja Petersen en bøn.

- Men egentligt er det lidt pudsigt, at mange viger forskrækket tilbage for tanken om bøn i det offentlige rum, især når man tænker på, at mange bander tit og tæt - og dermed påkalder sig "onde magter" - uden at tage hensyn til, at det sker i det offentlige rum, og uden at det påberåber sig lige så meget opmærksomhed fra de omkringstående, som hvis man foldede hænderne og bad, siger hun.

For at bøn gør en forskel, er Kaja Petersen overbevist om.

- Bøn har en meget stor effekt. Især forbønnen er helt uvurderlig. Dette at kunne bede for et andet menneske og lægge omsorgen og bekymringen for dette menneske i Guds hænder. Og også vide, at  andre gør det samme for en selv. Det er stort, slutter hun.